Diabetesforeningen: Fjern momsen på frugt og grønt nu
Når politikerne vil gøre fødevarer billigere, bør de sætte ind der, hvor det gavner både pengepung og sundhed: Fjern momsen på frisk og frossen frugt og grønt nu. Det vil give lavere priser, styrke folkesundheden og redde op mod 3.200 liv hvert år.
Fjern momsen på frisk og frossen frugt og grønt nu.
Sådan lyder opfordringen fra Diabetesforeningen i en pressemeddelelse. Den kommer efter at flere politiske partier onsdag lavede en aftale om at afsætte 6 mia. kr. til at sætte momsen på fødevarer ned.
Aftalen lægger op til, at der er to muligheder: Enten at sætte momsen på fødevarer generelt ned fra 25 til 20 procent. Eller helt at droppe momsen på frugt og grønt.
Diabetesforeningen mener, at pengene skal bruges på at fjerne momsen fra frugt og grønt.
– Når politikerne nu vil sænke fødevarepriserne, bør de starte dér, hvor det giver mest sundhed for pengene. Nulmoms på frugt og grønt kan indføres nu. Det vil slå mærkbart igennem på priserne, og giver et sundere liv, siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.
– Vi har brug for handling nu, for sundhedskrisen vokser hver dag. Over én million danskere er ramt af kronisk sygdom, og antallet af mennesker med type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme vokser eksplosivt. Så nytter det ikke noget, at slik bliver billigere og motion dyrere, og vi ikke lemper priserne på det sunde. Derfor skal vi give grønt lys nu til det, der virker, siger han.
Moms på frugt og grønt kan droppes nu
Claus Richter siger, at butikkerne er klar til at sløjfe momsen nu. Det kan nemt gøres ved at afgrænse de varer, det gælder for, til frisk og frossen frugt og grønt. Momsen er lige droppet på bøger.
– Det er svært at forklare danskerne, hvorfor bøger kan få nulmoms fra 2026, men æbler og gulerødder ikke kan. Det er politisk vilje, det handler om, og den bør bruges på at skabe et sundere Danmark, nu, siger Claus Richter.
Mindst 345.000 danskere lever i dag med type 2-diabetes, og tallet stiger hurtigt. Over halvdelen af den voksne befolkning har overvægt, og omkring 500.000 danskere har forstadier til diabetes.
Diabetesforeningen kalder det en stille sundhedskatastrofe og opfordrer til flere politiske tiltag, der kan gøre de sunde valg til de nemme valg for danskerne.
Regeringen har fjernet afgifterne på både slik og chokolade. Der er stadig 25 procent moms på frugt og grønt. Der er også lige indført moms på motion for alle over 30 år.