Danmark er 11 sunde leveår bagud — Diabetesforeningen tager tre krav til Christiansborg

Flere skal have et langt og godt liv – også med diabetes. Derfor skal type 2-diabetes findes tidligere. Flere med type 2-diabetes skal have en sensor. Og alle med type 1-diabetes skal have lige adgang til AID-pumper. De forslag er en del af en større plan for flere sunde leveår i Danmark, hvor vi i dag har 11 færre sunde leveår end italienerne.

SPÅ 2026 D
24. september 2026 | Af Gitte Laasby [email protected]

Du skal kunne leve et godt og langt liv med diabetes. For det handler ikke kun om, hvor længe vi lever. Det handler også om, hvor mange år vi har det godt.

Og her halter Danmark efter. En dansker har i gennemsnit 62,4 sunde leveår – 11 færre end en italiener, der har 73,4 sunde leveår. Danmark ligger på en 20.-plads i Europa.

Flere Sunde Leveår Grafik
Danmark er rødt — og på en 20.-plads. Italienerne har 11 sunde leveår mere end os. Kilde: Eurostat

Derfor sender Diabetesforeningen på sin Christiansborgkonference i dag en klokkeklar appel til Folketinget: Giv danskerne mulighed for flere gode år. Sæt forpligtende mål for flere sunde leveår. Og skru op for investeringer i sundhed. 

– Det skal ikke være en italiensk luksus at have et godt, langt liv. Flere sunde leveår giver frihed til at leve gode liv, til at lege med børnebørn, til at rode i haven eller være noget for andre eller selv kunne bestemme, hvor længe man vil arbejde, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Målet er en del af en samlet sundhedsplan, som Diabetesforeningen fremlægger på konferencen.

For mennesker med diabetes rummer planen tre helt konkrete forslag:

  1. Type 2-diabetes skal findes tidligere
    Omkring 500.000 danskere har prædiabetes. Over 100.000 har type 2-diabetes uden at vide det.
    Diabetesforeningen foreslår, at personer mellem 50 og 70 år, som ikke har fået målt deres blodsukker hos lægen i to år, bliver tilbudt en blodprøve for diabetes.
    Når vi finder sygdommen tidligere, kan vi sætte tidligere ind og forebygge følgesygdomme.
  2. Sensorer til mennesker med type 2-diabetes skal på finansloven
    I dag har kun omkring 1 procent af mennesker med type 2-diabetes en sensor til at følge deres blodsukker.
    Diabetesforeningen vil have penge på finansloven til sensorer til mange flere. Hvis du har type 2-diabetes og ikke tager insulin flere gange om dagen, skal du have tre sensorer det første år efter din diagnose. Derefter skal du have to om året. Tager du insulin flere gange dagligt, skal du have fast adgang til sensor.
    Sensorer virker, og Diabetesforeningen har regnet ud, at hvis vi hvert år bruger 118 millioner kroner på sensorer, vil det give en årlig gevinst på 135 millioner kroner til samfundet.
  3. Alle skal have lige adgang til AID-pumper
    I dag er der stor forskel på, om mennesker med type 1-diabetes får en AID alt efter, hvor de bor. Andelen med AID-pumpe er næsten tre gange så høj i Region Midtjylland som i Region Nordjylland. Der skal være en national retningslinje for, hvornår man kan få en AID. Regionerne skal sikre, at alle har hurtig og lige adgang.

Diabetesforeningen foreslår, at danskerne skal have fem flere sunde leveår i 2045 end i 2024. Det skal være et nationalt mål, og politikerne skal følge, om vi er på rette vej. Ligesom med klimaloven.

image-text
Investering I Et Sundere Danmark Forside

Investering i et sundere Danmark

Diabetesforeningen sætter med udspillet to visioner om flere sunde leveår til danskerne og et sundt investeringsmål. Visionerne skal bl.a. opnås med en national plan for kronisk sundhed med fokus på lighed i sundhed, forebyggelse, opsporing og teknologi.

Læs mere om, hvad vi kæmper for

Vil du støtte kampen for flere sunde leveår? Meld dig ind i Diabetesforeningen