Når jeg gør en forskel for andre, gør jeg det også for mig selv

Regionsudvalg Sjælland arbejder for at styrke lokalforeningerne og for at påvirke sundhedspolitikken. Anne Petersen, forkvinde, fortæller her om det frivillige arbejde.

29A2489
16. maj 2022 | Af Ninett Rohde Brandt, Foto: Claus Bjørn Larsen [email protected]

Tre røde faner står på ægte foreningsmanér på hver sin side af den diabetesrøde PowerPoint, der byder velkommen til regionsmøde i Region Sjælland. 13 af de i alt 14 aktive lokalforeninger i regionen er repræsenteret gennem 26 frivillige, der er mødt op i Karrebæksminde til en dag med videns- og erfaringsudveksling i fokus.

Anne Petersen byder velkommen. Hun har været forkvinde for regionsudvalg Sjælland, siden udvalget blev til i 2007, da regionerne blev oprettet. Faktisk har hun været frivilligt engageret i Diabetesforeningen, siden hun som 16- årig blev diagnosticeret med type 1-diabetes.

29A2109
– Det bedste ved at være formand i regionsudvalget er, når vi går fra et godt møde, hvor vi har grint og haft det sjovt med hinanden. Vi har et fantastisk udvalg, der er aktive og melder sig til, og jeg kan se, at de udvikler sig. Det… det er jo flødeskummet på lagkagen. Det gør mig bare glad, siger Anne Petersen.

Da Anne Petersen i midten af 90’erne begyndte at engagere sig i foreningens arbejde på amtsniveau, var det med en følelse af nødvendighed, fordi hun syntes, der var dårlig behandling af mennesker med diabetes. Øjenfotografering var der for eksempel ikke noget af dengang.

– Kampen for bedre vilkår fikser man ikke fra den ene dag til den anden. Så mit arbejde var slet ikke færdigt, da vi fik regionerne. Derfor blev jeg nødt til at kæmpe videre for, at alle med diabetes kan få det, de har brug for.

Vi har en stemme

I dag er hun stadig forkvinde for regionsudvalg Sjælland. For der er stadig en masse at kæmpe for. Claus Richter, Diabetesforeningens direktør, går på talerstolen til regionsmødet og fortæller om foreningens politiske fokusområder og kommer ind på en sag, som i den grad fylder for lokalforeninger og regionsudvalg: Postnummerlotteriet.

– Det sted, du bor, har betydning for, hvilken behandling du kan få. Det er dybt uretfærdigt. Derfor kæmper vi videre, siger Anne Petersen bestemt.

Og det er essensen af den ene af de to centrale opgaver, regionsudvalgene står for: Kæmpe Diabetesforeningens sag på regionsniveau. Og være en samlende og støttende enhed, der hjælper lokalforeningerne med at blomstre og fungere som centralt bindeled mellem lokalforeningerne i regionen og Hovedbestyrelsen.

29A2186
Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen, præsenterede foreningens politiske fokusområder for de fremmødte til regionsmødet i region Sjælland søndag den 3. april.

Den sundhedspolitiske kamp i regionen har regionsudvalg Sjælland været i gang med længe. Udvalget har løbende dialog med ledelsen på Steno Diabetes Center Sjælland og regionsrådet og sidder med i flere råd og grupper. Anne Petersen understreger:

– Vi er et sted nu, hvor vi bliver hørt og brugt aktivt. Vi har en stemme!

Vi taler for alle

Den stemme taler for alle med diabetes i regionen. På regionsmødet præsenterer Anne Petersen nogle af de sager, regionsudvalget har fokus på lige nu. Hun opfordrer de frivillige til at fortælle om, hvad der fylder i lokalområdet. Det giver noget konkret at gå videre med, når hun for eksempel har møde med regionsrådsformanden og Stenocentret.

image-text
Bliv Frivillig Støt Diabetesforeningen

Gør en forskel

Som frivillig er du med til at gøre en forskel for mennesker med diabetes og deres pårørende. Samtidig får du en masse gode oplevelser og kompetencer med i rygsækken.

Det frivillige arbejde rummer en alsidighed, Anne Petersen har det godt med:

– Det er lige fra en borger, der ringer om en sensor, forespørgsel om oplæg for diabeteslæger, deltagelse i brugerudvalget på Stenocentret til møder med regionsrådsformanden, siger Anne Petersen.

Hun fortæller, at muligheden for at bruge sine kompetencer, udvikle sig og samtidig gøre en forskel for andre er årsagen til, at hun er frivillig i regionsudvalget. Men der er også en anden essentiel pointe:

– Når jeg gør en forskel for andre, så gør jeg det også for mig selv. Jeg bor jo i regionen.

Regionsmøde Sjælland Collage
13 lokalforeninger repræsenteret af i alt 26 frivillige var samlet til regionsmøde i region Sjælland søndag den 3. april for at tale om indsatser og fremtiden.

Viden og erfaring i centrum

Regionsudvalgets anden centrale opgave som samlende og støttende enhed, der hjælper lokalforeningerne og styrker samarbejdet, har på grund af corona ifølge Anne Petersen ikke fået den ønskede opmærksomhed:

– Det er noget af det, vi skal i gang med nu. Her er regionsmøderne vigtige, fordi regionsudvalg og lokalforeninger mødes og deler viden og laver aftaler. Den viden og erfaring, der gør lokalforeningerne og regionsudvalgene til en uundværlig del af Diabetesforeningen.

– Vi er dem, der oplever og bruger systemet og sidder overfor dem, der er kede af det, fordi de har fået afslag på en sensor. Vi mærker systemet på egen krop, siger Anne Petersen.

Vi skal gøre det sammen

15A2915

Næste punkt på dagsordenen er debat. Der er spørgsmål til, hvordan fremtiden ser ud for Diabetesforeningen, lokalforeningerne og regionsudvalgene. Thomas Elgård Larsen, medlem af Hovedbestyrelsen, griber den:

– For mig at se vil en fremtid og en forening uden lokalforeninger svare til at bygge et hus ved at begynde med taget uden at lave fundamentet først. I er fundamentet for hele Diabetesforeningen. Hvis vi ikke starter med jer, så har vi ikke nogen forening. Så har vi ikke noget hus. Hvis vi vil diabetessagen, så er det noget, vi – lokalforeningerne, regionsudvalgene, hovedbestyrelsen og sekretariatet – kun kan gøre sammen, siger Thomas Elgård Larsen.

29A2820

Få overblik – Se hvilken region din lokalforening hører under

29A2615
Fra venstre: Anne Petersen, Jytte Kristiansen, Linda Hoffmann, Dorte Mørck Andersen, Knud Holm Møller, Birgit Mensberg, Jens T. Gammelgaard Nielsen, Torben Joconde.

REGIONSUDVALG SJÆLLAND

Forkvinde Anne Petersen, type 1-diabetes
Forkvinde for Lolland lokalforening, frivillig i Diabetesforeningens rådgivning, en del af Steno Diabetes Center Sjællands (SDCS) styregruppe for brugerinvolvering.

Næstformand Jens T. Gammelgaard Nielsen, type 2-diabetes
Formand i Stevns lokalforening. Med i Vidensenhed for Rehabilitering og Palliation til Patienter med Sår og Amputationer (VIRSA) på SDCS. En del af SDCS’ følgegruppe til forskningsrådet.

Sekretær Jytte Kristiansen, type 2-diabetes
Kasserer i Ringsted lokalforening. Motivationsgruppeinstruktør. En del af SDCS’ følgegruppe til forskningsrådet.

Dorte Mørck Andersen, type 1-diabetes
Forkvinde for Næstved lokalforening. En del af SDCS’ følgegruppe til forskningsrådet. Bestyrelsesmedlem i Dansk Handikap Forbund Næstved.

Torben Joconde, type 2-diabetes
Bestyrelsesmedlem i Holbæk lokalforening. En del af forskningsrådet på SDCS. Medlem af det lokale handikapråd i Holbæk samt medlem i Det Centrale Handikapråd. 2. suppleant til Hovedbestyrelsen i Diabetesforeningen.

Birgit Mensberg, pårørende
Næstforkvinde i Slagelse lokalforening. Med i bestyrelsen i FrivilligCenter Slagelse.

Linda Hoffmann, type 2-diabetes
Forkvinde i Solrød lokalforening. Frivillig i Diabetesforeningens mentorordning. Bestyrelsesmedlem i Dansk Handikapråd i Solrød. Medlem af social-, sundhed og ældreudvalget i Solrød Kommune. Motivationsgruppeinstruktør. Udbudskonsulent for Diabeteshjælpemidler i Solrød Kommune. Engageret i diverse ad hoc arbejdsgrupper på SDCS.

Knud Holm Møller, type 2-diabetes
Formand i Vordingborg Lokalforening. Frivillig i diabetescaféen i Stege.