Kirsten vandt 50.000 kr. Det var en kæmpe overraskelse!

Da Kirsten Jensen købte et skrabelod til fordel for Diabetesforeningen, tænkte hun mest på at støtte en god sag. Senere samme aften opdagede hun, at hun havde vundet 50.000 kr. til en rejse. For Kirsten handler det ikke om gevinsten, men om at støtte foreninger og frivillige, der gør en forskel. Hun bekymrer sig om foreningslivets fremtid og opfordrer andre til at bidrage – for frivilligt arbejde er afgørende for mange.

Rejse
01. januar 2025 | Af Lisbeth Maindal

I starten af oktober stod Kirsten Jensen i sit køkken i rækkehuset i Virum og lavede mad. Da det ringede på døren, besluttede hun at lade sig forstyrre, selv om hun ikke ventede gæster. Uden for stod en ung mand og spurgte om hun ville støtte diabetessagen og købe et skrabelod fra Diabetesforeningens efterårslotteri. Kirsten købte et par lodder, lagde dem i entreen og gik tilbage til madlavningen.

Det var første senere på aftenen, hun skrabede lodderne og kunne se, at hun havde vundet 50.000 kroner til at rejse for i rejseselskabet Apollo. Hun troede ikke rigtigt på det og måtte have en anden til at tjekke det og forsikre hende om, at der var gevinst.

Det var en kæmpe overraskelse, for Kirsten Jensen, der er 76 år og pensionist, har aldrig før vundet.

Den frivillige indsats betyder meget  

Kirsten Jensen vil gerne støtte en god sag og synes det er prisværdigt, der er foreninger og frivillige, som arbejder for det.  

- Jeg er ikke typen, der spiller og støtter hvad som helst, men jeg køber meget gerne et lod, hvis det støtter en god sag. Og jeg synes, at indsatsen for diabetes er vigtig, selv om jeg ikke personligt har det på helt tæt hold, siger Kirsten Jensen.

- Det er faktisk også prisværdigt, at der er nogen, der gider gå rundt og sælge lodder for en god sag som diabetes. Dét i sig selv vil jeg også gerne støtte. For frivilligt arbejde er meget vigtigt for mange mennesker. Og så er der også desværre mennesker, som samfundet ikke holder hånden over, der også har brug for foreningers og frivilliges hjælp. Jeg ved, at de frivillige og foreningerne gør en stor forskel for mange mennesker. Foreningslivet forandrer sig i disse år og det kan være sværere at få os til at være frivillige. Det er en tendens jeg er bekymret for og derfor synes jeg det er vigtigt at støtte, for eksempel Diabetesforeningen, siger Kirsten Jensen.  

Familien skal med

Gavekortet på 50.000 kroner til Apollo faldt på et tørt sted, som Kirsten Jensen siger. For hun har ikke holdt ferie i de sidste fem års tid, hvor hendes nu afdøde mand har været syg.

Hun har mange overvejelser om, hvad gavekortet skal veksles til. Overvejelserne går på at få hele familien og sin kæreste med til Grækenland og det er et puslespil, når man er flere, der skal afsted.

-  Vi skal have det hele til at passe for hele familien skal med. Men heldigvis gælder gavekortet i tre år, så lige nu har vi ikke travlt, siger Kirsten Jensen.

image-text
Skrabelod Forår2025 Højkant Klara Forsider 1

Vær med i forårslotteriet 2025

Kender du en klub eller skoleklasse, der vil tjene penge til en lejrtur, spillertøj eller måske en ny hest? Lotteriet støtter børn som Klara, forskning i diabetes og rådgivning.