Færre med type 2-diabetes får kolesterolsænkende medicin
Frygten for bivirkninger ved behandling med kolesterolsænkende medicin er udokumenterede, siger anerkendt dansk forsker, som er bekymret over fald i brug af de såkaldte statiner.
En ny opgørelse fra Steno Diabetes Center Copenhagen viser, at andelen af patienter med type 2-diabetes, der får kolesterolsænkende medicin, primært de såkaldte statiner, er faldet fra 63 procent til 58 procent. Det står i kontrast til anbefalingerne, som er, at næsten alle med type 2-diabetes skal have den kolesterolsænkende medicin, fordi den forebygger hjertekarsygdom.
Hjertekarsygdom er den dominerende årsag til, at mennesker med type 2-diabetes gennemsnitligt lever kortere end ikke-diabetikere, og derfor er forskerne bag registerstudiet bekymrede over resultatet:
- Statinbehandling har formentlig været den allervigtigste faktor for de seneste årtiers fald i dødeligheden af hjertekarsygdom blandt diabetikere. Derfor er det fald, vi ser, bekymrende. Vi ved godt, at vi nok aldrig får alle i statinbehandling, men vi skal helst op i nærheden af 80-90 procent, siger professor og forskningsleder Marit Eika Jørgensen fra Steno Diabetes Center Copenhagen, som formoder, at frygten for bivirkninger er med til at afholde folk fra statiner:
- Men frygten for bivirkninger som demens, impotens og andet er helt ubegrundet. Ingen studier har dokumenteret de frygtede bivirkninger, siger Marit Eika Jørgensen.
Studiet med data fra 421.000 danskere med type 2-diabetes i perioden 1997-2017 blev fremlagt på verdens største diabeteskonference i USA i juni måned.