Afgørelsens time: Lægemiddelstyrelsen giver tilskud til flere insuliner end anbefalet
Da Medicintilskudsnævnet i november udsendte sine anbefalinger til ændringer i insulintilskud, lagde de op til, at man fjernede en række tilskud fra nyere og dyrere insuliner. I Lægemiddelstyrelsens netop offentliggjorte afgørelse, er tilskuddet stadig fjernet fra nogle insuliner, men ikke så mange som frygtet. En afgørelse, der træder i kraft i september 2022.
Utilfredsheden regnede ned over de foreslåede ændringer i insulintilskud, som Medicintilskudsnævnet udsendte i slutningen af november 2021. Forud lå en lang proces, hvor Diabetesforeningen af flere omgange indgav høringssvar. En proces, som forbedrede det oprindelige forslag, men som alligevel endte med, at nævnet anbefalede, at tilskuddet til flere insuliner skulle klausuleres eller fjernes.
Fra flere sider blev anbefalingerne kaldt en spareøvelse, og fra 24 danske diabeteslæger lød dommen, at det ville koste Danmark førertrøjen inden for diabetesbehandling, hvis Lægemiddelstyrelsen valgte at vedtage anbefalingerne.
Lægemiddelstyrelsen har netop offentliggjort deres beslutning, som fjerner tilskuddet fra nogle insuliner, men heldigvis ikke så mange som frygtet. Således vil der også i de kommende år være tilskud til en lang række insuliner, og det vækker glæde hos Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo:
- Det er utrolig gode nyheder, at Lægemiddelstyrelsen har valgt ikke blindt at følge Medicintilskudsnævnets anbefalinger. Med dem blev der nemlig lagt op til, at en række nyere og dyrere insuliner ikke kunne få tilskud, hvilket ifølge indstillingen ville ramme omkring 25 procent af de personer, der tager insulin. Nu ser det i stedet ud til 'kun' at ramme 12 procent, siger hun.
Nye tilskudsregler tilgodeser eksisterende brugere
Fra Medicintilskudsnævnet var der også lagt op til, at en række insuliner ville få klausuleret tilskud, som betyder, at man kun kan få tilskud, hvis man opfylder forskellige krav, og at man tidligere har prøvet andre og billigere insuliner. 88 procent af mennesker med insulinkrævende diabetes bruger i dag disse insuliner, og kan heldigvis ånde lettet op. Lægemiddelstyrelsen har nemlig besluttet at indføre ændrede klausuler:
- Det er rigtigt glædeligt, at Lægemiddelstyrelsen har lyttet. I de nye klausuleringsregler for flere af basalinsulinerne er det blevet indført, at hvis man var velbehandlet med disse insuliner, inden ændringerne træder i kraft, så bevarer man tilskuddet, fortæller Tanja Thybo og konstaterer:
- Der er dog stadig nogle insuliner, der helt mister tilskuddet, og vi må ikke glemme, at for personer med diabetes vil beslutningen om at fjerne tilskuddene til dyrere insuliner på sigt indskrænke mulighederne for personlig medicin, fordi behandlerne får mindre at vælge imellem til nye personer med diabetes.
Hvad betyder de nye regler for din insulin? Gå til FAQ om ændringerne i insulintilskud
Her er det vigtigt at nævne, at det stadig vil være muligt at søge et såkaldt enkelttilskud af de insuliner, der ellers står til at miste det generelle tilskud. Hvad der specifikt kræves for enkelttilskud til hvert enkelt insulin, vil Diabetesforeningen gerne i dialog med Lægemiddelstyrelsen om.
Behandlingen indledes med den billigste insulin
For den fremtidige generation af mennesker med diabetes vil det heller ikke være muligt at få samme tilbud, som man gør i dag. Ifølge de nye klausuler skal lægen nemlig altid begynde i den billigste ende, når der skal vælges insuliner, fordi det er dem, der har de generelle tilskud.
- Man skal så at sige ’gøre sig fortjent’ til de nyere og dyrere insuliner ved ikke at være velreguleret. Det er ærgerligt, for vi ved jo, at på lang sigt vil et dårligere reguleret blodsukker give flere alvorlige følgesygdomme som hjerte-kar-problemer, nyresvigt og amputationer. Sygdomme, der både er hårde for den enkelte og dyrere for samfundsøkonomien, forklarer forskningschefen.
Ændringerne i tilskud til insulin træder i kraft til september 2022.
Læs også:
24 diabeteslæger: Danmark mister førertrøjen inden for diabetesbehandling
Diabetesforeningen er imod foreslået ændring af insulintilskud
Ændring af insulintilskud: Et alvorligt indgreb i den enkeltes hverdag