Postnummer afgør risiko for mere sygdom og død

En ny analyse fra Diabetesforeningen viser, at der for mennesker med diabetes er stor geografisk ulighed i udsigten til alvorlige følgesygdomme som hjertekar-, nyre og øjensygdomme. Det er tid til, at vi i Danmark gennemfører et løft af det nære sundhedsvæsen med indførelse af nationale kvalitetsplaner, opfordrer Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen, som i dag lancerer 20 løsninger til fremtidens sundhedsvæsen.

Forside Bredformat 1
26. september 2023 | Af Claus Bøgild clb@diabetes.dk

Det er ikke ligegyldigt, hvor du bor i Danmark, hvis du har diabetes og gerne vil behandles godt og undgå de alvorlige følgesygdomme, der kan følge med, når der ikke er styr på sygdommen.

En ny analyse af sundhedsdata fra Diabetesforeningen hos mennesker med diabetes viser, at der er stor geografisk ulighed på tværs af landet, når det gælder langtidsblodsukkeret og dermed risikoen for følgesygdomme som hjertekar-, nyre og øjensygdomme. 

I eksempelvis Frederikshavns Kommune har 9,8 procent af borgere med type 2-diabetes et langtidsblodsukker over 70 mmol/mol, mens det kun gælder for 3,7 procent i Lemvig.

Til sammenligning er landsgennemsnittet 7,7 procent.

SPÅ 2023 KORT

Langtidsblodsukkeret viser, hvor velreguleret den enkelte med diabetes er, og hvis det overstiger 70 mmol/mol, er der meget forhøjet risiko for at udvikle følgesygdomme.

-Det er alt for store forskelle i et lille land som Danmark, og de er svære at forklare og forsvare. Det er et klokkeklart eksempel på geografisk ulighed i sundhed, og det skal vi gøre noget ved. Det kan ikke være rigtigt, at man skal leve med en kronisk sygdom og samtidig være udsat for et postnummerlotteri, når det gælder risikoen for potentielt dødelige følgesygdomme, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Det samme ulige billede tegner sig for mennesker med type 1-diabetes.

Her viser Diabetesforeningens analyse på tværs af de fem regioner, at der er stor forskel på, hvor mange, der har et meget højt langtidsblodsukker. I Region Nordjylland ligger 27,1 procent over et langtidsblodsukker på 70 mmol/mol mens det kun gælder 18,4 i Region Midtjylland.

Kvalitetsplaner og grundpakkeforløb skal afskaffe ulighed

Diabetesforeningen kæmper med afsæt i analysen for en ensartet behandling for alle mennesker i Danmark med diabetes, og det kan Folketinget sikre ved at lave en national handlingsplan for kronisk sygdom – hvilket er én af 20 løsninger, som Diabetesforeningen overrækker til regeringens Sundhedsstrukturkommission i dag som vært for Sundhedspolitisk Åbningsdebat 2023 på Christiansborg.

Handlingsplanen skal først og fremmest sætte et mål om, at færre skal udvikle kroniske sygdomme, og så skal kvaliteten i behandlingen løftes, uafhængig af postnummer, med nationale kvalitetsplaner og grundpakkeforløb for de store kroniske sygdomme. De skal være for hele behandlingsforløbet og indeholde patientnære og forpligtende mål for f.eks. forebyggelse, opsporing og hvor mange, der må have et for højt langtidsblodsukker med det mål, at flere skal kunne leve et bedre liv og selv kunne tage omsorg for egen behandling.

SPÅ 2023 GRUNDPAKKE

Samtidig opfordrer Diabetesforeningen til et opgør til det postnummerlotteri, der hersker ved tildelingen af behandlingsredskaber og hjælpemidler.

– De store forskelle i behandlingen for mennesker med diabetes giver dårlig livskvalitet for mange og fører samtidig til brug af flere ressourcer i sundhedsvæsenet. Den slags forskelle bliver ikke udlignet af vage anbefalinger, som vi hidtil har troet. Derfor er det tid til, at vi i Danmark tager det næste skridt i kampen mod geografisk ulighed i sundhed og gennemfører nationale kvalitetsplaner på de store kroniske sygdomme og lige adgang til behandlingsteknologier uanset postnummer, fordi det vil give bedre liv. Det er en investering i at mindske presset på sundhedsvæsnet, og vi opfordrer derfor til, at Folketinget målretter nogle af de fem milliarder kroner, regeringen har sat af årligt, til en sundhedspakke frem mod 2030, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

SPÅ 2023 6 PROBLEMER 20 LØSNINGER
SPÅ Indspil Forsied

6 problemer 20 løsninger

Den kroniske kur

Sundhedsvæsenet lider af 6 store problemer. Løsningerne skal findes 20 steder. Læs mere i vores indspil "den kroniske kur".