Mange har problemer med at få rette hjælpemidler

Livskvalitet og den enkeltes hverdag tæller alt for lidt i kommunernes behandling af sager om hjælpemidler. Problemer især med bevilling af flash glukosemåling giver mange henvendelser til Diabetesforeningens socialrådgivere. Bekymrende, mener Diabetesforeningen.

Freestylelibre Scanner Og Måler Skaleret
21. maj 2019 | Af Michael Korsbæk [email protected]

Alt for mange med diabetes har problemer med at få adgang til de hjælpemidler, de ønsker for at leve et godt liv med diabetes. Især bevilling af flash glukosemålere som hjælpemiddel i kommunerne giver mange frustrationer, når mennesker med diabetes får afslag af grunde, der opleves som urimelige.

Det giver travlhed hos Diabetesforeningens socialrådgivere, der hjælper med at forstå sagerne, vejleder om reglerne og støtter i eventuelle klagesager.

En ny opgørelse for de første måneder af 2019 viser, at næsten hver tredje henvendelse drejer sig om hjælpemidler, og af hjælpemiddelsagerne tegner flash glukosemåling sig for næsten halvdelen.

Systemet skal sætte mennesket i centrum og tage hensyn til arbejdsliv, livskvalitet og hverdagsudfordringer i hjælpemiddelsager, mener Karsten Pedersen.
- I mange af sagerne oplever vi, at kommunen ikke lægger vægt på forhold i den enkeltes arbejdsliv og hverdag, når de vurderer ansøgninger om flash glukosemåling. Det efterlader mennesker med diabetes med fornemmelsen af, at deres egen kommune modarbejder deres ønske om en bedst mulig hverdag med diabetes, forklarer socialrådgiver Karsten Pedersen fra Diabetesforeningen.

Frustrerende afslag

Den nye opgørelse viser, at kommunernes administration af hjælpemiddelområdet påvirker rigtig mange mennesker med diabetes og giver anledning til bekymring og frustration. Der er overordnet set to grunde til, at mange med diabetes oplever problemer:

Dels begrænser mange kommuner adgangen til hjælpemidler, så diabetikere får sværere ved at få det udstyr, de er trygge ved og har været vant til at bruge.

Dels afviser mange kommuner ansøgninger om flash glukosemåling til mennesker med diabetes, som har styr på deres blodsukker.

Diabetesforeningen mener, at mange af sagerne kunne undgås, hvis livskvalitet, arbejdsliv og den enkeltes hverdag talte mere med i kommunernes sagsbehandling:

- Kommunerne har i modsætning til læger mulighed for at tage andre aspekter end den direkte behandling ind i deres vurdering. Men det sker ikke, fortæller mange af dem, vi taler med. Derfor får mange nej til hjælpemidler som flash glukosemåling uanset, at det vil gøre en kæmpe forskel for dem i deres hverdag og arbejdsliv og på langt sigt måske forhindre alvorlige følgesygdomme. Det er bekymrende, siger socialrådgiver Karsten Pedersen.

Menneske foran system

Som eksempel peger Karsten Pedersen på sager, hvor ansøgerne i deres arbejdsliv kunne have stor gavn af at få bevilget udstyr, der gør deres hverdag lettere og sikrer, at de får målt blodsukker ofte nok. Det kan for eksempel være chauffører, fysioterapeuter, jordemødre og klinikassistenter, som får afslag på flash glukosemåling hos kommunen:

- Det kan undre, at man ikke kan se, hvor stor gavn for eksempel en klinikassistent hos en tandlæge vil have af flash glukosemåling. Både i hverdagen, hvor hygiejnen forbedres, og på langt sigt, hvor personen kan undgå den risiko for følelsesløshed i fingerspidserne, som års måling af blodsukker på traditionel vis kan medføre, siger Karsten Pedersen

Han henviser til, at konventionel blodsukkermåling kræver et prik i fingerspidsen for at få en dråbe blod, der kan måles på, mens flash glukosemåling kan klares ved en berøring af en sensor på overarmen uden blod.

- Diabetesforeningen mener helt klart, at arbejdsliv, hverdagsudfordringer og livskvalitet skal tælle mere med end tilfældet er i dag. Sat på spidsen oplever vi alt for mange sager, hvor systemet og ikke mennesket er i centrum, siger Karsten Pedersen.

Diabetesforeningen følger fortsat området tæt og kæmper fortsat for, at mennesker med diabetes skal have langt lettere adgang til de rette hjælpemidler i kommunerne.