Forskning i cøliaki: Mulighed for medicin undersøges
Livet med type 1-diabetes kræver ekstra opmærksomhed på måltiderne, og når du samtidig lever med cøliaki, kan det blive rigtig kompliceret. Men et igangværende forskningsprojekt kan muligvis gøre det nemmere at leve med cøliaki i fremtiden.
En evig overvågning af blodsukkeret og et nej tak til alt med den mindste smule hvede, rug og byg. Det er virkeligheden for 5-8 procent af mennesker med type 1-diabetes, der også lever med cøliaki. Men nu er der måske et lille håb at ane i fremtiden, så i hvert fald cøliaki ikke skal gøre måltiderne komplicerede.
Et hold af europæiske forskere er gået i gang med et projekt, hvor de forsøger at udvikle en pille, der skal forhindre den skade, gluten forvolder på tarmen, når mennesker med cøliaki spiser gluten.
Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen, er glad for, at behandlingsmuligheder til mennesker med cøliaki bliver undersøgt, da livet med type 1-diabetes og cøliaki kan være en besværlig affære:
- Mennesker, der lever med type 1-diabetes, har i forvejen en del at tænke på i forbindelse med deres måltider, og cøliaki gør det kun mere kompliceret. Så det ville have stor betydning for mennesker med type 1-diabetes og cøliaki, at de kunne slippe for at bekymre sig om gluten og kunne få lidt flere muligheder ved måltiderne, siger hun.
Pillen skal som al anden medicin testes i tre faser, før den kan blive godkendt. Projektet er netop blevet færdig med fase to, og ifølge forskerne bag ser resultaterne lovende ud. Tanja Thybo understreger dog, at der stadig er et stykke vej igen, før pillen måske ender på hylderne på apoteket:
- Forskerne skal i gang med fase tre nu, og først derefter – hvis resultaterne er gode – kan man begynde at tale om, at pillen skal i produktion. Men det er et interessant projekt, som vi i Diabetesforeningen ser frem til at høre mere fra, når de er længere i processen, siger hun.