Jørgen Andersen konstitueret som ny formand
Næstformand i Diabetesforeningens hovedbestyrelse, Jørgen Andersen, er konstitueret som formand frem til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i maj 2020.
Diabetesforeningens hovedbestyrelse valgte i aftes at konstituere sig på ny efter professor Torsten Lauritzen havde trukket sig fra formandsposten af helbredsmæssige årsager. Torsten Lauritzen blev valgt som formand for Diabetesforeningen på repræsentantskabsmødet i maj, men måtte kort tid efter sygemelde sig og traf i juli beslutningen om at trække sig.
- Jeg ser frem til at stille mig i spidsen for arbejdet med diabetessagen, indtil vi kan samle vores stærke frivillige bagland og på vanlig demokratisk vis vælge en ny formand for Diabetesforeningen om knap et år. Selv om vi desværre var nødt til at rokere rundt på hovedbestyrelsens sammensætning, er den strategiske retning for Diabetesforeningen uændret, og vi vil fortsat kæmpe for alle med diabetes i Danmark og deres pårørende, siger Jørgen Andersen.
Diabetesforeningen, der har hovedkontor i Glostrup, er en af Danmarks største interesseorganisationer og patientforeninger med 92.000 medlemmer.
Den nu konstituerede formand, Jørgen Andersen, er 47 år og et kendt ansigt i Diabetesforeningen: Først som formand for lokalforeningen i Skive Kommune, hvor han også bor, fra 2011 til 2018 og siden 2013 som næstformand i hovedbestyrelsen. Jørgen Andersen har selv type 1-diabetes og har også en datter med sygdommen. Han arbejder til daglig som salgschef i Miele Professional.
Hovedbestyrelsen besluttede på mødet mandag aften, at der skal holdes et ekstraordinært repræsentantskabsmøde lørdag den 16. maj 2020 i forbindelse med det ordinære delegeretmøde.
Her skal en ny formand vælges. Indtil da er Jørgen Andersen konstitueret som formand og medlem af hovedbestyrelsen, John Arne Sørensen, konstitueret som næstformand.
Næstformand Thomas Elgaard Larsen fortsætter på posten, mens 1. suppleant Sophie Hindkjær er trådt ind i bestyrelsen.