Fritvalgs-salg af sensorbaserede målere må aldrig blive en kommunal sovepude

Det må ikke blive en let vej til kommunale afslag, at det nu er muligt for private at købe de sensorbaserede glukosemålere ved afslag. Pengepungen skal aldrig være den, der afgør behandling.

Udstyr 1920X1080.Png
28. marts 2022 | Af Benedicte Lorenzen [email protected]

Alle med insulinkrævende diabetes bør have adgang til en sensorbaseret glukosemåler lyder rådet fra diabeteslæger. Det får Diabetesforeningen til advare om, at en ny fritvalgsmulighed af de såkaldte flash glukosemålere ikke må blive en ’belejlig’ fortsættelse af det postnummerlotteri, som mennesker med insulinkrævende diabetes er underlagt i dag med en vilkårlig behandling fra kommune til kommune.

Diabetesforeningens administrerende direktør Claus Richter slår fast, at behandling aldrig må afgøres af indkomst: 

10 Adm.Dir I Diabetesforeningen Claus Richter Portrait
Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen. Foto: Niels Meilvang

 

- Vi hilser det velkomment, at Abbott fra i dag åbner for fritvalgs-ordning af deres Freestyle Libre-system til private. Det ændrer dog ikke på, at diabeteslæger anbefaler, at alle med en insulinkrævende diabetes bør få tildelt en sensorbaseret glukosemåler som et behandlingsredskab. I Diabetesforeningen kæmper vi derfor videre for lige muligheder i behandlingen, siger Diabetesforeningens administrerende direktør Claus Richter og tilføjer:

- Sygdomsbehandling skal aldrig være underlagt et postnummerlotteri, og det må aldrig være ens pengepung, der afgør ens behandling. En sensorbaseret måler giver bedre sygdomsregulering, færre sygedage og bedre liv og er dermed en gevinst for samfundet og den enkelte.

Kan købes gennem fritvalgsordningen

Helt fri bliver flash glukosemåleren ikke, for det bliver nemlig kun muligt at købe den privat, hvis man har fået afslag fra sin kommune om at få den bevilliget som hjælpemiddel. Et afslag fra kommunen betyder dog ikke, at man selv skal have alle pengene op af lommen.

Sygdomsbehandling skal aldrig være underlagt et postnummerlotteri, og det må aldrig være ens pengepung, der afgør ens behandling.

Ifølge Servicelovens § 112 er mennesker med diabetes berettiget til at få stillet et hjælpemiddel til rådighed fra kommunen. Det beror dog altid på en individuel og konkret vurdering, når kommunerne bevilger hjælpemidler, hvor udgangspunktet er, at deres udbud af produkter skal kunne varetage den enkeltes behov.

Læs mere om fritvalgsordningen her

Skulle kommunen vælge at tildele eksempelvis fingerprikker og teststrimler, er det muligt at benytte sig af den såkaldte ’Fritvalgsordning’. Det betyder, at man frit kan vælge det udstyr, man ønsker at bruge, dog betaler kommunen kun det beløb, deres udvalgte udstyr ville have kostet.

Med fritvalgsordningen kan mennesker med diabetes altså vælge at anskaffe sig en flash glukosemåler, og hvis den koster mere end det udstyr, kommunen mener, man er berettiget til, betaler man selv differencen.

Læs også:

Ny opgørelse: Store regionale forskelle i diabetesudstyr

Kommune afviser pilotprojekt om sensorbaserede glukosemålere på formodede påstande

Adgangen til ny teknologi begrænses af forældet kassetænkning

Stor forskel på regioners brug af flash glukosemåling