Ministeren skal understrege, der er lighed i sundhed
Vi spørger Mette Thiesen, sundheds- og psykiatriordfører for Dansk Folkeparti, om mulighederne for at styrke brugen af sensorer i diabetesbehandlingen – uanset diabetestype.
Denne artikel er oprindeligt bragt i medlemsmagasinet Diabetes, juni 2024.
Alle med type 1-diabetes har fået tilsagn om at få en sensorbaseret glukosemåler, men i nogle regioner kan man risikere at vente til 2028. Kan vi gøre op med den ulighed i sundhed?
– Jeg synes, det er problematisk, at der er så stor en forskel. Det burde være en bunden opgave for regionerne at nå i mål samtidigt. Derfor skal det sikres, at man når det tidligere end planlagt nu i de pågældende regioner, nemlig Midtjylland og Nordjylland. Jeg synes jo, at man altid som ansvarlig minister kan rette henvendelse til regionerne og understrege, at det her er en prioritet, og at det gælder lighed i sundhed. Så det vil jeg opfordre sundhedsministeren til at gøre.
Hvilke muligheder ser du for, at sensorbaseret glukosemåling kan bruges som redskab til af styrke hjemmebehandlingen af type 2-diabetes og dermed lette presset på sundhedsvæsnet?
– Generelt synes jeg, at alle de teknologier, man har i dag, burde gælde for både type 1- og type 2,- diabetes, fordi det betyder, at man som diabetespatient har langt bedre muligheder for at passe på sig selv, og holde sig selv ude af sygehusene, og det kan vi gøre med forholdsvis få midler. Det bør være en helt grundlæggende prioritet at give sensorer til alle.
Det bør være en helt grundlæggende prioritet at give sensorer til alle.
Mener du, at alle med type 2-diabetes, der tager insulin flere
gange dagligt, skal have mulighed for at måle blodsukker med en sensor?
– Det vil give rigtig god mening, hvis man ikke kun fokuserede på type 1-diabetes, men også på type 2, fordi vi ved, at det kan forebygge rigtig mange sygdomme - og igen, for relativt få midler. Vi har et sundhedsvæsen, som er maksimalt presset, og hvis vi kan forebygge, at folk ender på sygehuset, for eksempel ved hjælp af sensorer, så synes jeg, det giver rigtig god mening.
Diabetesforeningen har givet mennesker med type 2-diabetes adgang til en sensor i to uger som læringsredskab. Resultatet er, at de oplever en større forståelse for deres sygdom. Ser du politisk et potentiale i at tilbyde sensorer i korte perioder til mennesker med type 2-diabetes?
– Ja, bestemt. Så kan man jo fuldstændig konkret se, hvad kost og motion har af indflydelse på blodsukkeret og dermed blive meget klogere på, hvordan man kan omlægge sit liv, så man i højere grad passer på sig selv. Det er sensorer et rigtigt godt redskab til på en helt anden måde, end formaninger fra en læge. Mange af de type 2-patienter, jeg er stødt på, har brug for på mange måder at ”omlære” deres kost og motion, og vi bliver alle motiverede af, hvad der virker.
Reglerne om, at mennesker med type 2-diabetes på tabletbehandling kun kan få fingerprikker og 150 teststrimler til blodsukkermåling stammer fra 1998. Er det ikke på tide at opdatere lovgivningen?
– Jo. Det vil give rigtig god mening. Indtil vi har fået indført, at alle har adgang til sensorer, ville jeg synes, at det var fint, at man havde adgang til et ubegrænset antal strimler.
