BLIV MEDLEM

"De er som mine egne børn"

Diabetessygeplejerske Jane Hoffmann har en særlig evne til at tale med børn og unge – og deres forældre – om diabetes. Tonen er ligefrem og slagfærdig. Her er hjerterum, men også bekymring i forhold til, hvordan det skal gå børnene, når de flyver fra reden og skal videre ud i livet. Diabetes har besøgt modtageren af Diabetesforeningens Behandlerpris på hendes arbejdsplads på børneafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Artiklen er skrevet af Helen H. Heidemann og bragt i medlemsbladet i maj 2018.

Louise springer hjemmevant op på skødet hos Jane Hoffmann.

Sammen er de klar til at kigge på data fra insulinpumpen på computeren. Men der er problemer med pumpefirmaet Medtronics side på nettet, så de må opgive.

– Men der var noget, du skulle huske siden sidst Louise. Kan du huske, hvad det var, spørger Jane.

– Jeg skulle huske at taste ind i skolen …

– Ja, vi talte om, at det ville se endnu bedre ud, hvis du huskede det. Husker du det?

Louise rokerer lidt rundt på stolen.

– Du kan ligeså godt sige, at du stadig glemmer det, siger Berit, Louises mor, med et grin.

– Hun ligger også for højt om morgenen, tilføjer Berit.

Jeg synes ikke, det er for højt, siger Louise.

– Hmmm op til 10 om natten er jo til den høje side, vurderer Jane.

Og så bliver der justeret på pumpens indstillinger.

Diabetes er på Nykøbing Falster Sygehus, hvor 13-årige Louise, der har type 1-diabetes, har haft Jane som sygeplejerske i næsten ti år. Louise er et af de børn på afdelingen, som det går rigtig godt for. Hendes langtidsprøve ligger på 47 mmol/mol (ca. 6,4 %).

– Men det er desværre ikke sådan, det er for alle børnene her, siger 47-årige Jane Hoffmann, som for nylig fik tildelt Diabetesforeningens Behandlerpris 2018.

For Jane Hoffmann er noget særligt. Hun fik prisen efter indstilling fra flere af sine “børn” og familier. Noget af det, der gik igen i indstillingerne, var, at hun er til rådighed for børn og forældre stort set altid, og at hun er en hjertevarm person, der forstår at tale med alle og få dem til at føle sig godt tilpas.

Om behandlerprisen

Diabetesforeningens Behandlerpris går til en person, som har gjort eller gør en særlig indsats for mennesker med diabetes.

Prisen, der i år blev uddelt for første gang, uddeles på vegne af og efter indstilling fra foreningens medlemmer. Diabetesforeningen havde modtaget i alt 30 indstillinger og flere af dem pegede på diabetessygeplejerske Jane Hoffmann fra børneafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus, hvor hun havde 25 års jubilæum 1. maj. I 17 år har hun beskæftiget sig med børn og type 1-diabetes.

Priskomitéen i Diabetesforeningen kiggede især efter, at prismodtageren udviser menneskelig indsigt og forståelse og er tilgængelig for patient og pårørende. Prisen på 25.000 kr. blev overrakt Jane Hoffmann i marts på Diabetesforeningens faglige konference Diabetes Update. 20.000 kr. skal gå til en relevant faglig aktivitet. 5.000 kr. er en personlig anerkendelse til prismodtageren.

Det gør ondt indeni

Selv forklarer Jane det sådan her:

– Jeg interesserer mig oprigtigt for de mennesker, jeg har med at gøre, og jeg prøver at lade være med at være fordømmende, selv om der måske ikke er blevet målt et eneste blodsukker i 14 dage. Skæld ud kan ingen bruge til noget. Relationen skal være tryg. Det betyder alt.

Men en forstående, engageret og dygtig diabetesbehandler er ikke altid nok til at få en god blodsukkeregulering, erkender hun.

– Det gør jo ondt inden i mig, at jeg på statistikkerne kan se, at de mellem 50-60 børn og unge, der går her på afdelingen, i gennemsnit er de dårligst regulerede i hele landet. Jeg bliver så ked af det på mine børns vegne.

– Vi troede i lang tid, at det handlede om, at vi haltede bagefter i forhold til resten af landet med pumper og sensorer, men den forskel er ved at være udlignet. Hvis jeg skal pege på noget, så tror jeg, det er vores meget få timer i børnediabetesambulatoriet. Jeg må tit gøre brug af min fritid for at få det til at hænge sammen. Vi er ikke mennesker nok, og der er ikke timer nok. Når det nye Steno Diabetes Center i regionen er en realitet, håber jeg, det kan inkludere flere ressourcer, så vi kan gøre meget mere ud af hjemmebesøg. Det tror jeg virkelig vil gøre en forskel for vores børn og unge her i regionen.

– Jeg tror jo, at børn og unge gør det, de skal med deres diabetes – hvis de kan. Og det er ikke alle og deres familier, der kan. Desværre. Vi prøver her på afdelingen at bakke op så godt, vi kan, men hvis jeg vidste, hvad der ellers skulle til, så ville jeg gøre det! Jeg giver de unge lapper med i lommen over, hvor der står, hvad de skal huske, men tit tror jeg, lappen flyver ud af lommen, så snart de er trådt ud ad døren.

En ansigtsmaske, Jelly Beans eller Capri Sonne-juice er nogle af de ting i Jane Hoffmanns kasse, som børnene kan få, hvis de husker at gøre, hvad de skal med deres diabetes. Louise har reserveret et par ting.

Diabeteskontrol på McDonalds

Louise og hendes mor var blandt dem, der havde indstillet Jane Hoffmann til prisen.

– Hun er bare så fantastisk en person og får altid smilet frem hos os, når vi kommer, selv når det hele ser sort ud. Louise forsøger også altid at trække tiden hos Jane, siger Berit.

Jane har lovet Louise, at når hun er blevet konfirmeret skal de mødes på café en dag ude i byen. Det har Louise nemlig hørt, at Jane gør med flere af de unge.

– Jeg gør det især med de unge, som af en eller anden grund ikke har lyst til at komme på hospitalet. Som regel er det jo unge, som gør sig ud til bens. For eksempel var der for nylig en ung fyr, som ringede til mig fra McDonalds og sagde, at han ikke gad møde op. Så tog jeg over og mødte ham på McDonalds i stedet. Det bliver jeg jo nødt til, siger Jane.

Efter Louise kommer Kewan Hansen på 16 år ind til Jane sammen med sin mor og mors veninde. Langtidsprøven tager Jane og ham i hemmelighed. For den ser ikke for god ud.

Kewan vil gerne have en smartere og nyere pumpe. Han vil gerne have en sort clips til pumpen og har snart givet op på måleapparatet Flash Libre, fordi de ikke kommer med posten. Firmaet er bagud med leverancerne.

– Det er derfor, det ser rigtig dårligt ud i dag med mine tal. Fordi jeg ikke har fået libraen.

– Det tror jeg på, siger Jane.

Hun finder en pumpeclips i skabet. Og hun forsyner Kewan med et par kasser Flash Libre.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Kæresten går i panik

Kewans gennemsnitlige blodsukkermåling viser 16,4. Jane kigger på pumpetallene. Nogle dage tager Kewan åbenbart slet ikke bolusinsulin for de kulhydrater, han spiser. 

– I lørdags spiste du slet ikke noget mad eller hvad? Du har slet ikke taget insulin den dag. Hvad lavede du?

– Jeg var hos min kæreste.

– Hvornår kan du være nede på 10 i blodsukkermålingerne i gennemsnit?

– 10 er lavt.

– Nej, 10 er ikke lavt.

– Små skridt!

– Vågner du med lavt blodsukker om natten?

– JA!

– Så laver vi om på det. Lad os prøve at regne det ud … Og så skal du tage den mængde insulin, som pumpen foreslår. Er du med på det? Hvis du alligevel bliver for lav, sender du mig straks en sms og siger, det er noget lort, og så retter vi. Men du skal ikke skrive og spørge, hvor mange gram kulhydrater, der er i lasagnen. Det gider jeg ikke tage mig af, når jeg har fri. Men ellers …

– Men min kæreste går i panik, når jeg får lavt blodsukker. Sidst skulle jeg sidde helt stille på toilettet og måtte ikke bevæge mig.

– Ej, det går jo ikke …

Jane tager et hæfte frem fra Diabetesforeningen om lavt og højt blodsukker og laver et par noter til kæresten.

Kewan er glad og siger “det er altid så hyggeligt at være hos dig Jane”, inden han giver hende et kram og går – med en gul lap i bukserne, hvor der står, hvad han skal huske til næste gang.

Den næste, der kommer ind ad døren, er 12-årige Thias Ravn Hildebrand. Han og hans mor Carina Olsen har søde lakridspingviner med til Jane, for dem kan hun godt lide.

– Efter din mutti har talt med skolen, er det så blevet anderledes?

– Næ, det er det samme.

– Lærerne hjælper dig ikke mere nu?

– Næ …

– Hmmm … Du har højere blodsukkermålinger nu end sidste gang. Ender du på 5, når du tager bolus?

– Nej.

– Måske din insulinfølsomhed har ændret sig. Prøv lige at vej dig.

Thias går over på vægten.

– Ja du vejer mere, du er vokset! Så er det klart.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Mødes på nattevagten

Janes ambulatorietid er ved at være forbi. Hun er teamleder for børnediabetesholdet, men er også natsygeplejerske på børneafdelingen.

– Nogle gange møder jeg nogle af de unge klokken 23 om fredagen på en nattevagt. Fordi det bare passer bedre, hvis de for eksempel går på efterskole og kommer hjem fredag aften.

De unge bliver på børneafdelingen, til de er 18, eller til de færdige med deres ungdomsuddannelse.

– Nogle fylder selvfølgelig mere end andre, men de er som mine egne børn, og når de stopper her, kan jeg ikke andet end at sige: “Nu kan jeg ikke gøre mere for dig. Nu skal du ud i verden – til voksenafdelingen”. Det er megasvært at sige farvel til dem!

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes