Politikere: Vi skal stoppe den stille sundhedskatastrofe
Det er en stille sundhedskatastrofe, når antallet af danskere med kronisk sygdom er kraftigt stigende. Det mener politikere på tværs af den politiske fløj i både borgerrepræsentationen og Folketinget. Der er brug for handling – og på Borgen er der opbakning til en kronikerindsats i både blå og rød blok.
Under overskriften ”Den stille sundhedskatastrofe” løb den første Sundhedspolitiske Åbningsdebat af stablen torsdag. Med udgangspunkt i det faktum, at der i dag er 1,2 millioner danskere med kroniske sygdomme, og den kroniske kurve kun ser ud til at stige, var politikere, patientforeninger og interessenter samlet for at stille skarpt på katastrofen og diskutere løsninger.
– Vi står overfor en sundhedskatastrofe. Hvis ikke vi får løst de kvalitetsudfordringer, vi har i sundhedsvæsenet, så er det en potentiel bombe under hele vores sundhedsvæsen – og sådan set hele vores velfærdssamfund, sagde Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, i starten af den politiske debat, hvor også Sisse Marie Welling fra Socialistisk Folkeparti, der er Sundheds- og omsorgsborgmester i København, og Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen understregede sundhedskatastrofen som en realitet, der kræver handling.
– Hvis vi ikke gør noget strukturelt i det danske sundhedsvæsen ret hurtigt, så risikerer vi, at sundhedsvæsenet bliver rigtig hårdt belastet. Jeg er meget inspireret af de modeller, som Diabetesforeningen præsenterer med, hvordan man kan skabe noget sammenhæng for den enkelte patient og bringe moderne teknologi bedre i anvendelse og gøre det udbredt alle steder i landet, sagde Martin Geertsen.
Tre mål – fire løsninger
Ordføreren henviste til Diabetesforeningens kronikerplan. Her stiller foreningen tre mål, der skal til for at knække kronikerkurven:
- Andelen af danskere, som har kronisk sygdom, skal falde
- Danskere med kronisk sygdom skal have flere gode leveår efter deres diagnose end i dag
- Færre danskere med kronisk sygdom skal falde ud af arbejdsmarkedet.
Og ikke mindst fire løsningsmuligheder. De går ud på at Lære af kræftforløbene, hvor patientrettigheder og pakkeforløb har forbedret overlevelsesraterne. Opspore tidligt de hundredetusindevis af mennesker, der går rundt med en kronisk sygdom uden at vide det. Give alle adgang til den nyeste og bedste behandling og teknologi uanset, hvor de bor. Og lære at se sundhed som en investering – ikke som en omkostning.
Den kroniske kurve skal knækkes
De to P’er
Pakkeforløb og patientrettigheder blev særligt fremhævet af de to folketingspolitikere:
– Jeg synes, vi skal have et pakkeforløb med patientrettigheder og lovkrav om, hvad man kan forvente som kroniker. Men hvis ikke vi har ressourcerne til at leve op til det, nytter det ikke, sagde Peder Hvelplund.
Venstres Martin Geertsen var mere optimistisk:
– Pakkeforløb, hvor man får nogle generelle ensartede regler for, hvordan du håndterer kroniske patienter i overgangene, er vanvittigt vigtigt. Jeg er overbevist om, at det ikke nødvendigvis koster en masse flere medarbejdere, hvis vi er bedre til at tilrettelægge forløbet for den enkelte kroniske patient, sagde Martin Geertsen og udtrykte særdeles varme ord om patientrettigheder:
– Patientrettigheder er noget af det mest lighedsskabende i det danske sundhedsvæsen gennem de sidste 20 år. Det sætter rammer, så man ved, hvad man skal gøre.
Teknologi kan holde patienter fra sygehuse
De teknologiske muligheder i forebyggelse, behandling og aflastning af det store pres på sundhedsvæsenet var et tilbagevende tema i debatten, hvor alle tre debatdeltagere udtrykte stor interesse i, hvordan man kan bruge teknologien til at løse en række af sundhedsvæsenets problematikker.
Det er en super god målsætning, men der skal beskrives nogle løsninger – for eksempel nogle af dem, Diabetesforeningen peger på.
Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre
Sisse Marie Welling fremhævede diabetesteknologi som sensorbaserede glukosemålere som et redskab, der kan have afgørende betydning.
– Vi har fået flere sygdomme, vi lever længere, så der er flere, der skal behandles. Det krydspres, er vi nødt til at finde nogle løsninger på. Det kan være teknologi, der løser noget af det. Vi har noget ny teknologi på diabetesområdet, der faktisk kan gøre, at færre i fremtiden behøver at komme ind på hospitalerne, sagde den københavnsk sundheds- og omsorgsborgmester, der dog udtrykte frustration over, at sundhedssystemet i dag er indrettet på en måde, så bevillingen af sensorbaserede glukosemålere bliver for stor en udgift for kommunerne, hvilket forhindrer at borgerne får dem udleveret.
Bliver kronikere prioriteret i en ny regering?
Med et folketingsvalg i den nære fremtid blev de to folketingsmedlemmer stillet overfor, om målene for en kronikerplan skal indarbejdes i et eventuelt regeringsgrundlag eller et forståelsespapir, og ifølge de to sundhedsordførere var det ikke usandsynligt, at en form for mål på kronikerområdet:
– Der er ikke nogen tvivl om, at vi skal se på at opstille nogle mål uanset om det er for kronikere eller for borgere med psykisk sygdom. Så jeg kan ikke afvise, at det kommer med i et forståelsespapir, sagde Enhedslistens Peder Hvelplund.
Venstres Martin Geertsen var også positivt indstillet, men slog fast, at hvis der skal målsætninger i et forståelsespapir, skal der også ligge løsningsforslag klar:
– Det er en super god målsætning, men jeg vil enormt gerne diskutere, hvordan vi så får indfriet målsætningerne. Der skal beskrives nogle løsninger – for eksempel nogle af dem, Diabetesforeningen peger på.