’Børn som pårørende’ ændrede Frejas liv
Freja forstod ikke, hvorfor mor og far gav Ida så meget opmærksomhed, bare fordi hun fik diabetes. Hun følte, at de elskede Ida mest. Det ændrede sig – som ved et trylleslag – efter hun kom med i Diabetesforeningens samtalegruppe for børn som pårørende. Freja og hendes forældre fortæller her, hvordan det var at få diabetes ind i livet fra hver deres synspunkt.
Hvor er mor og far og Ida?
Freja Vørsing Nordahl er bange, da hun bliver hentet af mormor og morfar midt om natten for tre år siden. Hun ved ikke, hvad der er sket. Hun ved bare, mor, far og lillesøster Ida er på hospitalet. Ida er blevet indlagt, fordi hun var fraværende og reagerede meget langsomt. Først tog mor med, og far blev hos Freja. Men hurtigt stod det klart, at det var alvorligt.
Ida havde ingen puls. Der løb lægepersonale rundt, og da de endelig får liv i hende, ser lægen på mig og siger: Ring til din mand – han fortjener at være her. Jeres datter har diabetes.
Rikke får beskeden af lægen, og far Morten må smide, hvad han har i hænderne.
De to forældre står i en stor uvished og et kaos, der vil forandre deres liv totalt.
Men én ting er vigtig for dem. I tiden efter Ida er kommet hjem, kigger de på hinanden og giver et løfte om den datter, der ikke har været med på hospitalet:
– Vi må ikke glemme Freja.
To sider
Freja får at vide, at Ida har diabetes, men hun ved ikke, hvad det er. Hun bliver bare bange og bekymret for sin søster. Men hun mærker en forandring derhjemme. For det virker som om, mor og far ser mest på Ida.
– Vi var i granatchok på hospitalet, for vi var ikke sikre på, om Ida overlevede. Vi fik virkelig tunnelsyn, da vi kom hjem fra hospitalet, for vi skulle bare sørge for, Ida havde det godt, siger Rikke og Morten Vørsing Nordahl.
For alle forældre lyder det måske som en selvfølge.
Men når alle er gået i seng, og Freja er alene på værelset, bliver der sat andre tanker i gang
– Mor og far spurgte kun, hvordan Ida havde det. De ville aldrig høre, hvordan jeg havde det, og jeg troede, de var ligeglade med mig, siger Freja Vørsing Nordahl.
For Freja, der ikke kender diabetes, virker det som om, hun bliver underprioriteret. Og det værste er, når hun oplever, hun ikke må være med i det fællesskab, resten af familien ser ud til at have.
– I starten måtte jeg ikke være med til at hjælpe, og det gjorde mig virkelig ked af det. Jeg kunne bare høre, Ida der skreg, men jeg vidste ikke hvorfor. Der følte jeg mig udenfor, siger Freja Vørsing Nordahl.
For forældrene er historien mere nuanceret.
– Vi forsøgte at involvere Freja så meget som muligt. Men vi gjorde det på Idas præmisser. For hun synes ikke, det var sjovt, når der var andre, og nogle gange var det kun mor, der måtte styre hendes diabetes, fortæller Rikke og Morten.
– Hver gang Ida kun ville lade Rikke styre, gik jeg ind til Freja, for at hun ikke skulle føle sig alene – men hun ville jo også bare gerne være med, siger Morten.
Elsker I Ida mest?
Jo længere tid der går, jo flere dårlige tanker får Freja i hovedet uden at sige dem højt. Pludseligt følte hun sig ikke som en del af familien mere.
– Jeg følte, at jeg var stuepigen, og så var det de andre, der var familie. Man snakker aldrig med stuepigen, og hun er aldrig med, når familien laver noget. Det synes jeg heller ikke, jeg var, siger Freja.
Og selvom familien føler, de er gode til at snakke om tingene, vil Freja ikke være til besvær.
– Freja er verdens bedste søster! For hun vil bare Ida og alle andre det bedste, men hun kan gå og putte med sine egne følelser, så de hober sig op, siger forældrene.
Men Freja kan ikke forstå, at det er så svært at se, at hun ikke har det godt. Faktisk føler hun, at det er ret åbenlyst.
– Nogle gange var jeg ked af det, når vi hyggede os, og jeg blev trist og sur over, at mor og far ikke kunne se det. Ida skriger, når der er noget galt, men det kan jeg ikke lide, men de burde jo kunne se, jeg er ked af det, siger Freja.
Og til sidst havde følelserne hobet sig for meget op. Freja kunne ikke længere se sig selv som en del af familien, og når mor og far bruger så meget mere tid med lillesøster, presser en bestemt følelse sig på. En følelse, ingen forældre håber på at høre.
Jeg følte, at I elskede Ida højere end mig
Da Freja siger det højt i sofaen i Jyllinge, bliver alle øjne rettet mod hende. Nogle af dem våde.
– Det virker ikke som om, det er noget, I har hørt før?
– Nej lige den der rammer lidt hård i forældrehjertet. Vi har snakket om, at Freja har følt sig overset, men ikke at hun følte sig mindre elsket. Sådan må det jo aldrig være, siger Rikke og Morten.
Ikke i tvivl mere
I de to år går Freja og har det dårligt uden at fortælle det til nogen. Uden at forstå hvad diabetes er, hvorfor Ida egentlig er så vigtig i mors og fars øjne og uden at kunne sætte ord på sine følelser. Og hun føler sig mindre set og elsket.
Men det bliver der en dag lavet om på. Ja faktisk bliver familien og især Freja og hendes tanker forandret med et trylleslag. Alt på grund af et helt særligt initiativ.
Lige siden Ida fik diabetes, ville vi sende Freja til en børn som pårørende gruppe gennem Diabetesforeningen, og sidste år var der endelig plads. Det gjorde noget SÅ godt for os
Det siger Rikke og Morten Vørsing Nordahl. Et udsagn Freja er helt enig i.
– Jeg så, at der var andre ligesom mig, og at jeg ikke var alene. Der var mange, der havde samme tanker som mig, og jeg følte mig ikke mærkelig for at have mine tanker mere, siger Freja.
– Efter første gang vidste jeg, at jeg godt måtte have det, som jeg havde det, og så turde jeg sige højt til mine forældre, at jeg følte mig overset. Det var virkelig rart, siger hun.
Det mod, Frejas nye tankegang giver hende, ændrer, hvordan hun og familien har det.
– Freja sagde det på vej hjem i bilen og lige siden er det gået fremad. Vi snakker om det hele, og vi kan bedre give Freja opmærksomhed, når hun har brug for det, fordi vi snakker åbent om det, siger Rikke og Morten.
Efter at have deltaget i Diabetesforeningens samtalegruppe for børn som pårørende har Freja lært meget mere om sine egne følelser og tanker, men også om diabetes. Hun ved, at Idas diabetes kræver mors og fars hjælp en gang i mellem, og hun synes, mor og far er gode til at give hende opmærksomhed, når hun har brug for det.
Og så er der et spørgsmål, der presser sig på for journalisten.
– Freja, er du i tvivl om, om mor og far elsker dig lige så højt som Ida?
– Det var jeg før, men det er jeg slet ikke mere. Nu ved jeg, de også elsker mig, og jeg føler, vi er en rigtig familie igen.