Diabetesforeningen har gentænkt medlemskurserne
Diabetesforeningens kurser giver medlemmerne mulighed for at få viden og finde fællesskaber i livet med diabetes. Nu er de blevet gentænkt, og ændringerne slår igennem efter nytår. Læs, hvad det betyder for kursernes priser og indhold.
Diabetesforeningen afholder hvert år en række kurser for mennesker med diabetes inde på livet. Nu kommer der en række ændringer for foreningens medlemskurser i 2024.
– Foreningens kurser har i flere år været dækket af øremærkede arvemidler. Da disse midler nu er brugt op, har vi taget et kritisk blik på kurserne. Det har givet os en anledning til at gentænke dem, forklarer Tina Langerskov Buchhave, chef for afdelingen for medlemmer, der har ansvaret for driften af foreningens medlemskurser.
Diabetesforeningens Hovedbestyrelse har taget den endelige beslutning om at ændre kurserne, så de alle følger de samme principper. Det betyder, at fra 2024:
- vil prisen pr. døgn for deltagelse i voksenkurser være den samme.
- varer kurser for voksne uanset type det samme antal dage med undtagelse af kurset til unge voksne med type 1-diabetes.
- skal medlemmer betale for kost og logi, mens Diabetesforeningen betaler alt andet.
- er aldersbegrænsningen for type 1-voksenkurset fjernet.
- Bliver det muligt for ikke-medlemmer at deltage i kurserne, hvis de betaler 700 kroner mere end et medlem.
Flere af kurserne har i processen også ændret navn.
– Vi har strømlinet vores kurser, så medlemmerne kan forvente den samme gode kvalitet – og der er et kursus for alle uanset type og alder. Vi har også ændret priserne, hvilket har gjort nogle af kurserne dyrere. Det har vi gjort for at sikre, at vi kan fortsætte med at tilbyde kurserne, forklarer Tina Langerskov Buchhave.
Se oversigten over de nye kursusnavne og -priser her:
Tina Langerskov Buchhave understreger, at foreningen er opmærksomme på, at prisændringerne kan betyde, at nogle medlemmer kan få sværere ved at betale kursusprisen.
– Vi har derfor besluttet at allokere nogle af midlerne i Den sociale fond-legatet til, at medlemmer kan søge dem til at deltage i kurserne, fortæller Tina Langerskov Buchhave.
Læs mere om Diabetesforeningens legater til personer med diabetes her.
Hun fremhæver samtidig muligheden for at søge deltagelse i foreningens kurser som en merudgift i kommunen.
Har du brug for hjælp til at søge merudgifter til dækning af et kursus, er du meget velkommen til at kontakte Diabetesrådgiverne her eller på tlf. 63 12 14 16.
På Diabetesforeningens kurser får voksne, forældre og børn viden, netværk og redskaber til en god hverdag med diabetes.
– Kurserne giver børn, unge og deres familie mulighed for at finde vej i livet med diabetes under trygge rammer. Det gør en kæmpe forskel for alle deltagerne, at kurserne giver dem adgang til kvalificeret viden, så de ikke selv skal ud og sortere og filtrere den tilgængelige information. Og så er det vigtigt både for børnefamilierne, unge og voksne uanset type at mødes med andre. De fællesskaber, der opstår på vores kurser, betyder meget for deltagerne, siger Tina Langerskov Buchhave og fortsætter:
– Kurserne er et værdsat tilbud blandt medlemmerne. Vi får god feedback fra de personer, som deltager på vores kurser. Derfor er vi rigtig glade for, at vi med ændringerne kan fortsætte med at stille det her tilbud til rådighed for vores medlemmer.
Har du spørgsmål eller kommentarer til ændringerne i foreningens medlemskurser, er du velkommen til at skrive til Tina Langerskov Buchhave, Chef for afdelingen Medlemmer, på [email protected]
Læs også: Børnefamiliekurset viste Nova og Julie, at de ikke er alene