Nationens sundhed trumfer kommunalt selvstyre

DEBAT: Folketinget skal i højere grad sætte nationale standarder for kommunernes sundhedstilbud. Her står nationens sundhed over det kommunale selvstyre, skriver administrerende direktør Claus Richter.

Risikotesten udfyldes
23. november 2021 | Af Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen

Hvilke kommunale sundhedsopgaver bør være omfattet af en kvalitetsplan, og hvor begynder man?

I Diabetesforeningen ved vi, at mennesker med kroniske sygdomme selv står for størstedelen af deres behandling, derfor skal de sikres rettigheder til en ordentlig patientuddannelse, så de kan klare sig selv. Og de skal have en forløbsplan, som sikrer, at de mødes af et veloplyst og sammenhængende sundhedsvæsen. 

Claus Richter
Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen. Foto: Niels Mejlvang

Ifølge Diabetesforeningen skal en kvalitetsplan have som mål, at personer med kronisk sygdom og særligt personer med type 2-diabetes sikres et sammenhængende sundhedsvæsen, der tilbyder skræddersyede forløb på tværs af de forskellige sektorer.

Tidlig opsporing er afgørende

For det første skal der være bedre og tidligere opsporing af kroniske sygdomme, hvilket er essentielt, når vi taler type 2-diabetes. I dag ved vi nemlig, at 35 procent af de nydiagnosticerede med type 2-diabetes allerede har udviklet alvorlige følgesygdomme på diagnosetidspunktet.

Følgesygdomme, der kunne være undgået, hvis man tidligere havde opdaget sygdommen og sat gang i nødvendige tiltag for at sikre en velreguleret diabetes.

For det andet skal personer med type 2-diabetes have undervisning i at mestre deres sygdom, ligesom de skal lære om vigtigheden af den rette kost og motion.

For det tredje bør der laves en startpakke til de 200.000 mennesker, som får type 2-diabetes de næste otte år. Den skal indeholde konkrete krav og tidsfrister, som giver borgerne rettighed til uddannelse, behandling og forebyggende indsatser.

Det omfatter eksempelvis, hvor hurtigt de forskellige grupper med type 2-diabetes skal have adgang til uddannelse i diabetes og sygdomsmestring, hvilke typer af tilbud omkring livsstil og træning, der bør være tilgængelige, samt hvor hyppigt de skal til kontrol og modtage forebyggende behandling af komplikationer.

Forløbsplaner skal være en ret

For det fjerde skal det være en rettighed at få en forløbsplan. Det var et godt tiltag, da den daværende SR-regering i 2014 søsatte et projekt om forløbsplaner, som skulle give mennesker med kroniske sygdomme sammenhæng og overblik i deres sundhedsindsats. Desværre viser tal fra sundhedsorganisationen Medcom, at kun 15 procent med type 2-diabetes har fået lavet en forløbsplan sammen med deres praktiserende læge.

Kvaliteten i behandling af personer med diabetes i kommunerne har betydning for, hvor stort et pres, der kommer på hospitalerne de kommende år.

Forløbsplanerne bør gøres til en rettighed i sundhedsreformen, så mennesker med kroniske sygdomme som type 2-diabetes har adgang til en opdateret plan over deres behandling, ligesom de skal have adgang til at deltage i arbejdet med at udvikle og anvende forløbsplanen.

For personer med diabetes er det underordnet, om det er kommunen, nærhospitalet eller regionen, der eksempelvis tilbyder adgangen til teknologi. Fra Diabetesforeningens undersøgelse ’Det store postnummerlotteri’ ved vi, at der er store forskelle i, hvilke tilbud kommunerne tilbyder mennesker med diabetes.

Hvordan sikrer vi ensartet adgang til teknologi i sundheden fra Gedser til Frederikshavn? Svaret er nationale kvalitetsplaner, som for det femte også skal sikre, at der følger penge med til at sikre adgangen til nyeste teknologi.

Kommunale forskelle skal udlignes

Kommunerne har en central rolle i behandling og forebyggelse af personer med type 2-diabetes. I nogle områder af Danmark kan det blive relevant, at to kommuner går sammen om tilbuddene, så vi sikrer en bedre behandling.

Her er nærhospitaler et skridt på vejen til kortere transporttid, men vi må bare huske, at nærhed og bygninger ikke i sig selv er en garanti for bedre behandling. Det er derfor afgørende, at uddannelse og sparring mellem almen praksis, kommunerne og specialisterne i regioner og på Steno Diabetes Centre sker med fast frekvens for de enkelte faggrupper.

Over det kommunale selvstyre står nationens sundhed, og derfor bør Folketinget i højere grad sætte nationale standarder for kommunernes sundhedstilbud. Kvaliteten i behandling af personer med diabetes i kommunerne har betydning for, hvor stort et pres, der kommer på hospitalerne de kommende år.

Derfor er det mindst lige så vigtigt, at diabetesbehandlingen styrkes andre steder i sundhedsvæsenet, for jo mere velbehandlede borgerne er, når de sendes ud i den kommunale behandling, jo nemmere bliver opgaven for kommunerne. Og derfor skal der udarbejdes an ambitiøs tværgående kvalitetsplan for sundheden i Danmark.

Debatindlægget har været bragt af Altinget