Svensk studie bekræfter corona-risiko for personer med type 2-diabetes

Hvis du har type 2-diabetes, er din risiko for at blive alvorligt syg med covid-19 højere. Det fremgår af et omfattende studie fra Sverige med alle svenskere med diabetes. Det bekræfter vores viden, siger Diabetesforeningens forskningschef.

Corona 4 Web
07. juni 2021 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

OBS, indholdet i nedenstående artikel kan være forældet.

Et stort svensk studie har undersøgt risikoen for personer med diabetes ved at få covid-19 sammenlignet med personer uden diabetes. Studiet, der omfatter omkring 44.000 personer med type 1-diabetes, cirka 400.000 personer med type 2-diabetes og en kontrolgruppe, der er fem gange så stor, er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Konklusionen er sammenfattende, at personer med type 2-diabetes har dobbelt så stor risiko som personer uden diabetes for både at blive indlagt, komme på intensiv og for at dø med covid-19.

Tanja Thybo 1
Personer med type 2-diabetes har større risiko ved covid-19, mens personer med type 1-diabetes uden følgesygdomme og under 55 år ikke har en statistisk signifikant større risiko sammenlignet med personer uden diabetes. Det fremgår af et nyt studie, siger forskningschef Tanja Thybo

- Der er helt sikkert en effekt på risikoen, hvis man har type 2-diabetes. Resultaterne underbygger den viden, vi havde i forvejen, og understreger, at udover type 2-diabetes spiller alder, overvægt og et ustabilt, højt langtidsblodsukker en rolle. Det er alle faktorer, der gør det værre at blive smittet med covid-19, siger forskningschef Tanja Thybo efter at have læst studiet.

For personer med type 1-diabetes er risikoen for indlæggelse, intensiv behandling og død ved covid-19 også større, men den er ikke så stor, at det er statistisk signifikant. Desuden er det kun for personer med type 1-diabetes over 55 år, at der var en øget dødelighed.

Store forskelle

Studiet har korrigeret grupperne for socioøkonomisk status, følgesygdomme, alder, køn og anden medicinsk behandling udover diabetesbehandlingen.

- Selvom vi ved, at for en måned siden, var der stadig en tredjedel med type 2-diabetes og samtidig hjertesygdom, der ikke var vaccineret, så må vi formode, at de grupper, der er i særligt øget risiko og samtidig oppe i årene er vaccineret mod covid-19 på nuværende tidspunkt. Det gælder formentlig for både personer med type 1- og type 2-diabetes, siger Tanja Thybo med forbehold for regionale forskelle i vaccineindsatsen og det faktum, at der har været betydelige problemer med at få folk i særligt, øget risiko (gruppe 5) vurderet og visiteret til vaccination.

- Vi ved dog fra studiet, at personer med type 1-diabetes under 55 år, der ikke har følgesygdomme eller andre samtidige risikofaktorer, formentlig ikke har en betydelig forhøjet risiko ved covid-19, selv om der kan være individuelle forskelle, forklarer Tanja Thybo med henvisning til de personer, som før vaccineplanen blev ændret, var placeret som ”øget risiko” (gruppe 10).

Diabetesforeningen følger fortsat forskningen om covid-19, de danske vaccineplaner og restriktioner.