Historien er bragt i magasinet Diabetes marts 2021.

Med små, hurtige skridt tager Jonathan tilløb. Overkroppen følger med, vuggende frem og tilbage, inden den eksploderer i en rotation. Hans pangfarvede disc flyver hen over græsset, men dens rejse mod kurven, der står knap 100 meter fremme, stopper brat ved det nærmeste træ. Øv, en skævert. 

Einar står også klar ved teestedet, det sted, hvor banen begynder. Næste gang er det hans tur. Godt nok har han aldrig før sendt en disc i luften, men han er fortrøstningsfuld.

Det er nemt at lære, og alle kan være med.

– Jeg er overbevist om, at jeg kan bruge noget af den samme teknik som fra golf, lyder det optimistisk.

Han skulle blive klogere. Efter den første kurv har yngstemanden lagt sig knebent i front. Henholdsvis 6, 7 og 8 kast har de tre familiemedlemmer brugt på at få discen fra teested til kurv. Einar tager det med et smil. Indtil videre. 

Plæneklipperbevægelse 

Som eftermiddagen skrider frem, bliver hele familien bedre. Også Einar lærer at finde balancen mellem teknik og styrke. Mellem præcision og længde. Han taler begejstret om, hvordan discgolf aktiverer kroppen. Bentøjet kommer på arbejde fra kurv til kurv, og ved hvert kast skal han vride både krop og kastearm – ligesom når man sætter gang i en plæneklipper.

– Det gør jeg for sjældent, kan jeg  mærke. Jeg føler nærmest, min arm er ved at gå af led hver gang. Men den har helt sikkert godt af det, griner han.

Skal vi vædde?

Ganske få meter fra en af kurvene ser Jonathan sit snit til at indgå et væddemål.

– Hvis jeg rammer i nu, skylder du en Faxe Kondi, morfar! Han finder sin disc frem og låser blikket fast. Dyb koncentration. I et blødt svæv lander discen, hvor den skal, og kurvens metalkæder klirrer for sidste gang. 

– Yes, udbryder Jonathan og lader sig hylde som vinder af dagens duel. Han fortsætter:

– Jeg synes, det var sjovt at spille, fordi banerne var så forskellige. Nogle skød gennem en skov med træer og buske, forbi store huller, andre gik op ad bakker. 

– Det var vist kun op ad bakke for mig i dag, afbryder Einar.  

– Men det er nemt at lære, alle kan være med, og så er det et dejligt afbræk fra corona. Det irriterer mig bare, at jeg nu skal høre på ham hele vejen hjem, siger han. Og sender et kærligt blik mod sit barnebarn.