Tre ud af fire børn med diabetes står alene med sygdommen
Mange børn med type 1-diabetes og deres forældre oplever at stå uden den livsnødvendige hjælp i skole, vuggestue og børnehave til at håndtere deres kroniske sygdom. En ny aktindsigt viser, at 59 kommuner mangler retningslinjer for indsatsen, og et forskningsprojekt fortæller, at hjælpen svinger fra kommune til kommune. Diabetesforeningen opfordrer med fem forslag til politisk handling, der sikrer et tryggere børneliv.
I Danmark er der cirka 1.700 skolebørn og mindst 100 børn i dagtilbud med type 1-diabetes, der dagligt skal sikre et stabilt blodsukker med insulin i forhold til mad, leg og aktivitetsniveau.
Et for højt blodsukker går ud over koncentrationen og dermed læringen og trivslen. Et for lavt blodsukker kan føre til insulinchok, og så kan barnet få krampe, besvime eller i værste tilfælde dø.
Alligevel har 59 - eller seks ud af ti - kommuner i Danmark ingen konkrete retningslinjer for, hvordan børn i folkeskoler får hjælp til at håndtere deres diabetes, viser en aktindsigt fra Diabetesforeningen.
72 procent af børn med type 1-diabetes har uønsket oplevet at stå alene med håndteringen i skolen, og en femtedel af børnene er ofte eller hele tiden alene med ansvaret, viser en undersøgelse fra Diabetesforeningen.
Det betyder, at skolebørn, som endnu ikke har lært at regne, skal kende antallet af kulhydrater i leverpostejsmaden og beregne og dosere mængden af insulin, samtidig med at de skal tage højde for, om de har løbet to eller tre omgange til rundbold i frikvarteret.
– Børn oplever en stor utryghed ved at stå alene med deres diabetes og dosering af insulin, når de er i skole, fordi der ikke er afsat ressourcer til at tage vare på den kroniske sygdom, de lever med hver dag. Det går ikke. Vi kan ikke have et samfund, hvor børn med diabetes ikke har mulighed for at deltage i undervisningen i folkeskolen på lige fod med andre børn. Den manglende støtte kan have store konsekvenser for børnenes sygdom, trivsel, og utrygheden påvirker forældrenes arbejdsliv, psykiske trivsel, samliv og økonomi, siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.
– Børn er børn, og børn skal lege og lære, så når de skal børste tænder med en voksen, skal der også være en voksen til at hjælpe med en kronisk sygdom. Det er et voksenansvar, og det skal politikerne tage på sig, siger Claus Richter.
Hjælp svinger fra kommune til kommune
Ifølge Folkeskoleloven er kommunerne forpligtet til at sikre, at elever, der har brug for støtte til at overvinde praktiske vanskeligheder, gives personlig assistance. I Dagtilbudsloven står, at kommunalbestyrelsen skal sikre støtte til, at børn kan trives og udvikle sig i dagtilbud.
Men nye resultater fra forskningssamarbejdet KIDS, bestående af Steno Diabetescentrene og Diabetesforeningen, viser, at kommunerne har vidt forskellige måder at håndtere støtten til skole- og institutionsbørn med type 1-diabetes.
I nogle kommuner betragtes type 1-diabetes som et handicap, som udløser mulighed for at modtage ekstra støtte i normalundervisningen, mens det andre steder defineres som en kronisk sygdom, som barnet selv skal lære at håndtere.
– Det er frustrerende at opleve, at der er så store forskelle i de muligheder, forældrene har for at få støtte. I dag er der en for stor vilkårlighed, og alt for mange børn og voksne bliver overladt til sig selv. Det kan vi ikke byde forældre eller børnene, så nu må der politisk handling til. Der bør være lige mulighed for støtte til børn med diabetes, uanset hvilken kommune man bor i, og hvilken skole man går på, siger Claus Richter.