Patienten skal sættes først i sundhedsvæsenet
Mennesker med type 2-diabetes skal i højere grad behandles i samspil mellem kommuner, hospitaler og praktiserende læger. Det kræver et langt bedre samarbejde med patienten i centrum, mener Diabetesforeningen.
Kommuner, de praktiserende læger og hospitalerne skal være bedre til at samarbejde om at behandle mennesker med type 2-diabetes. Det var der bred enighed om i panelet til National Diabeteskonference 2019, som blev holdt i går på Hotel Park Inn ved Københavns Lufthavn. 250 læger, sygeplejersker, fodterapeuter, kommunalt ansatte og andre, der arbejder med diabetes til daglig, var samlet til konferencen.
Ved den indledende paneldebat slog Diabetesforeningens konstituerede formand, Jørgen Andersen, fast, at det for mennesker med type 2-diabetes er underordnet, hvilken del af sundhedsvæsenet, der leverer ydelserne:
- Vi interesserer os til gengæld rigtig meget for, at vi får en behandling og en støtte, der forhindrer følgesygdomme som neuropati og andre ting, der risikerer at tage livet af os. Derfor handler det hele om at sætte patienten før systemet. Det gælder hos kommunen, på hospitalet og hos den praktiserende læge, sagde Jørgen Andersen.
Værdi for patienterne
Tidligere sygehusdirektør og tidligere formand for Kræftens Bekæmpelse, speciallæge Dorthe Crüger, deltog i panelet som ledelsesambassadør udpeget af Kommunernes Landsforening og Danske Regioner:
- Vi skal huske hvorfor, vi er her, nemlig for at skabe mest mulig værdi for borgerne samlet set. Selv om alle i sundhedsvæsenet fokuserer på at skabe verdens bedste diabetesbehandling, skal vi huske, vi er der for menneskene og ikke for sygdommen, sagde hun.
Hos de praktiserende læger betoner man også det helhedsorienterede blik på personer med diabetes, og de praktiserende læger har en unik mulighed for både at behandle type 2-diabetes og forebygge følgesygdomme, sagde praktiserende læge Jørgen Steen Andersen:
- Der, hvor vi har mest at vinde, er i en rettidig forebyggelse, og der spiller vi i almen praksis en kæmpe rolle med vores kendskab til patienterne, vores erfaring og den kontinuitet, vi har med vores patienter, sagde Jørgen Steen Andersen, der repræsenterede Praktiserende Lægers Organisation.
Sammedagsundersøgelser hos lægen
Centerchef, læge Camilla Rathcke fra Center for Planlægning i Sundhedsstyrelsen understregede, at diabetes er højt oppe på dagsordenen i styrelsens arbejde:
- Med den nationale handlingsplan som afsæt arbejder vi blandt andet med sammedagsundersøgelser, som man kender fra Holbæk Sygehus og flere Steno-centre. Det skal man også kunne i kommunerne og i almen praksis, men hvordan? Det kigger vi meget på, for det står klart, at diabetesbehandlingen skal række langt udover blot at holde styr på blodsukkeret, sagde Camilla Rathcke, som fortalte, at en optimal diabetesindsats stiller store krav til samarbejdet mellem mange forskellige fagligheder i sundhedsvæsenet.
Gigantisk udfordring
Netop samarbejde er også i sigtekornet for kommunerne. Direktør for blandt andet sundhedsområdet i Kommunernes Landsforening, Christian Harsløf, pointerede, at der bliver brug for at bringe fagligheder sammen for at håndtere udfordringen fra de flere og flere med en kronisk sygdom som type 2-diabetes:
- Vi står overfor en gigantisk udfordring, fordi der kommer langt flere ældre og langt flere med en kronisk sygdom. Som det er i dag, er det den enkelte kommune, der har udviklet sit eget sundhedstilbud. Der har aldrig været en samlet plan. Det er der i dén grad behov for, sagde Christian Harsløf med henvisning til, at regeringen har bebudet en national plan for det samlede sundhedsområde.
Nye standarder
Det vides endnu ikke præcist, hvilket indhold den kommende sundhedsplan vil få, men den tidligere regering havde foreslået bindende nationale standarder for kvaliteten af kommunernes tilbud til blandt andre mennesker med type 2-diabetes. De tanker lever fortsat hos mange partier på Christiansborg. Det viste en rundspørge, Diabetesforeningen lavede op til Folketingets åbning i sidste uge.
Efter paneldebatten og fremlæggelse af erfaringer fra konkrete projekter med samarbejde mellem kommuner, praktiserende læger og hospitaler, fordelte de 250 deltagere sig på flere forskellige workshops om blandt andet diabetes og psykisk sygdom, brug af data i diabetesbehandlingen og livsstilens betydning for mennesker med type 2-diabetes.
National Diabeteskonference 2019 var arrangeret af de fem regionale Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.