Type 2-diabetes og overvægt – hård træning kan dæmpe appetitten

Det danske studie TIMEX har undersøgt hård trænings effekt på appetit. Resultaterne viste, at deltagerne spiste mindre ved et måltid indtaget efter hård træning. Den hårde træning påvirkede også hormoner, der styrer sult og appetit.

Mand sveder på motionscykel i træningslokale
27. august 2026 | Af Ninett Rohde Brandt [email protected]

Hård træning kan dæmpe appetitten, når du har type 2-diabetes og overvægt.

Det viser resultater af det danske studie TIMEX, som forskere fra Steno Diabetes Center Copenhagen står bag. 

58 personer med overvægt eller svær overvægt deltog i studiet, hvoraf halvdelen også havde type 2-diabetes. Hver deltager var igennem fire forsøgsdage. To dage med træning. To dage med hvile.

Efter både træning og hvile fik deltagerne et kvarter efter serveret et måltid og måtte spise, indtil de var mætte.

Deltagerne skulle desuden notere deres energiindtag i de efterfølgende 24 timer efter hver forsøgsdag.

Deltagerne fik desuden taget blodprøver for at måle eventuel påvirkning af appetitregulerende hormoner i blodet. 

Spiste mindre efter dage med hård træning 

Resultaterne viste, at deltagerne spiste omkring 10 procent mindre af det efterfølgende måltid på dage, hvor de lige havde trænet, sammenlignet med dage, hvor de spiste efter hvile.

Og ifølge deltagernes egne tilbagemeldinger, kompenserede de ikke ved at spise mere i det efterfølgende døgn.

Det gjaldt både deltagerne med og uden type 2-diabetes. 

– På alle parametre kunne vi se, at deltagerne havde mindre appetit lige efter træningen, siger Natja Poder Launbo, ph.d. og førsteforfatter på studiet, i en artikel fra Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). 

Læs SDCC-artiklen her

Blodprøverne tydede også på, at hård træning havde en positiv effekt på appetitten.

Sammenlignet med hviledagene havde deltagerne efter hård træning mindre sulthormon og mere af de hormoner, der hæmmer appetitten.  

– Hård træning kræver en masse energi, så man kunne fristes til at tro, at det ville give større appetit. Men de her resultater understreger, at det ikke forholder sig sådan. Der er utroligt mange fordele ved at træne, når du har type 2-diabetes, og resultaterne tilføjer bare endnu en fordel til listen, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen, om resultaterne.

Motion er en vigtig del af ens egen behandling

Studiet har kun undersøgt virkningen lige efter en enkelt træning.

Det siger ikke noget om, hvad der sker, hvis man træner hårdt over uger eller måneder.

Men resultaterne er ifølge Tanja Thybo stadig interessante.

– Det tegner et billede af, at hård træning kan gøre en forskel for din appetit. Det er nyttig viden for alle med type 2-diabetes, der også har overvægt. Der er flere med type 2-diabetes, der kæmper med vægttab og med at vedligeholde vægttabet efterfølgende. Måske særligt hvis vægttabet er opnået ved hjælp af medicin. Med den her viden bliver det bare endnu tydeligere, hvor vigtig en del af værktøjskassen motion og træning er i egenbehandlingen af type 2-diabetes, siger forskningschefen. 

Læs mere

Læs mere om motion med type 2-diabetes

Læs mere om vægt og vægttab med type 2-diabetes

Du kan også ringe til Diabetesrådgiverne på tlf. 63 12 14 16 eller skrive til dem her:

Kontakt Diabetesrådgiverne