To ud af tre bekymrer sig om følgesygdomme

Selv om diabetesbehandlingen er blevet meget bedre, fylder bekymringer for følgesygdomme meget hos mennesker med diabetes. Ny undersøgelse peger på, at flere kan have brug for hjælp, mener Diabetesforeningen.

Louise Gormsen
16. september 2019 | Af Stine Mørkeberg [email protected]

Der er over de seneste årtier sket rigtig mange fremskridt i behandlingen, når det gælder forebyggelse af følgesygdomme til diabetes. Det betyder, at alvorlige følgesygdomme som blindhed og amputationer rammer færre. Men bekymringer for at blive ramt af følgesygdomme fylder stadig rigtig meget hos mennesker med diabetes.

Det viser en ny stor undersøgelse med svar fra over 9.000 mennesker med diabetes. Her angiver to ud af tre, at de er bekymrede for risikoen for følgesygdomme, og flere end hver femte svarer, at de bekymrer sig ofte eller hele tiden.

Diabetesforeningen: Tag bekymringerne alvorligt

Behandlerne bør være ekstra opmærksomme på dem, der måske bekymrer sig unødigt meget, mener Diabetesforeningen:

- Behandlerne skal være særligt opmærksomme på bekymringer hos mennesker med diabetes. Dem, som hele tiden eller ofte er bekymrede, kan have brug for professionel hjælp til at håndtere bekymringerne, for eksempel af en psykolog, lyder det fra Diabetesforeningens politiske chef Ane Eggert Jackson.

Hun henviser til en anden del af undersøgelsen, som viser, at hver femte med diabetes ønsker hjælp fra en psykolog, men ikke har fået hjælpen tilbudt:

- Det er vigtigt at sætte ind, før bekymringerne måske udvikler sig til diabetesstress, angst eller depression. Hvis bekymringerne får lov at udvikle sig, kan det få alvorlige konsekvenser for både diabetesbehandlingen og for den enkeltes livskvalitet,” siger Ane Eggert Jackson.

Bekymringer kan påvirke livskvaliteten

Professor, overlæge Marit Eika Jørgensen, som forsker i forekomsten af komplikationer på Steno Diabetes Center Copenhagen, opfordrer til, at man som patient passer på, at bekymringer ikke tager overhånd:

- Hvis du har en lille bekymring, der gør, at du husker at komme til dine kontroller og passer din diabetes i dagligdagen, så er det jo fint. Men hvis det betyder, at du har en stor og daglig bekymring, som overskygger andre ting i dit liv og går ud over livskvaliteten, er det uhensigtsmæssigt, siger Marit Eika Jørgensen.

Som forsker og læge glæder det hende, at diabetesbehandlingen over de seneste årtier er nået langt i behandlingen og forebyggelsen af følgesygdommene. Således viser hendes tal, at det kun er meget få mennesker med diabetes, der rammes af for eksempel blindhed i Region Hovedstaden, ligesom også kun ganske få blev udsat for en større amputation som følge af diabetes.

Den nye undersøgelse, som Diabetesforeningen har foretaget blandt sine medlemmer med diabetes – i samarbejde med Steno Diabetes Center Nordjylland og Aalborg Universitetshospital– er en del af en større kortlægning af livet med diabetes. Den samlede undersøgelse er endnu ikke offentliggjort.