Bliv bedre til at spørge ind til det psykiske velbefindende
Et nyt kursus skal styrke sundhedsprofessionelles kompetencer i samtalen med patient eller borger med en kronisk sygdom.
Mange mennesker med diabetes føler sig dårligt informeret om hvilke følelsesmæssige reaktioner, de kan opleve som følge af deres sygdom. Samtidig føler mange sundhedsprofessionelle sig ikke ordentligt klædt på til at tage samtalen om patientens psykiske velbefindende. Det samme gør sig gældende for hjerte- og KOL-patienter.
Derfor er Diabetesforeningen gået sammen med Lungeforeningen, Hjerteforeningen og Københavns Professionshøjskole om at udvikle et efteruddannelseskursus for sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og andre fagprofessionelle, der skal give redskaber til brug i patientsamtalen ved hjælp af teori og træning.
Fakta: Kort om kurset i psykosocial efteruddannelse
Kurset varer 2½ dag og består af en indledende e-learning del, som gennemføres via internettet samt to kursusdage med to ugers mellemrum.
Sundhedsprofessionelle undervises i kommunikative færdigheder, så de får fokus på systematisk at gennemføre samtaler med et følelsesmæssigt indhold – relateret til de problemer, der er indeholdt i at leve med en kronisk sygdom.
Kurset er udviklet i et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Lungeforeningen og Diabetesforeningen og udbydes af Københavns Professionshøjskole fra december 2018.
For mere information, kontakt Udviklingschef Anne Sander, Diabetesforeningen, [email protected]