Diabetes-armbånd skaber tryghed på festivaler
Sommeren byder på festivaler, koncerter og store oplevelser. Men for mennesker med diabetes kan et lavt blodsukker hurtigt blive farligt. Derfor deler Diabetesforeningen i samarbejde med Alm. Brand igen i år sine lyseblå diabetes-armbånd ud på festivaler og events over hele landet.
Musik, fællesskab og sommerstemning fylder snart de første festivalpladser. Samtidig vokser behovet for tryghed blandt mennesker med diabetes, der tager insulin.
Et lavt blodsukker kan nemlig være livsfarligt. Symptomerne kan ligne beruselse, og derfor risikerer personer med diabetes ikke at få den hjælp, de har brug for.
Derfor kan man igen i år få Diabetesforeningens lyseblå armbånd på mere end 40 festivaler, koncerter og arrangementer. Armbåndene er sponsoreret af Alm. Brand og ligger blandt andet hos samaritter og i førstehjælpstelte.
På armbåndet står der:
”JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK”.
- Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes og har brug for hjælp ved lavt blodsukker. Armbåndet gør sygdommen synlig og fortæller helt konkret, hvad man skal gøre. Det skaber tryghed både for mennesker med diabetes, samaritter og andre festivalgæster, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Se 5 tips til alkohol med type 1-diabetes
Stor interesse for diabetes-armbånd
Armbåndet blev lanceret til festivalsæsonen for få år siden, og siden er interessen for det vokset.
I 2025 sendte Diabetesforeningen 8.550 armbånd ud til festivaler, koncerter og andre arrangementer. Samtidig blev der solgt omkring 1.000 armbånd i Diabetesforeningens netbutik.
Armbåndet hjælper især mennesker med type 1-diabetes og andre, der tager insulin.
Hos Alm. Brand er man glade for at kunne give mennesker med diabetes en tryggere oplevelse.
- Armbåndet er en enkel løsning med potentiale til at redde liv. Vi ønsker at bidrage til større forståelse for mennesker med diabetes – også når de er en del af sommerens festivalfællesskaber, siger Kim Bai Wadstrøm, privatdirektør i Alm. Brand.
Bruges til alle arrangementer
Mange bruger også armbåndet uden for festivalpladsen.
- Vi hører fra både børn, unge og voksne, at armbåndet giver ro i maven. Nogle bruger det til skolearrangementer, udflugter eller fester. Andre har det på i hverdagen. Det handler om at føle sig tryg og vide, at andre kan hjælpe hurtigt, siger Claus Richter.
Festivalgæster kan hente armbåndet gratis på de deltagende arrangementer. Man kan også købe det i Diabetesforeningens netbutik.
Køb armbåndet i Diabetesforeningens netbutik
Her kan du finde armbåndene:
- Aalborg karneval
- Blå Sol Festival
- Bork Festival
- Cirkus Summarum - Aarhus og Ballerup
- Copenhell
- Death Island Festival
- Distortion
- Femø Jazz Festival
- Grøn Koncert - Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved, Valby
- Hansted Live Festival
- Haze over Haarum
- Heartland
- Heavy Agger Musikfestival
- Herlev festuge
- Ikast Musikliv
- Jelling Festival
- Klangfest
- Kløften Festival
- Køge festuge
- Masker i Marsken (Tønder strikkefestival)
- Mosstock Festival
- Musik i Lejet
- Nibe Festival
- Nordals Musikfestival
- Northside
- Owen luft kånsert
- Ringriderfesten Aabenraa
- Ringsted Festival
- Rock under Broen
- Rosenholm Festival
- Roskilde Dyrskue
- Roskilde Festival
- Run to the Beat
- Samsø Festival
- SDU semesterstartsfest
- Skagen Festival
- Skive Festival
- Skvulp Festival
- Skærbæk Byfest og Open Air
- Suset Festival
- Syd for solen
- Sønderborg Ringriderfest
- Thy Alive Festival
- Thy Rock
- Smukfest
- Suset festival
- Sølund Musik Festival
- Thy Træf
- Tønder Festival
- Vesterland (Fanø Festival)
- Vig Festival
- Vilde Vulkaner
- Wonderfestiwall