Regionsrådsformænd: der skal være lige adgang til diabetesbehandling
Vi har spurgt 4 regionsrådsformænd om, hvordan vi sikrer lige adgang til diabetesbehandling – herunder AID-teknologi og patientuddannelse – uanset hvor man bor? Se deres svar her.
Din adgang til sundhed afhænger af dit postnummer. Mere end 3.600 danskere rækker hånden op og siger, at diabetes er for alvorligt til denne ulighed, og det gør indtryk på politikerne.
Fire regionsrådsformænd svarer her på spørgsmål om lige adgang til diabetesbehandling i deres regioner.
Region Syddanmark
AID skal tilbydes, når det er fagligt relevant
– Jeg vil arbejde for, at de type 1-patienter, for hvem det er relevant, får AID-pumper. Vi har i Region Syddanmark allerede en ret høj andel af type 1-patienter, der har AID-pumper. Andelen vil være voksende, fordi næsten alle børn og unge har AID-pumper. Man skal være opmærksom på, at det ikke er fagligt relevant for alle type 1-patienter at få en AID-pumpe.
Sundhedsreformen er en gylden mulighed for bedre patientuddannelse
– Sundhedsreformen er en gylden mulighed for at forbedre og systematisere patientskolerne. I dag er opgaven kommunal og forskellene er store. Indtil regionerne gennem sundhedsrådene overtager patientuddannelsen, skal vi i det regionale sygehusvæsen blive bedre til at henvise patienter – f.eks. til et opstartsforløb for nydiagnosticerede, som vi i Region Syddanmark i øvrigt har fået Diabetesforeningens Handlingspris for.
Region Midtjylland
Region Midtjylland skal prioritere moderne teknologi i behandlingen af kroniske sygdomme
– Region Midtjylland bør prioritere forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme som diabetes højere i de kommende år. Ikke mindst på de områder, hvor moderne teknologi kan hjælpe os. Derfor bør regionen prioritere midler til at flere patienter, såvel voksne som børn og unge, kan få en AID-pumpe.
Vi skal investere massivt i patientrettet forebyggelse
– Der har ikke været sat nok penge af til den patientrettede forebyggelse i de seneste 20 år i kommunerne. I samme periode har langt flere fået diabetes og andre kroniske sygdomme. Alle sundhedsråd i Region Midtjylland bør derfor investere massivt i patientrettet forebyggelse, herunder patientuddannelse, der ruster mennesker med diabetes til at kunne leve godt med deres sygdom. Det er nødvendigt for at sikre flere gode leveår til borgerne og samtidig lette presset på sundhedsvæsenet.
Region Hovedstaden
Fælles retningslinjer skal sikre lige adgang til AID-pumper
– Flest mulige patienter skal fremover behandles med AID-pumpe, og fælles retningslinjer omkring udbredelse vil kunne sikre en bedre og lige adgang i hele landet. Jeg har besøgt Børneambulatoriet i Holbæk, og Sjællands resultater skal være standarden i den nye Region Østdanmark på børneområdet. Vi sætter i Hovedstaden fart på udbredelsen, og friske tal viser, at nu har 79 procent af børn med type 1-diabetes en AID-pumpe, og for voksne er tallet øget til 22 procent. Jeg vil følge området tæt, så den positive udvikling fortsætter.
Alle med type 2-diabetes skal have tilbud om patientuddannelse
– Type 2-diabetes er en voksende folkesygdom, og vi har brug for at flest mulige mestrer sygdommen og undgår følgesygdomme. Jeg tror, at det vil være godt med nogle ambitiøse nationale mål for patientuddannelse, som de 17 sundhedsråd skal realisere. Noget undervisning skal fortsat være fysisk, men noget kan med fordel også gennemføres som e-learning, da det for mange vil være lettere at gå til, som det nu passer i dagligdagen.
Region Nordjylland
Lige adgang til AID-teknologi – uanset alder og geografi
– Det er vigtigt for os i Region Nordjylland at udbrede og investere i diabetesteknologi, da det på alle mulige måder forbedrer tilværelsen for mennesker med diabetes. Vi er bevidste om, at der på voksenområdet er et efterslæb i Nordjylland, når det kommer til AID-pumper, og derfor har vi igen i budgettet for 2026 afsat ekstra midler til udbredelse af diabetesteknologi. Derfor er det også min politiske vision, at regionerne bør sikre, at der arbejdes ud fra et princip om lige adgang til AID-teknologi for alle med type 1-diabetes – uanset alder og geografi. Det skal hverken være postnummeret eller alderen, der afgør, om man får adgang til blandt andet AID-pumper.
Uddannelse og digitale tilbud er nøglen til bedre diabetesbehandling
– Vi har i Region Nordjylland heldigvis allerede et stærkt samarbejde mellem regionen, Steno Diabetes Center Nordjylland, de nordjyske kommuner og de praktiserende læger om at styrke indsatsen for mennesker, der lever med type 2-diabetes – og det samarbejde vil regionen bygge videre på. De vigtigste hjørnesten i samarbejdet bliver fokus på uddannelse og digitale tilbud. Uddannelse, fordi egenmestring og sygdomsforståelse er en af nøglerne til at forebygge komplikationer. Og digitalt for dem, der kan, fordi det gør de nordjyske sundhedstilbud tilgængelige uafhængigt af geografi og lettere at tilpasse den enkelte borgers liv og behov.
RÆK HÅNDEN OP
Diabetes er for alvorligt til at blive behandlet ulige. Ræk hånden op, hvis du er enig.