Diabetesforeningen: Vi skal have en ny start på et sundere Danmark
Overvægt og kronisk sygdom hos danskerne stiger – og hvis ikke vi handler, ser vi ind i en stille sundhedskatastrofe. Diabetesforeningen mener at der skal sættes politiske mål for at knække den kroniske kurve. Derfor har vi 15 forslag til en ny start på et sundere Danmark i et nyt politisk indspil til en forebyggelses- og sundhedsfremmepolitik for Danmark.
I dag lever over halvdelen af danskerne med overvægt, og antallet har været stigende de sidste mange år. Op mod hvert femte barn eller ung i Danmark lever med overvægt eller svær overvægt. Vi har verdensmestertitlen i indkøb af slik og ligger nummer to, når det gælder indkøb af søde drikke.
Danmark brug for en ny og sundere start og derfor lancerer Diabetesforeningen et nyt politisk indspil med 15 anbefalinger, som vi håber, kan blive startskuddet til en ny national strategi for forebyggelse og sundhedsfremme i Danmark.
Usunde madvaner er – næst efter tobak – den risikofaktor, der kan tilskrives flest dødsfald og sygdomme i Danmark
Vi sætter særligt fokus på at forebygge overvægt, fordi et liv med overvægt markant øger risikoen for at udvikle kroniske sygdomme som for eksempel type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Samtidig påvirker overvægt den sygdom og dødelighed, som er knyttet til kroniske sygdomme.
– Usunde madvaner er – næst efter tobak – den risikofaktor, der kan tilskrives flest dødsfald og sygdomme i Danmark. Samtidig er vi stadigt mindre fysisk aktive. Usunde madvaner og mangel på bevægelse resulterer i en alt for hastig stigning i overvægt iblandt danskerne. Derfor mener vi i Diabetesforeningen, at vi i Danmark skal have langt større fokus på at forebygge overvægt og indrette vores samfund på en måde, der gør de sunde valg til de lette valg. Vi har som ambition, at vi i Danmark skal knække den kroniske kurve, og at andelen af danskere med kronisk sygdom skal falde, siger Claus Richter adm. direktør i Diabetesforeningen.
Forslagene vil blandt andet sætte ind med mere bevægelse og madordninger i skolerne, en nedsættelse af momsen på frisk frugt og grønt, og ikke mindst, at vi skærmer børn og unge bedre mod markedsføring af usunde føde- og drikkevarer, samt at vi indretter supermarkeder, så det sunde valg bliver lettere.
Vi skal sætte ind tidligere, så vi forebygger stigningen i sygdomstilfælde, og sikrer danskerne flere sunde leveår og mulighed for at kunne blive længere på arbejdsmarkedet
Og sidst, men ikke mindst, at vi sætter forpligtende krav til kommunerne om at styrke folkesundheden lokalt og sikre tidlig opsporing af kronisk sygdom.
Andelen af danskere, der lever med kroniske sygdomme, er i voldsom vækst. I dag lever mere end hver tredje dansker med mindst én kronisk sygdom.
Heraf lever 310.000 danskere med type 2-diabetes, og i 2030 skønnes type 2-diabetes at ramme 420.000 danskere. Alder, arvelighed og overvægt er de tre største risikofaktorer for type 2-diabetes, men overvægt er den største risikofaktor, der kan forebygges.
– Der er tale om en stille sundhedskatastrofe, som fortjener mere modstand. Ikke mindst fordi vores sundhedsvæsen er under pres. Vi skal sætte ind tidligere, så vi forebygger stigningen i sygdomstilfælde, og sikrer danskerne flere sunde leveår og mulighed for at kunne blive længere på arbejdsmarkedet. Investering i forebyggelse kan reducere omkostninger i sundhedsvæsenet og frigøre personale til at behandle og pleje de patienter, som har mest behov, siger Claus Richter.
Diabetesforeningens 15 forslag fordeler sig på tre indsatsområder:
- Vi vil give børn en sund start på livet gennem bedre maddannelse og med bevægelse integreret i løbet af hele skoledagen
- Vi vil begrænse forbruget af usunde fødevarer og gøre det sunde valg lettere, da usunde madvaner er den risikofaktor, der næst efter tobak, tilskrives flest dødsfald og sygdomstilfælde i Danmark
- Vi vil have forpligtende krav til kommunernes rolle som frontkæmper for sundhedsfremme og forebyggelse gennem tidlig opsporing, brobygning til civilsamfundet og kommunale handlingsplaner for bedre folkesundhed.
Indspil: Ny start på et sundere Danmark