Diabetes kan ramme alle

Diabetesforeningen kører lige nu landet tyndt og stopper i 22 byer med tilbud om screening for type 2-diabetes. Den 4. august stoppede bussen i Svendborg. Se billederne og få små historier fra dagen.

Diabetesbus36web
30. september 2022 | Af Tekst: Lisbeth Maindal | Foto: Heidi Lundsgaard lma@diabetes.dk

76.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det. 360.000 har prædiabetes. Derfor kører Diabetesforeningen rundt i Danmark og tilbyder screening. For jo før man opdager sygdommen, jo større er chancerne for at undgå følgesygdomme. Derfor vil vi finde alle med uopdaget diabetes! Projektet er støttet med 5 millioner kroner af Sygeforsikringen "danmark".

Diabetesbus13web

Med i bussen er sygeplejersker, diætister og medarbejdere, der er klar med en snak, en risikotest og en måling af langtidsblodsukker. Målet er at finde og hjælpe mennesker, der har type 2-diabetes uden at vide det.

Collage 2 WEB

Den 4. august stoppede bussen i Svendborg. Her fik 126 mennesker en risikotest. Godt 72 personer fik taget blodprøve for langtidsblodsukker.

Diabetesbus06web

– Vi har læst om bussen og er helt enige om, at vi skal tage både risikotest og få tjekket langtidsblodsukker. Vi er jo lidt i risikogruppen med vores alder, siger Lene Jensen.
Kai Rasmussen nikker: – Og så er det nemt, at vi ikke behøver bestille tid hos lægen.
Testene viser, at Lenes tal er fine. Men Kai er i den gule risikozone, og han konstaterer tørt:
– Jeg tager nok en tur til lægen.

Diabetesbus01web

Bodil Poulsen (Momse) og Maja hænger ud et stykke tid ved Diabetesforeningens bus og tester viden om diabetes. Momse erkender med et smil, at Maja ved mest om diabetes.

Diabetesbus11web

– Min mand har diabetes, som ikke går i den rigtige retning. Så vi skal have nogle friske kogebøger. Og selv om han ikke kan lide fisk, så er der meget andet godt i Diabetesforeningens kogebøger, siger Angelica Kristiansen, der er på torvedag sammen med datter og børnebørn.
Hun står ved Diabetesforeningens lokalforening Svendborg, der har bod ved siden af diabetesbussen.
– Jo, jeg er bestemt medlem af Diabetesforeningen og lokalforeningen, for jeg støtter det gode formål, siger Angelica med et kæmpestort smil og taler videre med kvinderne i boden om, hvordan det går.
Børnebørnene tager ventetiden pænt i klapvognen.

Diabetes Collageweb

Fra venstre: Wilhelm Kramer på fem år er på marked med far og falder for spillet om diabetes. Sygeplejerske Anne Falgren Jensen tester langtidsblodsukker. Birgit Huus er glad for muligheden for at tage risikotest og teste sin viden om diabetes.

Diabetesbus31web

– Vi kommer kun på grund af diabetesbussen i dag. Hvis det ikke havde været for den, havde varmen holdt os hjemme på Langeland, siger Majbrit Bregenborg, der sammen med sin mand Steen Bregenborg går direkte til risikotest og blodprøve.
– Jeg synes faktisk, jeg har nogle symptomer, der minder om type 2-diabetes, og jeg bliver jo også ældre. Og Steen er simpelthen i højrisiko i forhold til diabetes og arv og familie, siger Majbrit.
– Ja, nu får vi det tjekket. Og er noget galt, tager vi den derfra, siger Steen og nikker venligt til journalisten og fotografen:
– I må godt følge med. Det er jo vigtigt, at folk får gjort det her!

Diabetesbus49web

Bent Knudsen kender til diabetes, fordi hans hustru, et barnebarn og en bror har diabetes. Han stopper hos motionskonsulent Michelle Lindop for at gætte kulhydrater i forskellige fødevarer og skyder på, at der er mest i colaen, fordi der er mest af den.
– Der er mest i vingummierne, selvom det kun er en lille håndfuld. Så det kan være en god overvejelse at spise gulerødderne, hvis du er sulten, siger hun med et smil.
Bent nikker: – Jeg kender det fra barnebarnet, der har sensor på, siger han.

Diabetesbus18web

– Vi benytter enhver lejlighed til at komme ud og promovere Diabetesforeningen. Vi sælger kogebøger, men taler først og fremmest med folk, siger Karen Bech, formand for Svendborg Lokalforening, som er godt repræsenteret i boden i dag.
Fra venstre: Irma Juul, suppleant, Karen Bech, formand, Gurli Nielsen, sekretær, Gitte Petersen, kasserer, og Bodil Bjarne, medlem og motivationsgruppeinstruktør.

Diabetesbus62web

En borgmester på en torvedag render altid ind i bybørnene. Bo Hansen, borgmester, får i køen til blodsukkermåling en sludder om at være i risiko for at få diabetes med Viggo Jensen og Vilhelm Hulgård. Og som Vilhelm siger: – Det er smart, at man både kan få sig en snak, en test og en øl!

Diabetesbus32web

Der er store smil, og selvom ægteparret Majbrit og Steen Bregenborg gik til testen med rolig attitude, er der lettelse og spontan glæde.
– Ved du hvad! Bedre kan det ikke blive, udbryder Majbrit og siger til Steen:
– Det gode ved det her er, at jeg aldrig havde fået dig med til at tage den test, hvis vi skulle have været til lægen. Steen nikker:
– Ja, det er en god og uforpligtende måde at blive testet for diabetes på, siger han. Og ægteparrret synes pludselig, de har plads til andet i dag:
– NU kan vi også feste lidt. Bakkesangerinder – here we come!

image-text
Tourplanen

#Diabeteskampen

Stands katastrofen

76.000 danskere går rundt med uopdaget type 2-diabetes. Derfor kører vi Danmark rundt og tilbyder gratis screening.