Michael er mentor: Jeg får også selv en masse tilbage

Michael Jøhl var en 10-årig dreng med krudt i røven, da han fik konstateret type 1-diabetes. Pludselig skulle han forholde sig til at måle blodsukker, tage insulin og være kronisk syg midt i barndommens følsomme og formende år. De efterfølgende år skulle han finde vej i livet med diabetes, samtidig med at han som enhver anden teenager prøvede at finde sig selv.

– Jeg manglede en person, der kunne hjælpe mig til at se, at jeg ikke var unormal. Da jeg startede på handelsskolen, endte jeg med ikke at tage min insulin i skoletiden i de første tre måneder. Fordi folk så skævt til mig, hvis jeg sad og tog insulin i klassen, forklarer han.

I dag ved Michael Jøhl godt, at det ikke var sundt, at han ikke tog sin insulin. Men i et fortvivlet forsøg på at passe ind – og i manglen på personer med diabetes, han kunne spejle sig i – sparkede han sin diabetesbehandling til hjørne i skoletiden.

– Det havde betydet meget for mig at møde nogle med diabetes, der var kommet godt videre i livet. En, der kunne sige: Du er sgu god nok, det er bare dem, der ikke forstår, hvad det går ud på. Så havde det måske været en anden tid for mig, siger han.

Hjælper med sport og pumpe

I dag er Michael Jøhl 32 år, arbejder i indkøbsafdelingen i Coop, bor i en lejlighed i Lyngby og bruger sin fritid på at være sammen med venner og familie og dyrke en masse sport. Han er på mange måder blevet den person, han selv savnede, da han var ung. Netop derfor har han siden marts 2020 været en del af Diabeteskammeraterne som frivillig ung-til-ung-mentor i Diabetesforeningen.

– Jeg har erfaringer og en masse viden om det at have diabetes. Og jeg har overskud til det, så derfor giver det god mening for mig at være mentor, siger Michael Jøhl.

Det havde betydet meget for mig at møde nogle med diabetes, der var kommet godt videre i livet. En, der kunne sige: Du er sgu god nok, det er bare dem, der ikke forstår, hvad det går ud på. Så havde det måske været en anden tid for mig.

Hans primære fokusområde som mentor er livet med diabetes og sport. Og så bliver han altid koblet sammen med unge, der har insulinpumpe ligesom han selv.

– Jeg har indtil nu været mentor for drenge i 12-14-årsalderen. Nu er jeg i et forløb med en 20-årig ung mand. Alle har haft brug for hjælp til, hvordan de kan dyrke sport med diabetes på en god måde. Og så har de manglet en ven, der forstod det, de gik igennem. En person, de kunne tale med og læsse af på. Det er primært den funktion, jeg har haft for dem, jeg har hjulpet.

Tilgængelighed er nøgleordet

På grund af coronavirus-pandemien har al kontakt været online.

– Jeg synes, det fungerer superfint. Vi kan snakke i telefon, skrive sammen på sms eller se hinanden på Teams eller Skype. Det er vigtigt for mig at være til stede, når de har brug for mig. Det er ikke begrænset til et bestemt tidspunkt på dagen. De kan tage fat i mig når som helst, og så svarer jeg dem, når jeg kan.

Han understreger, at det er sådan, han godt kan lide at gøre det, men at der er mange måder at være diabeteskammerat på. Personligt foretrækker han, at det er personen, han hjælper, der sætter rammerne.

– Jeg lægger den tid i det, som de har brug for. Lige nu er jeg i forløb med en, der har behov for kun at tale sammen en gang om måneden, andre har haft behov for at tale sammen hver 14. dag. Jeg sørger bare for at stå til rådighed for dem.

Vi er gode nok allesammen

Ifølge Michael Jøhl er det vigtigste for at være frivillig mentor, at man har lyst til det, overskud og kan gå engageret ind i relationen.

– Man skal kunne sætte sig ind i den anden persons situation, og det er godt, hvis man har lyst til at dele lidt ud af sig selv. At man er villig til at være ærlig og sige: ”Jeg har også lavet fejl. Jeg har også let til lave blodsukre, og mit blodsukker er også for højt en gang imellem”. Det er en måde at sige: Vi gør det på hver vores måde, og vi er sgu gode nok alle sammen!

Selvom Michael Jøhl har levet i 22 år med sin diabetes, er der stadig ting, han kan lære. Og i relationen til de yngre diabeteskammerater er det ikke kun ham, der tilføjer værdi.

– Jeg giver noget af mig selv, men jeg får også en masse tilbage. Det er ikke en envejskommunikation. I de forløb, jeg har været i, har jeg helt klart også selv fået noget ud af det både personligt, men også i forhold til mit syn på diabetes, og måden jeg håndterer den på. Vi håndterer allesammen vores diabetes på hver vores måde. Men vi kan godt lære af hinanden. Det, synes jeg, er superfedt.

Det er aldrig for sent

Michael Jøhl siger, at man ikke nødvendigvis behøver at føle, at man har helt styr på sin diabetes, før man kan melde sig som mentor for en ung med diabetes. Det handler om at vide, hvad man tilbyder. Er det viden, emotionel støtte eller praktisk erfaring? Hvis man ved, hvad man tilbyder, og har lyst til at gøre en indsats, skal man bare kaste sig ud i det.

– Vi kan allesammen hjælpe hinanden på hver vores måde. Man skal huske, at det aldrig er for sent at bede om hjælp – eller tilbyde hjælp!