Konsekvenser af lavt blodsukker kortlægges

Den blodsukkersænkende behandling af diabetes har de seneste årtier gennemgået en markant udvikling. På trods af fremskridt er forekomsten af hypoglykæmi kun let reduceret og en stor del af personer med diabetes i insulinbehandling er fortsat udfordret af hypoglykæmi i hverdagen. Hypo-RESOLVE-projektet skal øge viden om forekomst og konsekvenser af hypoglykæmi ved diabetes.

Ulrik Pedersen Bjergaard
23. december 2021 | Af Ulrik Pedersen-Bjergaard ulrik.pedersen-bjergaard@regionh.dk

Den blodsukkersænkende behandling af diabetes har gennem de seneste årtier gennemgået en markant udvikling.

Der er udviklet nye langsomtvirkende og hurtigtvirkende insulin-analoger og avancerede insulinpumper, som forbedrer muligheden for at tilbyde brugerne en mere fysiologisk insulinsubsti-tutionsbehandling.

Endvidere er udviklet kontinuerlige glukosemonitoreringssystemer (CGM), som giver brugerne større indsigt i blodsukkersvingningerne i hverdagen, og som koblet til en insulinpumpe kan bidrage til at justere insulinindgiften.

Endelig er undervisningen i egenomsorg og mestring, inklusive brug af insulin udviklet betydeligt.
På trods af disse fremskridt er forekomsten af hypoglykæmi kun let reduceret og en stor del af personer med diabetes i insulinbehandling er fortsat udfordret af hypoglykæmi i hverdagen(1).

Vigtigt klinisk problem

Hypoglykæmi er af de fleste fagpersoner, som arbejder klinisk med diabetes, anerkendt som et vigtigt klinisk problem med betydning for livet i dagligdagen og livskvaliteten for insulinbehandlede personer med diabetes og deres nære pårørende.

Personer med diabetes scorer da også hypoglykæmi højt på listen over diabetesrelaterede bekymringer i hverdagen.

Det er veldokumenteret, at alvorlig hypoglykæmi (defineret som behov for hjælp fra anden person) samt nedsat evne til at erkende hypoglykæmi (nedsat hypoglykæmi awareness) er forbundet med nedsat livskvalitet.

Der er også dokumentation for, at insulinføling påvirker livskvaliteten negativt.

I de senere år har en række studier baseret på CGM vist en høj forekomst af asymptomatisk hypoglykæmi, både ved type 1-diabetes(2). Asymptomatisk hypoglykæmi udgør således op til 70-80 procent af alle hypoglykæmiske episoder. Mange af disse er natlige.

Et naturligt spørgsmål som melder sig er, om sådanne episoder har klinisk betydning. Det er vist, at forekomst af asymptomatisk hypoglykæmi er associeret med risiko for alvorlig hypoglykæmi(2), men vores viden om andre, herunder psykologiske konsekvenser af asymptomatisk hypoglykæmi er begrænset.

Såvel forekomst som konsekvenser af asymptomatisk hypoglykæmi er utilstrækkeligt belyst ved insulinbehandlet type 2-diabetes.

Et andet uafklaret spørgsmål i relation til hypoglykæmi er baggrunden for den veldokumenterede sammenhæng mellem alvorlig hypoglykæmi og forekomst af hjerte-kar-sygdom samt mortalitet, som er særlig veldokumenteret ved type 2-diabetes(3).

Spørgsmålet er, om der er tale om en kausal sammenhæng eller en indirekte association.

Hypo-RESOLVE-projektet er et stort europæisk IMI-projekt, som adresserer ovenstående og andre uafklarede spørgsmål i relation til hypoglykæmi(4).

Billede1
Figur 1. Hypo-RESOLVE-konsortiet

Eksperimentelle studier

Under Hypo-RESOLVE-projektet foretages eksperimentelle undersøgelser af hypoglykæmi i dyremodeller, fortrinsvis mus, og i mennesker med og uden diabetes. Dyrestudier stiler mod at kortlægge mekanismer for glukosesensing i hjernen, for udvikling af nedsat hypoglykæmi awareness og undersøger vævsspecifikke konsekvenser af hypoglykæmi.

Et studie som udføres i Holland, og på Nordsjællands Hospital Hillerød undersøger kardiovaskulære og inflammatoriske konsekvenser af eksperimentel hypoglykæmi induceret med clampteknik hos cirka 100 personer med type 1- og type 2-diabetes samt raske kontroller. Der foretages ekkokardiografi, måling af kognitiv funktion og tages blodprøver til hormonanalyser og avancerede analyser af inflammatorisk respons op til syv dage efter eksperimentet.

Billede2
Figur 2. Strukturen i Hypo-RESOLVE-projektet

CGM-studie

Formålet med dette studie (Hypo-METRICS) er ved hjælp af CGM at kortlægge forekomst og konsekvenser af hypoglykæmi ved type 1-diabetes og insulinbehandlet type 2-diabetes. Endvidere vil man ved avanceret analyse af CGM-data undersøge, om der kan etableres en evidensbaseret definition af klinisk betydende CGM-hypoglykæmi.

Studiet omfatter ti ugers CGM-optagelse, hvor patienten via en app flere gange dagligt bliver spurgt ind til hypoglykæmi, livskvalitet med mere (ecological momentary assessment). Der stiles mod inklusion af 600 deltagere, i Danmark rekrutteres på Nordsjællands Hospital Hillerød i samarbejde med SDCC og lokalafdelingen af Diabetesforeningen.

Analyse af RCT-database

Intentionen bag dette projekt er at skabe en megadatabase baseret på mere end 80 insulin-RCT-studier med henblik på at undersøge forekomst af hypoglykæmi og især associationen mellem alvorlig hypoglykæmi og kardiovaskulær sygdom og død, som kræver store datamængder.

Etableringen af databasen kræver harmonisering af store datamængder fra forskelligt strukturerede databaser.

 

Psykologiske konsekvenser

Mens de negative psykologiske konsekvenser af alvorlig hypoglykæmi er velbeskrevet, mangler der i udtalt grad viden om effekten af mildere grader af hypoglykæmi, inklusive asymptomatiske episoder.

Dette undersøges under ledelse af Syddansk Universitet i internetbaserede spørgeskemaundersøgelser, interviewundersøgelser samt prospektivt i CGM-studiet.

Der er generelt stor fokus på patients reported outcomes i Hypo-RESOLVE-projektet.

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Alvorlig hypoglykæmi har dokumenterede samfundsøkonomiske konsekvenser i form af produktivitetstab og forbrug af sundhedsressourcer.

Vores viden om de samfundsøkonomiske konsekvenser af mild og især asymptomatisk hypoglykæmi er begrænset. I Hypo-RESOLVE foretages samfundsøkonomiske analyser baseret på data fra RCT-databasen og CGM-studiet.

Referencer

  1. Pedersen-Bjergaard U, Thorsteinsson B: Reporting severe hypoglycaemia in type 1 diabetes: facts and pitfalls. Curr Diab Rep. 2017;17:131.
  2. Henriksen MM, Andersen HU, Thorsteinsson B, et al.: Hypoglycemic exposure and risk of asymptomatic hypoglycemia in type 1 diabetes assessed by continuous glucose monitoring. J Clin Endocrinol Metab. 2018;103:2329-2335.
  3. International Hypoglycaemia Study Group. Hypoglycaemia, cardiovascular disease, and mortality in diabetes: epidemiology, pathogenesis, and management. Lancet Diabetes Endocrinol. 2019;7:385-396.
  4. de Galan BE, McCrimmon RJ, Ibberson M: Reducing the burden of hypoglycaemia in people with diabetes through increased understanding: design of the Hypoglycaemia REdefining SOLutions for better liVEs (Hypo-RESOLVE) project. Diabet Med. 2020;37:1066-1073.
image-text
Forsiden af Diabetes Behandler juni 2020

Får du ikke Diabetes Behandler?

Artiklen er fra Diabetesforeningens faglige blad, Diabetes Behandler. Kontakt Diabetesforeningen, hvis du gerne vil modtage Diabetes Behandler på tryk.