MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Hvad er der los mand?

Flere mænd end kvinder får type 2-diabetes. Og mændene risikerer i endnu højere grad end kvinderne at dø som følge af diabetes. Chefpsykolog Svend Aage Madsen, der har specialiseret sig i mænds sundhed, kommer her med et bud på, hvorfor det er sådan, og hvad man kan gøre ved det.

Af Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet. Har været engageret i mænds sundhed og sygdomme siden 2003 og har siden 2004 været formand for Forum for Mænds Sundhed.

Denne artikel er skrevet til fagfolk. Første gang publiceret i Behandlerbladet, december 2016  

Flere bemærkelsesværdige forhold gør sig gældende ved mænd og kvinder og type 2-diabetes. Det ene er forekomsten af diabetes, hvor mænd har ca. 20 procent større risiko for at få diabetes(1). Men mænds dødelighed er ca. 85 procent større end kvinders blandt tilfældigt, sammenlignelige grupper i befolkningen(2).

Disse to forskellige aspekter er det vigtigt at være opmærksom på. Vi ved, at sociale forhold som uddannelse, økonomi og samliv har stor betydning for, om man får eller ikke får type 2-diabetes. Men dertil kommer, at inden for de grupper, der har den største risiko for at få diabetes, er mændene mest udsatte. At forekomsten er større hos mænd skyldes givetvis, at mænds livsstil er så meget usundere end kvinders. Det er der mange grunde til og et vigtigt led i bekæmpelsen af diabetes er, at mænds livsstil bliver forbedret.

Hvorfor dør mænd hyppigere?

Det er iøjnefaldende og markant, at mænds dødelighed er så meget større end kvinders. Når der er 20 procent større forekomst blandt mænd, burde der jo også være 20 procent større dødelighed i en tilfældig udvalgt gruppe i befolkningen. Men der er altså 85 procent større dødelighed blandt mænd. Dén forskel – som kan kaldes mænds 65 procent overdødelighed – er mindst lige så vigtig at forstå og gøre noget ved.

En sådan overdødelighed hos mænd ses ved mange andre sygdomme og her er sundhedsvæsnets forhold til mænd – og omvendt – de centrale problemstillinger, hvilket følgende nye forskningsresultat er en markant illustration af: 1.381 personer med type 2-diabetes blev undersøgt seks år efter, at de fik stillet diagnosen, og de blev herefter fulgt i 13 år. Begge køn modtog seks års personligt tilpasset behandling. Effekten var, at kvinderne i løbet af de følgende 13 år opnåede cirka 25 procent lavere dødelighed sammenlignet med kvinder, som modtog standardbehandling. Men mændene opnåede ingen effekt. I konklusionen hedder det: “Sammenlignet med rutinepleje og -behandling medførte en struktureret, personlig diabetespleje og -behandling nedgang i dødeligheden af alle og af diabetesrelaterede årsager for kvinder, men ikke for mænd” (min oversættelse)(3).

Årsagen til de store kønsforskelle er ikke ét bestemt forhold, men en række forskellige faktorer, bl.a.:

  • Mænds (manglende) viden om symptomer og mænds langsommere reaktioner på symptomer.
  • Mænds tilbageholdenhed med at gå til læge og problemstillinger i dialogen med sundhedsvæsnet, som kan forsinke, at manden får diagnosen hurtigt.
  • Mænds dårligere pasning af behandlingen som patient, bl.a. livsstil og medicinering samt mænds mindre deltagelse i rehabilitering.

Mænd mangler viden

Det er åbenlyst, at mænd generelt ikke er så velforsynet med informationer om sundhed, sygdomme og symptomer, som kvinder er. Det bekræfter mange undersøgelser.

“Mænd er selv meget positive over for helbredstjek og vil deltage, hvis de får det tilbudt"

Ser man for eksempel på de medier, som de to køn er hyppigste forbrugere af, er det klart, at de medier, som kvinder ofte bruger, tit har sundhedsinformationer. “Mandemedier” er derimod nærmest af princip klinisk renset for den slags – tag for eksempel “Motor”, “Eurosport”, “PC World”, “Fiskerimagasinet”, “Lastbilmagasinet” osv.

Vi må forvente, at når mænd ikke ved så meget om sygdomme og symptomerne på dem, så vil de være langsommere end kvinder til at reagere på symptomer på type 2-diabetes. I forlængelse heraf ved vi også, at selv når mænd ved, at der er symptomer, de bør reagere på, så er de langsommere
end kvinder til at gøre noget ved det. Det gælder mænd i alle aldersgrupper. Og dermed er der større risiko for, at sygdommen har udviklet sig, inden manden kommer i behandling med de kedelige konsekvenser, at der kan komme flere komplikationer og i sidste ende større dødelighed (4).

Mænd går mindre til læge

Mænd går 30 procent mindre til læge livet igennem og 50 procent mindre i 40-60-årsalderen, hvor det kan være rigtig vigtigt i forhold til type 2-diabetes. Mange mænd siger, at de har brug for “et los i røven”, og mange møder først op, når de bliver presset af konen, eller fordi der er rigtig slemme
symptomer. Flere mænd synes, at der er mange barrierer i forhold til at komme til lægen. De finder åbningstiderne udfordrende, at det er vanskeligt at gå til læge i arbejdstiden – og svært at sygemelde sig på arbejdet(5).

Adskillige mænd mener, at løsningen er, at man bliver indkaldt til jævnlige tjek hos lægen, ligesom man bliver indkaldt til tandlægen. Og de ønsker sundhedstilbud knyttet til arbejdspladsen. Mange mænd finder desuden, at der er nogle problemer i dialogen med lægen. Flere udtrykker, at de oplever modstand fra enten lægen eller sekretæren – oplever at være til besvær og blive afvist, når de henvender sig.

Kommunikationen og rammerne for konsultationen er udfordrende, for mange føler sig ikke imødekommet, eller de oplever sig direkte afvist, når de vil have en lægetid. Flere mænd synes, tiden er for kort hos lægen. En del oplever ikke, at de får den hjælp, som de havde håbet, og de bliver tilbageholdende med at få en ny tid(5).

Tilbageholdenheden og vanskelig dialog kan i høj grad være med til at udsætte, at manden får den tidlige diagnose, som er så vigtig for at undgå komplikationer og for tidlig død.

Oplever sig ikke som patient

Når kvinder bliver patienter, forholder mange sig til alle aspekter af livet som patient og det, der foregår i sundhedsvæsnet, og de søger indflydelse i sundhedsvæsnet. Kvinderne engagerer sig i deres identitet og rolle som patient. De er diabetespatienter eller “diabetikere”. For mændene ser det noget anderledes ud, når manden bliver patient.

I undersøgelser af mænds oplevelser som patienter forholder mænd sig især til problemstillinger, der ligger uden for patientrollen, sundhedsvæsnet, personalet og behandlingen. De er mere engagerede i, hvordan sygdom og behandling påvirker livet generelt, og hvordan de kan komme tilbage til deres tidligere liv, ikke mindst arbejdslivet(6). Mænd giver sig ikke i så høj grad hen i patientrollen, men fokuserer på livet efter sygdommen.

Hvor kvinder bliver patienter og diabetespatienter, så bliver manden en smed, skolelærer, it medarbejder med diabetes. Denne tilgang viser sig også i mænds forhold til rehabilitering, hvor mænd er markant underrepræsenterede.

Hvad kan man gøre?

Alle de ovennævnte forhold er medvirkende til, at mænd har en alt, alt for stor overdødelighed og forekomst af type 2-diabetes og andre sygdomme. Det er altså ikke bare et hurtigt fix, der kan klare at lave om på dette. Men det er en fordel, at de tiltag, der skal gøres for at bedre mænds sundhed,
er meget ens i forhold til diabetes, kræft, hjerte-kar-sygdomme, psykiske
lidelser osv.

Nogle af de tiltag, der er behov for, er:

  • Uddannelse af alt sundhedspersonale til bedre dialog med mænd, især de kortuddannede mænd, som bruger sundhedsvæsnet sjældent, og som lever ti år kortere end de bedst uddannede mænd.
  • Målrettede helbredstjek med det formål tidligt at opspore sygdomme, bl.a. diabetes, for mænd, der sjældent bruger sundhedsvæsnet. Mænd er selv meget positive over for helbredstjek og vil deltage, hvis de får det tilbudt. De vil gerne indkaldes til helbredstjek og mener, at det vil øge deres brug af læge. De ser helbredstjek som noget, der kan hjælpe dem til at gå til lægen – som modvægt til de negative oplevelser og forestillinger, de har i forhold til læger og sundhedsvæsen. Sådanne tilbud kan efter mange mænds ønsker ske via arbejdspladsen(7).
  • For de mange mænd, der ikke har en arbejdsplads, er der behov for nye fællesskaber for mænd, hvor de kan passe bedre på deres helbred fysisk og psykisk. Det gør mænd meget gerne i fællesskab med andre mænd. I dag er der alt for mange især ældre mænd, der er ensomme og isolerede, og det giver også et dårligt helbred. Mænds sundhed og trivsel kan hjælpes på vej med tilbud om fællesskaber især til dem, der er isolerede(8).

Derfor har Forum for Mænds Sundhed taget initiativ til oprettelse af Mænds Mødesteder over hele landet. Det er nogle af de tiltag, der kan foreslås for at rette op på mænds større forekomst og kæmpestore dødelighed af diabetes. Men det er kun enkelt-tiltag.

Hvad der virkelig er brug for er en samlet sundhedspolitisk strategi, der har til formål at mindske mænds større forekomst og dødelighed af stort set alle sygdomme. Den har vi længe efterspurgt hos politikerne.

REFERENCER

1. Det Nationale Diabetesregister: Nye diabetikere (incidens), 1997-2012: http://www. diabetes.dk/media /11628164/3_Nye-diabetikere- incidens-1997-–-2012.xls
2. Sundhedsdatastyrelsen (2016) Dødsårsagsregistret: http://esundhed.dk/ sundhedsregistre/DAR01/Sider/Tabel.aspx
3. Krag MØ, Hasselbalch L, Siersma V. et al.: The impact of gender on the longterm morbidity and mortality of patients with type 2 diabetes receiving structured personal care: a 13 year follow-up study. Diabetologia. 2016;59:275.
4. Madsen SAa: Mænds sundhed og sygdomme. 2014. København. Samfundslitteratur.
5. Sabaj-Kjær I, Madsen SAa: Manden og lægen. 2016. København: Forum for Mænds Sundhed.
6. Madsen SAa.: Men as patients: 2015. Trends in Urology and Men’s Health 6, 3 May/ June, 22-26.
7. Sabaj-Kjær I, Madsen SAa: 2016. Mænd og helbredstjek. København. Forum for Mænds Sundhed.
8. Sabaj-Kjær I, Madsen SAa: 2016. Mænd, trivsel og fællesskaber. København: Forum for Mænds Sundhed.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes