En ny hjemmeside er på vej
Læs om den nye hjemmeside, hvad den betyder for jer, og hvad I skal være opmærksomme på.
I oktober går et længe ventet ønske i opfyldelse. Vi kan nemlig byde velkommen til Diabetesforeningens nye hjemmeside.
Vi er fuld gang med at gøre hjemmesiden klar, skrive tekster og lægge indhold ind. Vi glæder os til at vise jer den og håber, I bliver lige så glade for den, som vi er.
Jeres input har været med i arbejdet
Vi har lyttet til det, I har sagt om den nuværende hjemmeside. I har blandt andet sagt, at den generelt er svær at finde rundt på - men også at det kan være svært at finde lige præcis de frivilligværktøjer eller den guide, man leder efter. Det er nogle af de ting, vi har haft med i arbejdet med den nye hjemmeside, så den bliver lettere at finde rundt på og nemmere at bruge for alle.
Hjemmesiden bliver testet
Inden hjemmesiden går i luften, skal den selvfølgelig testes. Derfor vil bureauet, der hjælper os med lave hjemmesiden, invitere både medlemmer, ikke-medlemmer og frivillige til at prøve den af. De skal blandt andet se, om det er nemt at finde rundt og finde de informationer, man leder efter. På den måde kan vi nå at finde og rette ting, inden hjemmesiden går i luften.
Hvad betyder det for jer?
En ny hjemmeside og et nyt system betyder selvfølgelig, at nogle ting bliver anderledes. Men meget vil også være genkendeligt, så I skal ikke lære det hele forfra.
Vi sørger for, at jeres indhold bliver flyttet med over. I skal altså ikke selv flytte noget eller gøre noget klar inden lanceringen. I får også hjælp til at komme godt i gang med den nye hjemmeside.
Godt at vide om den nye hjemmeside:
Hvorfor laver vi en ny hjemmeside?
Vi har brug for en hjemmeside, der er nemmere at bruge og finde rundt på, og som bedre kan leve op til de behov, som både brugere og systemer stiller i dag. Den skal gøre det lettere både for jer som frivillige og de mange andre, der besøger hjemmesiden hver dag, at finde de informationer, de leder efter.
Hvornår går den nye hjemmeside i luften?
Vi forventer, at hjemmesiden går i luften i oktober.
Hvilke forandringer vil I møde?
Ud over et nyt udseende og en ny opbygning vil den primære ændring for jer som frivillige være, at der kommer et medlemslogin på hjemmesiden.
Medlemslogin og frivilligområde
Når I logger ind med jeres medlemslogin, får I som frivillige også adgang til et særligt frivilligområde. Her samler vi information, værktøjer og materialer, som I kan bruge i jeres frivillige arbejde. Det I kender som ’Værktøjskassen’.
Jeres lokale side og kalender
I skal fortsat bruge et separat login, når I skal redigere jeres lokale side eller oprette og redigere arrangementer i kalenderen. Det fungerer på samme måde, som I kender det i dag.
Jeres lokale side og kalender vil ligne meget af det, I kender. Der vil dog være nogle ændringer, som gør dem lettere at bruge, især kalenderen!
Kort sagt: I får ét login til hjemmesiden og frivilligområdet og ét login til at redigere jeres lokale side og kalender.
Hvad sker der med det, I allerede har liggende på jeres lokale side og i kalenderen?
Sekretariatet sørger for, at jeres lokale side og jeres arrangementer bliver flyttet med over på den nye hjemmeside. Der kan være en periode omkring lanceringen, hvor noget indhold ikke er tilgængeligt, mens vi flytter det over på den nye hjemmeside. Det kan også gælde også indholdet på jeres lokale sider.
I perioden op til lanceringen vil vi bede jer om, så vidt muligt ikke at lægge nyt indhold på jeres side eller i kalenderen. Det gør det lettere for os at få det hele med, når vi flytter jeres indhold over på den nye hjemmeside, og mindsker risikoen for, at noget bliver overset.
Hvis I alligevel når at lægge nyt indhold på jeres side eller i kalenderen, efter vi har flyttet jeres indhold, skal I ikke være bekymrede for, at det går tabt. Vi har adgang til den gamle side lidt tid efter lanceringen, så vi kan få det med over på den nye hjemmeside.
Hvad skal I gøre?
I princippet ikke andet end at holde øje med information fra os.
Når den nye hjemmeside går i luften, får I besked om det og hjælp til at komme godt i gang.
OBS:
I den kommende tid kan I opleve, at der kommer mails fra WordPress, som er systemet bag den nye hjemmeside, i jeres Diabetesmail-boks. Vi er i gang med at oprette jer i de nye systemer, og det er derfor, I kan modtage disse mails. Klik ikke på links i mailene, og forsøg ikke at logge ind via dem.
Sekretariatet kan have brug for at åbne mailene for at hente information om bruger eller login. Hvis en mail derfor pludselig står som læst eller er forsvundet, kan det være os, der har været inde i mailboksen.
Hvilken hjælp får I?
Vi laver guides og videoguides, og vi holder også webinarer, hvor vi gennemgår den nye side og I kan få hjælp og stille spørgsmål. I kommer altså ikke til at stå alene med overgangen.
Hvordan og hvornår får I mere besked?
I får mere information i slutningen af september, inden den nye hjemmeside går i luften.
Har I spørgsmål i mellemtiden, er I velkomne til at kontakte os på [email protected]