Diabetesforeningen tester Folketinget for type 2-diabetes
Når Diabetesforeningen den 15. september er vært for den sundhedspolitiske åbningsdebat ”Den stille sundhedskatastrofe” står foreningens rullende diabetestjek klar på Slotspladsen til at risikoteste Folketingets 179 medlemmer og deltagere på konferencen.
Diabetesforeningens rullende diabetestjek kører lige nu Danmark rundt og tester danskerne for type 2-diabetes. Bussen er led i en større indsats, der også inkluderer en landsdækkende kampagne, der har til formål at opspore og forebygge type 2-diabetes. 76.000 danskere går nemlig rundt med uopdaget type 2-diabetes, og hele 360.000 danskere har prædiabetes. Og nu ruller bussen også ind foran Christiansborg, når Diabetesforeningen den 15. september slår dørene op for den første sundhedspolitiske åbningsdebat, der passende har titlen ”Den stille sundhedskatastrofe”.
Læs mere om kampagnen 'Type 2-diabetes kan ramme alle - så tag testen'
– Diabetes er en stille sundhedskatastrofe, der koster livskvalitet for det enkelte menneske og er dyrt for samfundet. Type 2-diabetes kan ramme alle – også politikere. Derfor er det oplagt, at vi kører opsporingen af type 2-diabetes direkte ind i politikernes baggård, så de ikke kan undgå at se det – og forhåbentlig ser alvoren i øjnene og begynder at tage aktivt del i diabeteskampen, siger Diabetesforeningens administrerende direktør, Claus Richter.
Når bussen ruller ind på Christiansborg Slotsplads den 15. september, kan Folketingets medlemmer, medarbejdere, deltagere på konferencen og alle forbipasserende få taget en risikotest for type 2-diabetes – og en måling af langtidsblodsukkeret, hvis testen viser høj eller meget høj risiko. Derudover vil der være en diætist, en motionsvejleder og en sygeplejerske ved bussen, der er klar til at svare på spørgsmål om diabetes.
Under konferencen den 15. september er bussen at finde på Slotspladsen foran Christiansborg klokken 09.00 til 16.00. Alle er velkomne til at komme forbi og få en risikotest og en snak om diabetes.