40.000 danskere med type 2-diabetes har aldrig fået en øjenundersøgelse
En ny analyse viser, at 20 procent af de danskere, der har haft type 2-diabetes i mindst 5 år, aldrig har været til øjenscreening. Diabetesforeningen mener, at det skal være en fast del af de kommende kronikerpakker.
Diabetes kan skade synet langsomt og uden varsel. Og når du selv begynder at mærke synsforstyrrelser, er skaden allerede sket.
En ny analyse fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut viser, at 60.000 personer, der har haft type 2-diabetes i mindst fem år, ikke har deltaget i en øjenscreening i fem år.
Samtidig har 20 procent af de knapt 200.000 danskere, der har haft type 2-diabetes i mindst fem år, aldrig været til en øjenscreening. Det drejer sig om 40.000 danskere.
Og det er på trods af, at de nationale retningslinjer anbefaler screening i forbindelse med diagnosen og derefter hver 3.-48. måned afhængig af den individuelle risiko.
Læs Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstituts analyse
Skaden kan ikke rulles tilbage
– Det er dybt bekymrende, at hver femte aldrig har fået tjekket øjnene. Synstab kan ramme allerede i den arbejdsdygtige alder – og den skade kan ikke rulles tilbage. Kronikerpakkerne er et godt skridt. Men de skal indeholde en konkret aftale om, hvornår patienten undersøges for følgesygdomme. Det må ikke overlades til tilfældighederne, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Diabetisk øjensygdom – retinopati – skader blodkarrene i øjets nethinde. Forandringerne sker langsomt og uden symptomer. Opdages sygdommen i tide, kan den behandles. Opdages den ikke, kan den føre til alvorligt synstab, og i sjældne tilfælde blindhed.
Særligt unge og ældre bliver overset
Når analysen ser nærmere på danskere med type 2-diabetes, der ikke har været til øjenundersøgelse i fem år, viser data, at det især gælder personer under 45 år og over 85 år samt personer, der ikke har indløst recept på diabetesmedicin eller fået målt langtidsblodsukker inden for det seneste år. Fælles for dem er, at de ofte er mindre tilknyttet det øvrige diabetessystem – og dermed risikerer, at øjenforandringer aldrig opdages.
Kræver handling
Når du har type 2-diabetes skal du selv bestille tid hos øjenlægen, for at blive undersøgt. Omvendt er det ca. 90 procent med type 1-diabetes, der bliver screenet for øjensygdomme, og er man tilknyttet et specialiseret behandlingssted som Steno Diabetes Center, bliver man løbende indkaldt til screening.
Med de fremtidige kronikerpakker, hvor du som patient har ret til en behandlingsplan, bør den praktiserende læge, som tovholder sikre kontrol hos øjenlægen, mener Claus Richter.
– Lige nu er det for mennesker med type 2-diabetes overladt til tilfældighederne, og den enkelte læge, om man bliver tjekket for øjensygdom. Det kan vi gøre bedre. Derfor kommer vi til at kæmpe for, at screeninger af øjnene bliver en fast del af den pakke, man får, når man får konstateret type 2-diabetes, siger Claus Richter.