Diabetesforeningen: Sæt Danmarks 1,2 millioner med kronisk sygdom i centrum i strukturkommission
Danmark står over for store sundhedsudfordringer: Stadigt flere med kronisk sygdom, geografisk ulighed samt mangel på personale. Derfor er det positivt, at det nye regeringsgrundlag vil sikre større geografisk lighed, søsætte en ny sundhedsfond, sætte ind med en sund start på livet for børn og forebygge svær overvægt. Men der mangler en målrettet indsats for kronisk sygdom, og Diabetesforeningen opfordrer til at sætte kronisk sygdom i centrum for en ny strukturkommission.
– Der er gode sundhedstakter i det nye regeringsgrundlag. Vi har brug for mere geografisk lighed og større teknologiinvesteringer, og derfor er sundhedsfonden et godt initiativ. Teknologi sætter den enkelte fri med bedre kontrol over egen sygdom og eget liv – og letter samtidig presset på personalet. I dag er mennesker med diabetes underlagt et urimeligt postnummerlotteri, som en fond bør rette op på, siger administrerende direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter.
Han fremhæver samtidig, at det er positivt, at man i regeringsgrundlaget eksplicit ønsker at forebyggelse bliver målrettet både børns sundhed og personer med svær overvægt, for det er et samfundsproblem, der mangler svar.
– Vi står med en stille sundhedskatastrofe. Vi bliver langt flere ældre og mange flere med kronisk sygdom. Alene antallet af personer med diabetes bliver næsten fordoblet inden 2030. Det kræver store løsninger. Og spørgsmålet er, om en ny strukturkommission bliver et hjørnespark eller nytænkning? Vi i Diabetesforeningen insisterer på nytænkning: Derfor opfordrer vi til, at et løft i behandlingen af kronisk sygdom bliver en central del af en ny strukturkommission. Mennesker med kronisk sygdom skal have tryghed for, at de får behandling af høj kvalitet uanset postnummer, og at de ikke bliver tabt mellem de mange led i systemet, siger Claus Richter og fortsætter:
– Vi kommer derfor også i fremtiden til at kæmpe for pakkeforløb for kronisk syge, for vi kan se, at pakkeforløb har løftet kvaliteten i kræftbehandlingen og sikret større overlevelsesrate. De gode resultater bør overføres til blandt andre de 250.000 med type 2-diabetes, for det kan værne mod postnummerlotteri i behandlingen og bremse eller – allerhelst – være med til at forebygge følgesygdomme som øjen-, nyre-, nerve- og hjertekarsygdomme og give bedre liv, siger Claus Richter.
Diabetesforeningen har kaldt på en målrettet indsats for de 1,2 mio. danskere med kronisk sygdom og pakkeforløb for type 2-diabetes for at løfte behandlingen med sit indspil: Knæk den kroniske kurve