Sundhedsaftale giver delsejr i kampen mod postnummerlotteri
Postnummerlotteriets udløbsdato rykker lidt tættere på. For med den delaftale på sundhedsområdet, der er indgået i dag, er der lagt op til et opgør med tilfældig og ulige behandling af type 2-diabetes. Men der udestår endnu mange delkampe på diabetesområdet, før det fulde og nødvendige opgør med postnummerlotteri bliver taget.
I dag er den kommunale behandling af type 2-diabetes lidt af et postnummerlotteri. Mange får ikke nødvendige tilbud – for eksempel får kun hver fjerde end type 2-diabetes et tilbud om patientuddannelse, som gør en stor forskel i behandlingen af sygdommen.
Diabetes er i voldsom vækst, og det er en stille sundhedskatastrofe, der koster Danmark 31 mia. kr. om året
Sundhedsaftalen vil både sikre en målrettet patientuddannelse til mennesker med diabetes og vil give et løft i kvaliteten og sikre mindre vilkårlighed i de 98 forskellige måder kommunerne griber behandlingen an på. Det glæder Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen:
- Diabetes er i voldsom vækst, og det er en stille sundhedskatastrofe, der koster Danmark 31 mia. kr. om året, og derfor skal have meget mere modstand.
- Aftalen i dag er en delsejr i kampen mod postnummerlotteriet og en indfrielse af vores ønske om patientuddannelse og et kvalitetsløft over hele landet, men vi har langtfra spillet diabeteskampen færdig, siger han og tilføjer:
- Sundhedsaftalen er en god opvarmning, men vi mangler stadig at spille både første og anden halvleg, hvor vi får sikkerhed for, at man får et tilbud tidligt i forløbet, kravene bliver reelt forpligtende, og hvor man ikke tabes i overgange mellem egen læge, sygehus og kommune, siger Claus Richter, der dog ser det som positive skridt med en patientansvarlig og fokus på digitale forløbsplaner, der sikrer kommunikation mellem praktiserende læge og behandlere i kommunalt og på sygehuse.
- Der er dog behov for omkamp på de digitale løsninger, hvor de sensorbaserede glukosemålere er glemt. De sikrer mod 100.000-vis af stik i fingrene og langt mindre stress i hverdagen og anbefales af læger og kan sikre hjemmebehandling. Alligevel bliver det tildelt med tilfældigheder. Det er mærkeligt, at man i Danmark ikke har lige adgang til sundhedsudstyr, vi kæmper videre for at det ikke skal være sådan, siger Claus Richter.
Der er dog behov for omkamp på de digitale løsninger, hvor de sensorbaserede glukosemålere er glemt
Diabetes vokser med voldsom hast, og om otte år vil 467.000 danskere leve med den kroniske sygdom. I dag lever omkring 280.000 med diabetes i Danmark og herudover har omkring 76.000 mennesker diabetes uden at vide det.
- Derfor skal den have modstand tidligt og i den nære behandling. Både af hensyn til den enkeltes fysiske og mentale sundhed og af hensyn til vores fælles sundhedsvæsen. Det er godt at aftalen også sætter ind over for børns trivsel for at stoppe overvægt, der ikke er årsag til, men hænger sammen med type 2-diabetes. Og vi noterer, at der er lagt en trædesten til at sætte ind med tidlig opsporing af kroniske sygdomme som diabetes, lunge- og hjertesygdomme, for det rammer ulige, siger Claus Richter.