Nyt samarbejde om insulinberegner med Hedia
Diabetesforeningen har indgået et samarbejde med udviklerne bag den danskproducerede app, Hedia, som indeholder en CE-godkendt insulinberegner. Samarbejdet skal hjælpe vores mange medlemmer med insulinkrævende diabetes til en bedre behandling.
Hvorfor er insulinberegneren så vigtig?
Har man insulinkrævende diabetes, er en væsentlig del af håndteringen af sygdommen at tage skræddersyede doser insulin for at holde blodsukkeret så velreguleret som muligt.
Hidtil har vi henvist vores over 90.000 medlemmer til vores egen app ’Diabetes og Kulhydrattælling’. Den 4. november i år måtte vi dog lukke den del af appen, der hjælper folk med at beregne deres insulindoser. Lukningen skyldes, at en app med insulinberegner skal klassificeres som medicinsk udstyr og derfor vil kræve en CE-mærkning.
Det er derfor meget glædeligt, at vi nu igennem samarbejdet med Hedia kan tilbyde vores medlemmer en gratis CE-godkendt insulinberegner, som kan være en hjælp i hverdagen:
- Vi er glade for igen at kunne tilbyde vores medlemmer med insulinkrævende diabetes mulighed for at beregne deres personlige insulindosis på en nem måde. Hedia er en app, som vi har tillid til, og derfor mener vi, at Hedias insulinberegner vil være en god erstatning for alle dem, som var glade for at bruge insulinberegneren i appen ’Diabetes og kulhydrattælling’, udtaler Diabetesforeningens forskningschef, Tanja Thybo.