Mave-tarm-problemer ud af mørket

Denne artikel er bragt i medlemsmagasinet Diabetes, juni 2021.

Professor Klaus Krogh på Aarhus Universitetshospital har i 10-15 år forskningsmæssigt og praktisk  beskæftiget sig med den del af fordøjelsessystemet, der ikke normalt diskuteres ved spisebordet. Men 16 procent af befolkningen har forstoppelse, og 80 procent på et plejehjem har det.

Der er tabuer knyttet til det, men professoren har vedholdende arbejdet på at få gjort diabetesbehandlere opmærksomme på, at de aktivt skal spørge de personer, der kommer til dem, om de har kvalme og opkastninger.

Det har alt for længe været et forsømt område, så personer med diabetes har langt fra været optimalt undersøgt og behandlet.

– Men især med de landsdækkende stenocentre har interessen og forståelsen heldigvis fået et boost. Og det er  naturligvis en fordel for dem, det handler om, siger han.

En firdobling

Risikoen for at udvikle problemer i maveregionen vokser efter flere år med diabetes, og især hvis blodsukkeret har ligget for højt meget af tiden. Årsagen er, at de små nerveceller, der styrer følesansen og tarmens funktion ofte bliver beskadiget af et for højt blodsukker. De kan ikke repareres, men medicin kan  hjælpe til at mindske symptomerne.

Selv møder han kun personer med diabetes, der har meget alvorlige problemer med mavesækken eller  tarmene, flere kommer fra andre steder i landet. I løbet af to år er antallet steget til det firdobbelte.

– I 2015 så jeg én ny patient med diabetes og tarmproblemer om måneden, og i 2017 så jeg én om ugen. At  flere bliver henvist, skyldes ene og alene, at der er kommet større opmærksomhed på det rundt om i landet.  Og når denne artikel er udkommet, vil der også komme flere henvendelser, er jeg sikker på.

Hyppigst type 1-diabetes

Symptomerne ser Klaus Krogh primært hos mennesker med type 1-diabetes. En del af dem, der møder ham i Aarhus, er unge, som har haft diabetes, siden de var børn. Personer med type 2-diabetes er sjældnere og  normalt ældre.

Når mavesækken tømmer sig for langsomt, fordi de små nerveceller ikke har sat de nødvendige sammentrækninger i gang, får man i svære tilfælde kvalme og måske opkastninger også kaldet gastroparese. Flere mærker også oppustethed, tidlig mæthedsoplevelse, mavesmerter, forstoppelse og diarré. Uforudsigelig diarré om natten kan også forekomme.

Sværere at dosere insulin

– Ja, der knytter sig flere ubehageligheder til gastroparese. Typisk kan man ikke spise så meget på grund af  kvalme, fordi maden bliver liggende alt for længe i mavesækken, og de får lyst til at kaste op. Det er dog ofte meget i perioder, så det er ikke nødvendigvis hele tiden, at de har det sådan, siger han.

Når det gælder personer med diabetes, giver gastroparese en ekstra udfordring i forhold til at dosere insulin  rigtigt. Man doserer ud fra idéen om, at mavesækken tømmer sig forudsigeligt, når man tager insulin i forhold til et kommende eller netop overstået måltid. Men forsvinder maden først efter otte timer, betyder det, at man får for meget insulin og derfor får for lavt blodsukker kort efter måltidet. 

– Af frygt for at opleve det, tager man så mindre insulin og risikerer så for højt blodsukker, og det kan være  en rigtig dårlig cirkel, for man ved, at højt blodsukker får mavesækken til at tømme sig langsomt. Men vi ser netop ofte, at blodsukkeret er for højt hos personer med diabetes og gastroparese, forklarer Klaus Krogh.

Professoren understreger, at langt fra alle mennesker med diabetes får de nævnte problemer. I en tiårig  periode udvikler cirka fem procent af personer med type 1-diabetes og en procent af personer med type 2-diabetes gastroparese. Risikoen stiger dog med antallet af år, de har haft diagnosen.

– Der skal dog ikke herske tvivl om, at de, der får gastroparese – og især de hårdt ramte – er meget  udfordrede i deres dagligdag med kvalme og opkastninger, siger han.

Bakterier i tyndtarmen

Tarmproblemer opstår også hos personer med diabetes. Lige under mavesækken ligger tyndtarmen. Den er sædvanligvis næsten bakteriefri. Men er gennemstrømningen langsom, dannes grobund for bakterier, som  kan give luft og dermed oppustethed, men også diarré.

Når gennemstrømningen går langsomt, medfører det forstoppelse i tyktarmen. Det medfører smerter og ubehag, men også kvalme. 

– Gastroparese og forstoppelse griber i hinanden og påvirker også hinanden. Derfor et det vigtigt at kigge på helheden og ikke kun fokusere på symptomer som for eksempel forstoppelse, understreger Klaus Krogh.

Diagnose

– Når jeg får henvist en person med diabetes på grund af langvarig kvalme, opkastninger og oppustethed –  og vi får udelukket mavesår, cancer og galdesten – er der flere forskellige måder at undersøge vedkommende på for at finde ud af, om det for eksempel er gastroparese.

I fremtiden forestiller han sig, at CT-scanninger ville kunne afsløre, om tarmene har ændret form, så man på den måde kan se det. Det forsker man i lige nu hos Steno i Aalborg og Aarhus.

Behandling

For at finde den rigtige behandling er en tværfaglig tilgang den eneste rigtige, er Klaus Krogh helt overbevist om: 

– Hos os i Aarhus holder vi fast tværfaglige møder om de hårdest ramte patienter, hvor diabeteslæge, diætist, behandlersygeplejersker, kirurg og jeg selv deltager. Vi kan på ingen måde undvære hinandens faglige input i  bestræbelserne på at finde frem til den bedste behandling hver gang.

For at lette kvalmen og opkastningerne, der definerer gastroparese, skruer man primært på to skruer, den  ene er kosten, den anden medicin.

Kost

Har man først fået gastroparese, kan man komme langt med at ændre på sin kost. Fed mad får mavesækken til at arbejde langsommere, så den bør man skære ned på. Men det mere overraskende er, at den grove kost i form af groft brød og grove grøntsager bør mindskes, fordi den har svært ved at komme ned igennem  tarmen.

Medicin

Medicin stimulerer typisk sammentrækningsmusklerne i tarmen, og dem findes der fire-fem forskellige typer af. Normalt prøver man sig frem for at finde frem tilden, der passer en bedst og giver færrest bivirkninger. Antibiotika kan være en løsning, hvis man har bakterier i tyndtarmen. Det bruger man dog ikke permanent.

Operation

Virker medicinsk behandling ikke, er der kirurgi tilbage. I sjældne tilfælde kan man via en kikkertoperation sætte en slags pacemaker i form af to små elektroder på ydersiden af mavesækken. Elektroderne kobles til et batteri – med en holdbarhed på ti år – der sættes fast bag bughulen og udsender en lille bitte smule strøm til mavesækken. Effekten tilskriver man de forstyrrende signaler, der sendes til hjernen, som gør, at kvalmen ikke opleves lige så slemt. For rask af operationen bliver man ikke, for mavesækken bliver ikke tømt hurtigere som følge af operationen.

– Men hvis målet var at halvere antallet af timer med kvalme på en uge, opnåede vi det med 80 procent af operationerne. Og ønskede vi tilsvarende at halvere mængden af opkastninger, opnåede vi det med 50  procent. Operationerne foretages kun på Kirurgisk Afdeling i Aarhus, men er relativt sjældne, fordi vi kan hjælpe bedre på andre måder, lyder det fra Klaus Krogh.

Forsøg

– På Steno i Aalborg, København og Aarhus kører der for øjeblikket nogle lovende forsøg, hvor  forsøgspersonerne med et elektrisk apparat stimulerer nerver på halsen for på den måde at nedsætte symptomer fra mave-tarmsystemet. Vi rekrutterer stadig, men forventer at kunne konkludere, om det har  god effekt om cirka to år. 

Klaus Krogh er også involveret i andre forsøg, som med tiden forhåbentlig vil gøre det lettere at have problemer med mave eller tarme.

De personer, jeg ser, er dem, der virkelig har det slemt, så jeg er stærkt motiveret for at udbrede  kendskabet, så både de og andre, der også er meget udfordret på deres livskvalitet, kan se frem til en bedre behandling, for det fortjener de selvfølgelig.