Moderne behandling har overhalet kørekortreglerne indenom

Vi spørger medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S), hvad hun vil gøre for, at mennesker med diabetes ikke skal opleve diskrimination på kørekortområdet.

Christel Schaldemose WEB
07. juni 2023 | Af Tekst: Simon Festersen, foto: Socialdemokratiet [email protected]

Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet, socialdemokratiet (A), er blevet interviewet af Diabetesmagasinet til det faste indlæg "5 om politik" om diabeteskampen i Europa-Parlamentet og kørekortregler for mennesker med diabetes. Artiklen er fra medlemsmagasinet Diabetes, juni 2023. 

Hvorfor er det vigtigt med en diabeteskamp i Europa-Parlamentet?

EU sætter på mange måder rammerne for regler i Danmark, der også påvirker mennesker med diabetes. Det gælder blandt andet godkendelse af ny medicin, reglerne for kørekort og indholdet i fødevarer. Derudover ligger der en stor styrke i, at alle EU-landene er samlet, for vi har meget at lære af hinanden, og det er ekstremt vigtigt i en tid, hvor flere og flere mennesker får sygdommen, især type 2-diabetes.

Hvordan ser du på forholdet mellem de nuværende kørekortregler og moderne diabetesbehandling?

I gamle dage var det mere relevant at få sit kørekort fornyet regelmæssigt. Igen og igen. Men i dag er mennesker med diabetes bedre behandlet, ligesom der findes moderne teknologi, der kan monitorere sygdommen. Diabetesbehandlingen har med andre ord overhalet kørekortreglerne indenom. Derfor er jeg rigtig glad for, at Diabetesforeningen har sat fokus på sagen, og at Europa- Parlamentet i 2022 vedtog en fælles resolution om diabetes, der blandt andet har sat skub i forhandlingerne om kørekortreglerne.

Jeg vil fortsat kæmpe for, at kørekortreglerne baserer sig på lægefaglig viden og ikke et firkantet tal.

Christel Schaldemose

EU-kommissionen foreslår at hæve varighedsbegrænsningen fra 5 til 10 år på almindelige kørekort for alle med diabetes. Men er det i virkeligheden nok?

Man skal huske på, at det er EU-regler, der også skal kunne fungere i lande, hvor man ikke har samme gode behandlingsmuligheder som i Danmark. Selv om jeg ønsker, der ikke skal være nogen diskrimination af mennesker med diabetes, så er det et stort skridt i den rigtige retning, at vi går fra fem til ti år. Men er vi i mål? Nej. Jeg vil fortsat kæmpe for, at kørekortreglerne baserer sig på lægefaglig viden og ikke et firkantet tal. Med den viden, vi allerede har, mener jeg også, der er plads til forbedring. Jeg kan for eksempel ikke se nogen saglig grund til, at mennesker uden insulinkrævende diabetes har en varighedsbegrænsning på deres kørekort.

Moderne diabetesteknologi, herunder sensorbaseret glukosemåling, vinder frem og giver større sikkerhed bag rattet. Hvilken rolle spiller det i de igangværende forhandlinger om kørekortregler?

Teknologien har taget et tigerspring de seneste år, blandt andet sensorbaseret glukosemåling, som har lettet hverdagen for mange mennesker med diabetes, så selvfølgelig vil jeg arbejde for, at det kommer i betragtning.
Samtidig kan teknologien være en farbar vej til at få ophævet eller i hvert fald udvidet varighedsbegrænsningerne. Men vi skal være påpasselige med at skrive en specifik teknologi ind i direktivet, netop fordi udviklingen går så hurtigt, og vi risikerer, at reglerne igen bliver forældede.

Mennesker med diabetes, der gerne vil have stort kørekort, er i dag underlagt strikse regler. For eksempel gælder deres kørekort kun i tre år. Trænger de regler ikke også til en opdatering?

Jo, for i de tre år kan man nå at tilbagelægge rigtig mange kilometer på vejene, uanset hvor godt eller dårligt man er behandlet. Igen vil jeg fremhæve teknologien som nøglen. Den kan nemlig hjælpe med at monitorere sygdommen og dermed give større trafiksikkerhed end et eller andet tilfældigt tal.

image-text
Diabetes Magasinet 02 2023

Få historierne hjem til dig

Artiklen er særligt udvalgt fra medlemsmagasinet Diabetes.
Som medlem af Diabetesforeningen får du magasinet tilsendt fire gange om året, og når du melder dig ind, får du det seneste magasin i din velkomstpakke.
Jørgen Andersen

Læs mere om Diabetesforeningens politiske mærkesager

Lige nu har vi særligt fokus på kronikerindsatsen herunder forebyggelse, opsporing, pakkeforløb og adgangen til diabetesteknologi.

Se hvad der rører sig politisk