Du er den eneste, jeg har sagt det til

Der er endnu lang vej til endelige konklusioner, for Pil Lindgreen er kun et halvt års tid inde i det planlagte toårige projekt, da Diabetesmagasinet taler med hende. Men intentionen er klar, og visse tendenser fremtræder allerede.

Meget tyder på, at diabetesbehandlingen rammer en barriere, hvis der er en uopdaget spiseforstyrrelse til stede.

Sat på spidsen kan man for eksempel overveje, hvor effektfuldt det overhovedet er at fokusere på et vægttab – blandt andet for at stabilisere blodsukkeret hvis det er en underliggende spiseforstyrrelse, der er en stor del af årsagen til overvægt og højt blodsukker.

– Med min forskning vil jeg meget gerne bidrage til at indkredse, hvilke behov mennesker med type 2-diabetes og en spiseforstyrret adfærd har og komme frem til konkrete måder, de kan få hjælp på.

Det er vigtigt, fordi mange risikerer at få følgesygdomme tidligere og måske udvikle en depression, og desuden lider de så meget af følelser af skyld og skam og ensomhed, som det er nu – hvor der i høj grad mangler forskning på området, siger Pil Lindgreen.

Planen er 25 interviews. Indtil nu har hun talt med 19 personer med type 2-diabetes og en spiseforstyrrelse/en spiseforstyrret adfærd. Sine foreløbige indtryk har hun indvilliget i at dele med Diabetesmagasinet.

Trøstespisning og ensomhed

– Langt de fleste af dem, jeg har talt med, har i mange år kæmpet med en spiseforstyrret adfærd, som påvirker dem negativt. For en del af dem fylder det, at adfærden kan have bidraget til, at de har udviklet type 2-diabetes, muligvis på grund af overvægt og meget svingende blodsukkerniveauer, oplyser Pil Lindgreen.

De fleste har haft symptomer på tvangsoverspisning, altså BED, og de har alle sammen mærket stor skyld og skam både på grund af eventuel overvægt, spiseforstyrrelsen og type 2-diabetes.

Der er ikke overraskende mange årsager til, at nogen udvikler en spiseforstyrrelse. For mange er det begyndt med trøstespisning for eksempel som plaster på stærkt ubehagelige oplevelser i barndommen.

– Selvom jeg endnu ikke har et klart kvalificeret overblik, tør jeg alligevel godt fremhæve en tilsyneladende rød tråd blandt dem, jeg har talt med: Langt de fleste taler ikke med nogen om deres problemer med mad! Det ser ud til, at skamfølelsen holder dem tilbage, og det kan gøre dem ensomme og isolerede.

–Jeg har oplevet flere sige, at jeg faktisk var den første, de fortalte det til, fordi de hidtil har følt, at der ikke fandtes et rum, de kunne sige det i, konstaterer forskeren.

Behandleren må gerne spørge

På den baggrund er hun ikke i tvivl om, at det vil være gavnligt, hvis diabetesbehandleren overvejer, at en spiseforstyrrelse kan være til stede, for eksempel hvis en borgers blodsukker er meget svingende gennem længere tid, eller vægten er usædvanligt høj eller stiger hurtigt.

Hun forestiller sig også, at en eventuel dialog om en spiseforstyrret adfærd med en person med diabetes med fordel kan starte hos diabetesbehandleren.

Hvordan og hvornår i forløbet skal hun og resten af projektgruppen stadig finde ud af og komme med forslag til. Men hun understreger, at det bliver med udgangspunkt i de behov, borgerne på forskellig vis giver udtryk for, at de har brug for støtte til.

– De, der ved, at de har problemer med spisemønsteret, oplever ofte, at de falder ned mellem to stole: diabetesbehandlere ved ikke altid noget om spiseforstyrrelser, og psykiatrien ved ikke altid noget om diabetes. Og så sidder de dér og kan føle, at de ikke har fået den nødvendige hjælp. Derfor håber vi meget med projektet her at kunne nå ud begge steder med den nødvendige viden, som behandlerne kan omsætte til praksis.

Stopklods i behandlingen

Pil Lindgreen vender tilbage til det med skyld- og skamfølelsen. Naturligvis fordi den fylder så meget, tilsyneladende er vanskelig at komme fri af og dermed er en skjult stopklods i behandlingen af diabetes:

– Mange spørger sig selv: Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor påfører jeg mig så meget dårligdom? Hvorfor tager jeg mig ikke sammen og begynder at spise mindre og bevæge mig mere? Hvorfor er jeg ikke bedre til at passe på mig selv? Men de føler ikke, de kan tale med nogen om det. Hos lægen får de at vide, at de skal ændre livsstil og tabe sig. Men det er jo meget svært, når de i virkeligheden har en spiseforstyrrelse.

I tilfældet af overvægt får mange at vide, at de skal tabe sig. Men får man ikke taget hånd om den underliggende årsag til overspisning, kan det muligvis forværre den.

– Når den underliggende årsag, nemlig en spiseforstyrrelse, ikke bliver håndteret, vil de fleste ikke ”bare” kunne tabe sig. Nederlaget ved ikke at kunne gøre som lægen siger kan føre til yderligere fiaskofølelse, og det kan faktisk forværre overspisningen, siger Pil Lindgreen uddybende.

Måske det også er i det lys, at man skal kigge nærmere på, hvorfor mange efter en gastrisk bypassoperation tager en stor del af de kilo på, de ellers havde tabt. Ifølge Pil Lindgreen tænker man dog efterhånden mange steder på, om der lurer en spiseforstyrrelse i baggrunden, når man overvejer operation, men der er alligevel et stykke vej endnu.

– Det har nok overrasket mig noget, hvor mange der får foreslået eller har fået foretaget en gastrisk bypassoperation, uden det har hjulpet, siger Pil Lindgreen.

Vægten fylder for meget

– Flere har nævnt, at de synes, at vejninger kan fylde alt for meget, når de er i kontakt med sundhedsvæsenet. Dels taler det ind i deres spiseforstyrrelse, dels kan det konkrete antal kilo blive for centralt. Især hos dem, der har tabt sig, for eksempel ved hjælp af en gastrisk bypassoperation, og har taget en stor del af de kilo på, som de ellers havde smidt, siger forskeren og tilføjer:

– Mange har generelt givet udtryk for at opleve, at behandlere ikke virker nok interesseret i de psykosociale aspekter, men i stedet kredser meget om tal og målinger. Jeg håber inderligt, at min forskning vil være med til at ændre på det, hvis billedet viser sig at være bredere.

– Også fordi behandleren så med fast grund under fødderne kan stille de ”rigtige” spørgsmål på den ”rigtige” måde og ikke føle, at de overskrider nogle personlige grænser hos den person, de sidder overfor – og desuden er klar over, hvordan de kan støtte og vejlede vedkommende.