Problemet med diabetes er stigende: Den næste regering skal give et kronikerløfte

DEBAT: Har du for nylig prøvet at få en tid hos lægen? Været på hospitalet? Så ved du, at sundhedspersonalet løber urimeligt stærkt. Sygeplejersker, læger og SoSu’er mangler kolleger.

Claus Richter
15. september 2022 | Af Claus Richter, administrerende direktør, Diabetesforeningen

Debatindlægget er bragt i AvisenDanmark den 15. september 2022.

Samtidig står vi overfor en stille sundhedskatastrofe. Vi bliver langt flere ældre - over 700.000 i 2030. Og med det vokser antallet af mennesker med kronisk sygdom. Det er et krydspres, hvor tallene taler for sig selv:

Alene antallet af mennesker med diabetes vokser fra 280.000 i dag til 467.000 i 2030. Borgere med type 2-diabetes havde over tre millioner besøg hos deres praktiserende læge i 2015. I 2030 vil det tal stige til seks millioner, mens antallet af praktiserende læger er faldet de sidste fem år og næsten 160.000 danskere ikke har en praktiserende læge.

Så politikere: kom ind i kampen! Vær med til at give tryghed for bedre behandling og liv for kronisk syge.

Gør vi intet, koster det pres på sundhedsvæsnet, og det koster sygedage og overførselsindkomster. Halvdelen af alle med multisygdom står uden for arbejdsmarkedet.

Derfor siger vi i Diabetesforeningen: Den kommende regering bør skrive et kronikerløfte ind i næste regeringsgrundlag og pejle efter tre ambitiøse mål. Vi skal om 10 år sikre, at:

  • Andelen af danskere, som udvikler kronisk sygdom, er faldet
  • Danskere med kronisk sygdom lever længere og bedre
  • Flere danskere med kronisk sygdom bliver på arbejdsmarkedet

Målene skal sikre et klart sundhedspolitisk fokus på kronisk sygdom. Et fokus, der mangler i dag – og det er dyrt for os alle. For den enkelte og for samfundet.

Hjerte-, lunge-, gigt- og diabetespatienter oplever i dag at blive tabt i overgangene mellem læge og kommune og sygehus. Eller de får ikke tilbud om den patientuddannelse, som kan forhindre en kroniske sygdom i at udvikle alvorlige følgesygdomme, der koster leveår og livskvalitet for den enkelte - og ikke mindst samfundet dyrt.

Derfor kommer vi med fire konkrete politiske bud, der skal bringe os til målene:

For det første: Lær af kræftområdet. Her har patientrettigheder og pakkeforløb været med til at forbedre overlevelsesraterne. Er du trådt ind ad døren hos lægen, slipper hun dig ikke, før næste led i systemet har grebet dig. Ingen må forsvinde i en bermudatrekant mellem sektorer. Ingen slipper en patient, før den næste har et fast greb i vedkommende. Og patientuddannelse af høj kvalitet skal være en mulighed for den enkelte.

Gør vi intet, koster det pres på sundhedsvæsnet, og det koster sygedage og overførselsindkomster. Halvdelen af alle med multisygdom står uden for arbejdsmarkedet.

For det andet: Vi skal opspore. 200.000 går rundt med KOL uden at vide det. 76.000 mennesker går rundt med type 2-diabetes uden at vide det - og mere end hver tredje af dem vil allerede have problemer med øjne, nyrer eller hjerte på det tidspunkt, de får diagnosen. Det koster 800 mio. kr. bare i det første år med diagnosen. Det er dårlig sundhedsøkonomi – og det er en unødvendig tragedie for den enkelte.

For det tredje – og det burde være en no-brainer: Lever du med en kronisk sygdom, skal du have lige adgang til teknologi, der kan forbedre din behandling og dit liv. Uanset hvem du er, og hvor du bor.

For det fjerde: Se sundhed som en investering i stedet for en omkostning. Drømmen er, at den næste regering ikke bare vil tale om nærhed og sammenhæng, men vil investere i det. Vi foreslår, at det sker ved at sætte penge af, som de nye sundhedsklynger - der er samarbejder mellem kommuner og regioner om sundhed - kan få del i, hvis de forpligter sig på resultater, der kan forløse målene om, at andelen af kronisk syge skal falde, og at kronisk syge skal have bedre liv og blive på arbejdsmarkedet.

Vi foreslår altså tre ambitiøse mål og fire løsninger. Vi håber, at den næste regering vil give den stille sundhedskatastrofe modstand ved at forpligte sig på at skabe tryghed om bedre behandling og bedre liv for kronisk syge og lette presset på et sundhedsvæsen på vej i knæ.

KRONIKER Plan 2022 Forside

Den kroniske kurve skal knækkes

Diabetesforeningen fremsætter her fire konkrete forslag til, hvordan vi kan forbedre kronikerindsatsen i Danmark.