Diabetes skal ikke bestemme over mit liv – det vil jeg selv!

Denne artikel er oprindeligt bragt i medlemsmagasinet Diabetes, juni 2024.

Når Noras klasse har frikvarter, løber de alle sammen ud og leger. Undtagen en.

9-årige Nora Willumsen skal nemlig lige have noget at spise og justere sin pumpe, før hun kan smutte ud og lege med alle de andre. Hun er den eneste på sin skole, der har diabetes, og det giver somme tider nogle negative tanker.

– Jeg kan godt føle mig anderledes og blive lidt ked af det, når jeg skal tage mig af min diabetes ovre i skolen.

Viden gør det nemmere

For Nora betyder det meget, at hendes diabetes ikke får et for stort fokus, for så kommer følelsen af at være anderledes. Men Nora lader ikke sin diabetes styre. Som tiden går, finder hun flere og flere måder at gøre sygdommen mindre synlig på og undgå at føle sig anderledes. For eksempel ved selv at styre sin pumpe i skolen.

– Det er nemmere og hurtigere for mig bare at taste ind på pumpen i stedet for, at en voksen skal bruge lang tid på at taste det ind, så alle mine venner er færdige med at spise, når jeg er klar. Jeg tænker heller ikke lige så meget over, at folk kan se det, hvis jeg selv taster.

Selv at kunne taste ind på pumpen er langt fra det eneste, Nora har styr på. Efter at have levet med diabetes i en periode, blev hun nemlig nysgerrig på sygdommen.

– Jeg har set en masse videoer om diabetes, for at blive klogere. Men også så jeg bedre kan forklare det til andre, der ikke ved noget om det.

Når jeg er sammen med min mentor Thippe, ser jeg, at jeg ikke er den eneste med diabetes. Det gør mig glad.

Viden om diabetes gør det nemmere for Nora at leve med sygdommen. Når hun ved, hvordan det fungerer, og hvad det betyder at have diabetes, kan hun slappe mere af i dagligdagen.

– Jeg gider ikke tænke for meget på det. Jeg tænker på det, når jeg bipper, men så prøver jeg at lægge det væk, for jeg ved, at nu ér der styr på det.

Mit helbred er vigtigere

Men diabetes er ikke en sygdom, der gemmer sig. Den kan vise sig på alle tidspunkter. Og når den gør det blandt andre mennesker, bliver Nora meget bevidst om den. Til gengæld har hun en huskeregel, der hjælper hende videre.

– Jeg bliver flov, hvis min pumpe for eksempel bipper i biografen. Men så husker jeg på, at mit helbred er vigtigere, end at jeg synes, min pumpe er pinlig.

Netop pumpen og sensoren er nogle af de ting ved diabetes, der kan ses, og der kan huskeregler ikke nødvendigvis hjælpe. Nora går til hverdag med sin pumpe siddende synligt i buksekanten og har lært at vænne sig til, at alle kan se den.

Men om sommeren opstår der et problem. For Nora elsker at gå i kjoler. Men pumpen kan ikke sidde i kjolen, og sensoren stikker meget ud og ser ”laboratorieagtig” ud. Hvad gør man så?

– Jeg vil gerne kunne gå i kjoler ligesom alle andre, så jeg sætter min pumpe fast på maven, og så plejer vi at købe nogle klistermærker, som jeg sætter på min sensor for at gøre den pænere.

Selvom Nora selv gør en masse for ikke at lade sin diabetes styre, er der en hjælp udefra, der gør rigtig meget for Nora. For hvordan kan man slippe tanken om at være anderledes og alene, når man er den eneste i skolen, der har diabetes?

– Når jeg er sammen med min mentor Thippe, ser jeg, at jeg ikke er den eneste med diabetes. Det gør mig glad.

Nora har fortalt Diabetesmagasinet om at være 9 år og have diabetes. Noras mor Sara Willumsen var til stede under interviewet. (Red.)