Jeg elsker en med diabetes
”Jeg elsker en med diabetes” – det kan flere og flere danskere sige. Elsker du også en med diabetes? Så start din egen indsamling og vær med i kampen for at give familier med diabetes et bedre liv - og en fremtid uden.
Klik her og opret indsamling”Jeg elsker en med diabetes” – det kan flere og flere danskere sige. Hver uge får 8 nye børn type 1-diabetes. I dag har i alt 280.000 danskere diabetes. Og man regner med, at tallet vil komme op på 467.000 i 2030.
Hvad enten du er forælder, ægtefælde, barn eller søskende til en med diabetes, vil en diabetes-diagnose for det meste få stor indvirkning på dit liv. Pludselig bliver hverdagen lagt i skema, mange oplever, at spontaniteten forsvinder og bliver skiftet ud med et stort fokus på at måle blodsukker, tælle kulhydrater og udregne insulinmængder. I skoletiden. I arbejdstiden. I hverdagen. I ferien. Om natten. Ja – døgnet rundt.
Elsker du også en med diabetes?
Så start din egen indsamling og vær med i kampen for at give familier med diabetes et bedre liv - og en fremtid uden.
Familien Kjerulff kæmper for, at diabetes IKKE skal være en kamp
Malene og Kasper Kjerulff er forældre til Louis på 6 år. Louis fik type 1-diabetes for et år siden, kun otte måneder efter at hans halvstorebror William havde fået type 1-diabetes. Derudover er Malene og Kasper forældre til Ella på otte år, som nu er den eneste i søskendeflokken, der ikke har diabetes.
Malene og Kasper kæmper for Louis. De kæmper for, at diabetes IKKE skal være en kamp – for ham. Det kræver superkræfter fra deres side. Samtidig har de startet en indsamling til fordel for Louis - og for #diabeteskampen.
Ivar løber og samler ind til #diabeteskampen
Ivar Chr. Bjerg Pedersen fik diabetes helt ind på livet, da hans hustru fik type 1-diabetes i 2020. Han har nu fundet sin egen måde at støtte familier med diabetes på, hvor han kombinerer en passion for løb med et brændende ønske om at gøre livet med diabetes lettere. Han skriver selv om sin motivation om at løbe og samle ind:
– I 2015 løb jeg mit første marathonløb, og siden da har jeg været som bidt af en gal langdistanceløber. I 2021 besluttede jeg mig for - sammen med min elskede hustru - at forfølge drømmen om de seks store marathonløb i verden - Abbott World Marathon Majors - i hhv. Berlin, Chicago, New York, London, Boston og Tokyo.
– Det er desværre ikke alle forundt at kunne udøve den slags udholdenhedssport. I 2020 fik min hustru konstateret type 1 diabetes, og selvom dette ikke udelukker hende fra at dyrke motion og sport, så komplicerer det dog tingene en smule.
– Jeg er yderst taknemmelig for, at jeg har helbredet, opbakningen og støtten til at kunne forfølge min drøm om deltagelse i de seks marathonløb. Løbetræningen giver mig så meget energi og motivation i hverdagen! Mit håb med denne fundraiser er, at indsamlingen kan bidrage positivt til Diabetesforeningens arbejde med diabetikerens udfordringer i relation til det at dyrke (udholdenheds)sport.
Louise fik ro i maven igen
I flere måneder stod Louise, der er alenemor med to børn, op om natten for at holde styr på sin datters diabetes. Til sidst blev presset over manglende søvn og ingen at dele den store diabetesopgave med for meget for Louise, der selv lever med type 1-diabetes. Hun blev sygemeldt med en belastningsreaktion og endte med at få en fyreseddel. Så fik hun hjælp af diabetesrådgiverne.