Ændring af vaccineplan er et politisk svigt

DEBAT: En af regeringens mærkesager er at gøre op med ulighed i sundhed og at passe på de svage her i samfundet. Er den mærkesag sløjfet?

Kanyle - vaccination
28. marts 2021 | Af Jørgen Andersen og Claus Richter, hhv. formand og adm. direktør for Diabetesforeningen

Danskerne og især de syge og sårbare er blevet grundigt svigtet af Sundhedsstyrelsens farvel til et
vaccinationsprogram, som skulle sørge for, at alle fik den rigtige plads i køen til en vaccination. En plads, der
skulle tage højde for, at man med visse sygdomme risikerer et alvorligt forløb med covid-19.

Vaccinegrupperne 10, 11 og 12 slås nu sammen, hvilket betyder, at når dem i særlig øget risiko (gruppe 5) er færdigvaccineret, tilbydes alle andre en vaccine udelukkende efter alder. Det vil sige, at der ikke længere som lovet bliver taget højde for den enkeltes helbred og eventuelt kroniske sygdomme, f. eks. diabetes.

I Diabetesforeningen er vi målløse. Den nye vaccineplan er et brud på princippet om, at vi står sammen og
passer på dem, der helst ikke skal smittes med covid-19.

Vi har nu et helt år bakket op om myndighederne og fortalt vores medlemmer, at de, som har behov for det
- naturligvis - vil blive vaccineret før deres raske jævnaldrende.

Den besked har regeringen igen og igen givet os.

Mantraet har været og er stadig, at vi skal passe på de syge og sårbare. Men i praksis er det ikke tilfældet længere. Personer i øget risiko er blevet stukket blår i øjnene. Deres pæne venten i køen er blevet gjort til skamme. Tilliden til, at der bliver passet ekstra godt på dem, er væk.

Vi får i Diabetesforeningen mange henvendelser fra medlemmer, som har levet med alvorlige konsekvenser
af frygt for coronasmitte, nogle har endda været i isolation i hele perioden. De har ventet og venter stadig
tålmodigt på at blive vaccineret.

Hvad er beskeden til dem? Har det alligevel ingen betydning, at man har en kronisk sygdom, hvis man smittes med coronavirussen? Er der kommet ny viden? Eller har regeringen bare givet op, fordi lægerne synes, det er for besværligt at finde ud af, hvem der bør vaccineres før andre? Eftersom der ikke er ændret i
det faglige grundlag fra Sundhedsstyrelsen, må svaret på det sidste spørgsmål være ja, og så er tillidsbruddet totalt: Så har både læger og myndigheder givet fortabt og med politisk opbakning efterladt personer i øget risiko med svigtede forventninger og en lang næse. Regeringen er løbet fra sit ansvar.

En af regeringens mærkesager er at gøre op med ulighed i sundhed og at passe på de svage her i samfundet. Er den mærkesag sløjfet? Det ser sådan ud, konstaterer vi i Diabetesforeningen.