Sundhedspersonale begår fejl med insulin

Insulin er blandt syv lægemidler, som fagpersoner oftest begår fejl med. Nogle patienter oplever nærmest, at insulinen bliver taget ud af hånden på dem, når de er indlagt, mener næstformanden i Diabetesforeningens Diabetesråd.

Insulinpen
31. oktober 2019 | Af Stine Mørkeberg [email protected]

Har man diabetes og bliver indlagt på hospitalet, så forventer de fleste nok, at personalet er klædt på til at håndtere éns blodsukker – også selvom man ikke er på en diabetesafdeling. Men det er ikke altid tilfældet. For insulin er blandt syv typer af lægemidler, som læger, sygeplejersker eller andre sundhedsprofessionelle oftest begår alvorlige fejl med.

Og en brugerundersøgelse foretaget af pro.medicin.dk i 2018 viser, at hele 40 procent af de sundhedsprofesionelle ikke ved, at der er særlig risiko ved fejl ved de 7 lægemidler.

Giver man for meget insulin, kan det føre til insulinchok

Det skriver Lægemiddelindustriforeningens Magasin, ’Med.’

- Der bliver enten givet for meget eller for lidt insulin. I nogle tilfælde sker fejlene, fordi blodsukkeret ikke bliver målt, inden man giver insulin. I andre tilfælde bliver der byttet om på penne til langsomt- og hurtigtvirkende insulin, eller der bliver givet insulin på trods af at man har målt et meget lavt blodsukker. Vi ser også fejl, hvor patienten får dobbelt dosis insulin, fordi en fagperson ikke ved, at kollegaen allerede har givet det, lyder det fra Henrik Friis, der er ansvarshavende redaktør for pro.medicin.dk.

Kan give insulinchok

Henrik Friis understreger, at der er tale om alvorlige fejl, som kunne have været undgået.

- Giver man for meget insulin, kan det føre til insulinchok. Derfor har vi også tidligere forsynet de 7 lægemidler med advarsler på hjemmesiden pro.medicin.dk, som henvender sig til fagfolk. Men vi kan konstatere, at der stadig bliver begået fejl, siger Henrik Friis. 

Der er tale om fejl, som sker på både hospitaler, plejehjem og i hjemmeplejen.

Klæd personalet på

En del større hospitaler har allerede i dag diabetes-udrykningsteams, som netop skal forebygge fejl i diabetes-behandlingen. Det gælder blandt andet Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet, Hvidovre og Herlev Hospitaler. Idéen er, at for eksempel en diabetessygeplejerske tilkaldes, når personer med diabetes er indlagt på afdelinger, hvor personalet ikke har særlig viden om diabetes.

Der er stadig behov for at klæde plejepersonalet bedre på til at håndtere diabetes på de afdelinger, der ikke har det som deres speciale

Derudover har andre – typisk mindre hospitaler – forsøgt sig med en form for callcenter, som man som fagperson kan ringe til, hvis man har brug for hjælp til at dosere insulin. Det fortæller Troels Krarup Hansen, som er direktør og klinisk professor på Steno Diabetes Center Aarhus, formand for Dansk Endokrinologisk Selskab og næstformand i Diabetesforeningens Diabetesråd.  

- Men der er stadig behov for at klæde plejepersonalet bedre på til at håndtere diabetes på de afdelinger, der ikke har det som deres speciale. Derfor bør udrykningsteams og call-centre gå hånd i hånd med en indsats for at give hele sundhedspersonalet større viden om diabetes og insulin, siger Troels Krarup.

Inddrag patienterne

Derudover skal personalet blive bedre til at gøre brug af patienternes egen viden om insulin, mener Troels Krarup.

Nogle steder tager man så at sige insulinen ud af hånden på patienten i forsøget på at have fuldstændig styr på behandlingen. Men mange har jo opbygget en enorm viden om, hvordan lige netop deres insulinbehandling bedst fungerer. Så i alle de tilfælde, hvor patienten er ved bevidsthed, er det utroligt vigtigt, at deres erfaringer inddrages, siger Troels Krarup.