Børn skal beskyttes mod usund markedsføring på mobilen

Debat: Danmark bør gå forrest i EU og arbejde for fælles regler, der sikrer, at børn og unge skærmes mod markedsføring af usunde føde- og drikkevarer på de sociale medier.

Full Shot Kids Sitting With Devices
03. juni 2023 | Af Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen

Bragt i Politiken 3. juni 2023

Børn og unge bliver i dag bombarderet på sociale medier med markedsføring, der skubber deres madvaner i en usund retning.

Med den aktuelle debat om børns skærmtid, hvor Folketinget i de kommende uger skal behandle et borgerforslag, der vil beskytte vores børn langt bedre online, sender vi i Diabetesforeningen derfor en kraftig opfordring til regeringen: Danmark bør gå forrest i EU og arbejde for fælles regler, der sikrer, at børn og unge skærmes mod både direkte og indirekte markedsføring af usunde føde- og drikkevarer på de sociale medier.

Børn og unge er en vigtig gruppe af forbrugere, og der foregår i dag en intens kamp om deres opmærksomhed. Virksomheder er blevet mere og mere kreative i markedsføringen af deres produkter på de sociale medier, og de tyr til både spil, konkurrencer og influencere for at involvere og engagere de unge forbrugere.

Den slags går rent ind hos vores børn og unge.

Helt konkret foreslår vi - med inspiration fra Tyskland - at brugen af influencere, spil, konkurrencer og belønningsstrukturer forbydes i markedsføringen af usunde fødevarer via apps, hjemmesider og sociale medier, der er rettet mod unge og børn.

Børn og unges sundhed har helt generelt krav på en bedre beskyttelse, end den vi tilbyder i dag. De danske børn bevæger sig langt mindre end børn i andre europæiske lande, og de 4-18-årige indtager samtidig seks gange så mange søde sager og sukkerholdige drikkevarer, som der er plads til i en anbefalet kost.

En femtedel af danske børn og unge lever allerede med overvægt og øger dermed deres risiko for at udvikle kroniske sygdomme og for tidlig død.

Faktisk er usunde madvaner, næst efter tobak, den risikofaktor, der tilskrives flest dødsfald og sygdomme i Danmark, og antallet af danskere, der lever med overvægt og kroniske sygdomme, vokser med alarmerende hast.

Mere end halvdelen af den voksne befolkning har overvægt eller svær overvægt, og antallet af danskere med type 2-diabetes forventes at stige fra 322.000 i dag til 420.000 i 2030. Det er en stille sundhedskatastrofe.

Der er altså brug for strukturelle tiltag, hvis vi skal knække den kedelige kurve. Vores børn og unge har livet foran sig, og de bør have udsigt til et langt og sundt liv både fysisk og mentalt.

Det er derfor de voksnes ansvar at tage kampen op mod de strukturer, der bidrager til udviklingen af mistrivsel, overvægt og udsigt til øget risiko for kroniske sygdomme og kortere liv - også når det indebærer at begrænse skærmbrug og gå i clinch med fødevare- og techindustrien.

Læs mere:

Diabetesforeningen: Brug for at beskytte børn mod markedsføring af usunde fødevarer