Trætheden har lagt sig som en tung dyne over livet. Som folketingsmedlem og far til tre har fynboen Lars Christian Lilleholt på ingen måde tid til at være træt, så han går til lægen og får taget en blodprøve.

– Det var en trist besked, da lægen fortalte, jeg havde fået type 2-diabetes, og mit blodsukker var for højt. Pludselig skulle jeg tage medicin og indstille mig på at leve med en kronisk sygdom resten af livet, fortæller han.

Da blodprøvens dom falder i 2010, vejer den 2,03 meter høje Lars Christian Lilleholt godt 130 kilo, og det er småt med motion. Livet i Christiansborgs overhalingsbane levner ikke den fornødne tid. Tilsat den manglende motion er en usund livsstil, som han tager op til genovervejelse:

– Lægen satte mig på en medicin de første år, der hedder Metformin, og det gik fornuftigt. Jeg levede med type 2-diabetes, og det var ikke noget, jeg talte så meget om. Jeg forsøgte at ændre min kost, men jeg tænkte også, at når jeg fik de her piller, så kunne jeg vel leve et ret almindeligt liv, husker Lars Christian Lilleholt.

Ny tid - ny livsstil

I sommeren 2015 tager karrieren et trin op ad rangstigen, da hans parti Venstre får regeringsmagten efter folketingsvalget.

Den 28. juni præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen sit ministerhold. Bag titlen som Danmarks nye energi-, forsynings- og klimaminister står Lars Christian Lilleholt. En mand med en mission, han ikke taler højt om:

– Træningen havde stor betydning for mig. Jeg foretrak at træne om morgenen, men det kunne også være om aftenen. Det vigtigste var, at jeg fik det gjort, for jeg kunne mærke, at både mit fysiske og mentale velbefindende havde brug for motion

– Da jeg blev minister, besluttede jeg at komme min overvægt til livs og indledte en skrap kur. Jeg fortalte ikke, at jeg levede med type 2-diabetes, jeg bad bare mine folk om at skifte mødekagerne ud med frugt og grønt.

– Jeg besluttede også at motionere flere gange om ugen. I Folketinget har vi et motionslokale, så jeg sagde til mine ansatte, at træningen var min højeste prioritet. I en kalender krydsede jeg af, hver gang jeg havde trænet. Det første år nåede jeg at træne 193 gange, selv om jeg havde et skrapt arbejdsprogram.

Den sunde livsstil begynder snart at vise sig i kroppen. På vægten rasler kiloene af, og også i hovedet gør træningen godt.

Selv om Lars Christian Lilleholt på det her tidspunkt har levet med type 2-diabetes i fem år, er det først nu, det for alvor går op for ham, hvor vigtig livsstilen er for hans velbefindende:

– Træningen havde stor betydning for mig. Jeg foretrak at træne om morgenen, men det kunne også være om aftenen. Det vigtigste var, at jeg fik det gjort, for jeg kunne mærke, at både mit fysiske og mentale velbefindende havde brug for motion.

Den svære hyggementalitet

Den nye sundere livsstil fører dog også udfordringer med sig, som ministeren ikke tidligere har tænkt over. For hvordan siger man nej tak til usunde fristelser i hyggens højborg?

– Når jeg var ude, forsøgte jeg at undgå chokolade og for meget alkohol. Men det var svært, for i Danmark har vi en kultur, hvor vi gerne hygger os med søde sager og rødvin. Jeg har ofte følt, at jeg nærmest blev nødt til at trække diabeteskortet, før folk forstod, hvorfor jeg sagde nej tak.

Diabeteskortet er dog ikke et, Lars Christian Lilleholt trækker ofte i de første ti år.

Faktisk holder han helst sin kroniske sygdom for sig selv. Med sin tidligere usunde livsstil, er det jo hans egen skyld, tænker han:

– Jeg vidste godt, at det også var arveligt betinget, og at der er mennesker tilbage i min slægt, som har haft type 2-diabetes. Alligevel følte jeg et tabu omkring min sygdom, for jeg havde haft en relativ usund dagligdag gennem mange år.

Vendepunktet

Da covid-19 angriber samfundet i 2020, bliver den også begyndelsen til en svær tid for den travle politiker. Selv rammes han hårdt af pandemien i november samme år, der sender ham ind og ud af hospitalet.

Med et stofskifte, der også er i ubalance og et hjerte, der flimrer, bliver vejen ud af sygesengen lang og besværlig.

Som vinteren bliver til forår, og sommeren gør sin entré, vender han mere og mere tilbage til sit travle liv, men snart lurer endnu et problem. Som en konsekvens af type 2-diabetes lever Lars Christian Lilleholt nemlig med nervesygdommen neuropati, der betyder, at han ikke kan mærke dele af sine fødder.

Det er dog gået ok. Indtil nu.

– Jeg lå bare på sofaen og kunne ingenting. Så kom jeg på hospitalet og fik at vide, at der var betændelse i tåen, selv om den havde været indbundet, og jeg havde fået antibiotika. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en vabel kunne udvikle sig sådan

I august 2021 er fynboen inviteret til et morgenkalas i Odense, hvor byens spidser mødes og spiser morgenmad. Hans kalender tillader ham kun at deltage kortvarigt. Men fremtoningen skal være perfekt, så han stikker fødderne i de blankpudsede laksko, og alt forløber fint, indtil han kommer hjem:

– Da jeg fik skoene af, begyndte jeg at bløde på gulvet fra en lille vabel under min tå. I første omgang tænkte jeg ikke på min diabetes, men besluttede at tage op til lægen og få ham til at se på det.

Ingen blod - ingen fod

Lægen indbinder den blodige tå og beder Lars Christian Lilleholt om at vende tilbage ugen efter. Det gør han, og i den næste tid, holder de øje med såret. Da september nærmer sig sin afslutning, bliver han pludselig dårlig.

– Jeg lå bare på sofaen og kunne ingenting. Så kom jeg på hospitalet og fik at vide, at der var betændelse i tåen, selv om den havde været indbundet, og jeg havde fået antibiotika. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en vabel kunne udvikle sig sådan, fortæller Lars Christian Lilleholt.

Læs også: Kend din diabetes

– Jeg blev indlagt på sygehuset, hvor de lavede en bypass i mit ene ben, fordi neuropatien havde fået blodkarrene til at trække sig sammen, så der ikke var tilstrækkelig blodforsyning. Det var skidt, som en sygeplejerske sagde: Ingen blod, ingen fod!

– Det var på tide, at jeg fortalte om den sygdom, jeg havde levet med i ti år, så jeg skrev et facebookopslag, og det har jeg ikke fortrudt. Aldrig tidligere i mit liv har jeg fået så mange likes og beskeder.

Lægerne udvider to ud af tre blodkar, men det giver ikke nok blodforsyning, så de beslutter, at amputation er den bedste løsning.

– Jeg fik fjernet storetåen den 3. oktober, og siden er det faktisk gået fornuftigt. Jeg er ikke så bekymret over at skulle klare mig uden storetå. Min største bekymring er yderligere amputationer, som desværre er en risiko. Det er virkelig gået op for mig, hvor alvorlig følgesygdommen neuropati er. Jeg kan ikke mærke, hvis jeg får et sår på foden. Så kan selv en lille sten i skoen blive fatal.

Det svære tabu

Da han bliver indlagt, har han stadig ikke fortalt offentligt om sin diabetes. Men efter en uge begynder folk at undre sig over, hvor han er. Han tager en beslutning.

– Det var på tide, at jeg fortalte om den sygdom, jeg havde levet med i ti år, så jeg skrev et facebookopslag, og det har jeg ikke fortrudt. Aldrig tidligere i mit liv har jeg fået så mange likes og beskeder. Det er gået op for mig, at diabetes er en sygdom, der fylder meget hos alle, der lever med den.

Den oplevelse fortæller han mere om i videoen her:

Det er også gået op for Lars Christian Lilleholt, hvor stort et tabu, type 2-diabetes er.

– Mange rundt om mig har fortalt, at de også lever med type 2-diabetes, men at de ikke taler åbent om det.

– Vi bliver nødt til at få gjort op med tabuet, for det er forudsætningen for, at vi alle bliver bedre til at tage de nødvendige hensyn til mennesker med diabetes. Åbenhed skaber også større forståelse for sygdommen, og hvordan den er at leve med, siger han.

En ny tilværelse

Knap fire måneder efter amputationen er politikeren tilbage på Christiansborg. Lakskoene er skiftet ud med en sundhedssandal. Livsmodet fejler ikke noget.

– Da jeg fik beskeden om, at jeg skulle have amputeret storetåen, tænkte jeg, at det var alvorligt, og så blev jeg ked af det i øjeblikket. I dag ved jeg, at man sagtens kan leve et godt liv med diabetes og uden storetå, man skal bare tænke sig om, siger han og uddyber:

– Tidligere stod jeg tidligt op og gik sent i seng. Nu ved jeg, at regelmæssighed er afgørende for mit velbefindende. Det er vigtigt, at jeg får målt mit blodsukker, og jeg ikke presser mig selv til det yderste. Jeg kan sagtens arbejde mere end otte-ti timer nogle dage, men jeg skal tænke mig om. Jeg har lavet små ændringer i hverdagen, så jeg kan passe mit politiske arbejde. Det er jeg nemlig ikke færdig med. Langtfra.