Alle på insulin bør kunne få flash glukosemåling

Nye retningslinjer for flash glukosemåling til voksne med type 1-diabetes på vej i regionerne. Bedre, men ikke godt nok, siger Diabetesforeningen, som fortsat mener, at alle, der får insulin, skal have adgang til få flash glukosemåling – altså også personer med insulinkrævende type 2-diabetes.

Freestylelibre Scanner Og Måler Skaleret
29. maj 2019 | Af Michael Korsbæk [email protected]

Alt tyder på, at voksne med type 1-diabetes, der behandles på regionernes sygehuse, fremover kan få bedre adgang til flash glukosemåling. Det er resultatet af nye retningslinjer på området, som skal gøre op med de store forskelle regionerne imellem i brug af udstyret.

Diabetesforeningen har haft sæde i arbejdsgruppen i det nationale diabetesnetværk, der har udarbejdet retningslinjerne, men de opfylder ikke Diabetesforeningens krav på vegne af mennesker med diabetes, som også omfatter voksne med type 2-diabetes:

- Det er stadig forskelsbehandling, når ikke alle insulinkrævende diabetikere kan få en sensor, som vi mener, er den rigtige vej at gå, siger Ane Eggert, chef for politisk afdeling i Diabetesforeningen.

Stadig kassetænkning

Diabetesforeningen er glad for at være blevet inddraget i arbejdet med de nye retningslinjer og har i hele arbejdet talt for en bredere model end den, der nu er blevet foreslået fra arbejdsgruppen. Holdningen fra Diabetesforeningen indgår som en udtalelse til det endelige forslag, som nu skal implementeres i regionerne.

Det er godt med yderligere retningslinjer, så flere kan få adgang til det rette udstyr, i dette tilfælde flash glukosemåling som behandlingsredskab. Men problemerne med kassetænkning er endnu ikke løst, mener Diabetesforeningen.
Forsimplet sagt består de nye retningslinjer i, at alle voksne med type 1-diabetes kan få tilbudt flash glukosemåling som et behandlingsredskab på sygehuset, hvis deres langtidsblodsukker (HbA1c) er over 70 mmol/mol. Andre faktorer kan tages med i betragtning, men udgangspunktet er, at voksne med type 1-diabetes, der har et lavere langtidsblodsukker end 70 mmol/mol, henvises til kommunen, der kan bevilge flash glukosemåling som hjælpemiddel.

Det er utilfredsstillende, fordi kommunerne er meget tilbageholdne med at bevilge flash glukosemåling som hjælpemiddel, og forskellene fra kommune til kommune er meget store:

- Vi har stadig en kassetænkningsproblematik, når nogle diabetikere ikke kan få tilbuddet fra regionen og bliver sendt tilbage til kommunen, som heller ikke vil bevilge sensoren, siger Ane Eggert.

Gode skridt fra regioner

Diabetesforeningen er glad for, at regionerne nu får retningslinjer for voksne med type 1-diabetes. Det bygger ovenpå kravet i den nationale diabeteshandlingsplan fra 2017, som sikrer alle under 18 år med type 1-diabetes ret til flash glukosemåling. Regionerne har efterfølgende garanteret, at de unge kan beholde deres udleverede behandlingsredskab, når de bliver voksne.

Det er godt, at regionerne har bevæget sig i den rigtige retning på dette område og har taget ansvar, mener Diabetesforeningen.

Men der mangler stadig en sammenhæng og et fokus på alle med type 2-diabetes, der fortrinsvis behandles hos praktiserende læge og får deres hjælpemidler fra kommunen:

- Det eneste, der betyder noget for mennesker med diabetes er, at de har de bedste muligheder for en god hverdag og en ordentlig behandling med udstyr, der gør, at de kan undgå følgesygdomme. Det gælder uanset om man har type 1- eller type 2-diabetes og uanset hvor man bor og behandles. Så længe, regioner og kommuner ikke samlet set kan sikre, at alle, der har behov for flash glukosemåling, kan få det, er vi ikke i mål. Diabetesforeningen vil fortsætte med at presse på for at få stoppet kassetænkningen, siger Ane Eggert.