Sundhedsudspil er første skridt mod bedre behandling af type 2-diabetes
I dag har sundhedsminister Magnus Heunicke lanceret regeringens længe ventede udspil til en sundhedsreform, som kan give diabetes-behandlingen et kvalitetsløft. I udspillet er der nemlig lyttet til Diabetesforeningens ønske om bedre behandling i kommunerne, men hvis vi skal helt i mål, skal vi gøre som på kræftområdet og lave pakkeforløb og patientrettigheder. Penge til mursten er ikke nok, hvis nærhospitalerne skal sikre lige og tryg behandling for flere, lyder budskabet fra Diabetesforeningen.
Vi står over for næsten en fordobling af danskere med diabetes, og alt for mange med type 2-diabetes bliver i dag tabt i systemet. Derfor er det godt, at regeringen har sat fokus på at løfte behandlingen af kroniske sygdomme i sit udspil til en ny sundhedsreform.
Her er der lyttet til Diabetesforeningens ønske om en national kvalitetsplan, så der ikke er 98 vilkårlige måder at behandle især type 2-diabetes på. Der bør gøres op med postnummerlotteriet én gang for alle.
- Hvis behandlingen af kroniske sygdomme var et hus, ville man finde en del K3’ere – især i det nære sundhedsvæsen. Derfor er vi i Diabetesforeningen glade for, at man har lyttet til vores efterlysning af en national kvalitetsplan til bedre kommunale tilbud om kost og motion og sygdomsbehandling. En kvalitetsplan er god mørtel, som kan sikre lidt større tryghed i behandlingen af kroniske sygdomme som type 2-diabetes, siger adm. direktør Claus Richter og fortsætter:
- Men hvis vi skal udbedre alle K3’erne og nå helt i mål med en tryg behandling, så skal vi ikke kun løfte kvaliteten, man skal også henvises til tilbuddene. Derfor siger vi: lad os gøre som på kræftområdet, sæt ind med pakkeforløb og gør det forpligtende med patientrettigheder. For i dag er det kun en fjerdedel af danskere med type 2-diabetes, der er blevet henvist til et tilbud om kost og motion eller sygdomsmestring – og hvis ikke det bliver forpligtende, så er vi bange for, at der ikke sker noget.
Hvis behandlingen af kroniske sygdomme var et hus, ville man finde en del K3’ere – især i det nære sundhedsvæsen. Derfor er vi i Diabetesforeningen glade for, at man har lyttet til vores efterlysning af en national kvalitetsplan til bedre kommunale tilbud om kost og motion og sygdomsbehandling
- Patientoverblikket, som kan deles på tværs, er også godt, så man ikke bliver tabt mellem praksislæge, kommune og sygehus. Men det bør gøres forpligtende. Data og digitalisering er centralt – og vi foreslår mere plads til patientteknologier som fx digitale glukosemålere, der kan spare kontrolbesøg og sikre den selvmonitorering, som ønskes politisk, siger Claus Richter.
Begynd forebyggelsen allerede i folkeskolen
Udspillet har også fokus på forebyggelse og regeringen vil etablere et partnerskab med overskriften ”Generation Aktiv” for at sætte ind over for overvægt og mistrivsel.
- Diabetes er i eksplosiv vækst – især type 2-diabetes, hvor vi ser ind i næsten en fordobling. Og de dugfriske tal for trivsel og overvægt er alarmerende. I Diabetesforeningen griber vi den fremstrakte hånd til et partnerskab for ”Generation Aktiv”. Vi foreslår blandt andet mere idræt i folkeskolen, for mere børnebevægelse er et stærkt våben for bedre sundhed, større trivsel og kan knække diabeteskurven på lang sigt, siger Claus Richter.
Læs også:
Mere idræt på skoleskemaet skal forebygge overvægt og kronisk sygdom