Ny teknologi får æren for historisk forbedring i børns blodsukker
Markant flere børn og unge når nu det anbefalede mål for langtidsblodsukker. Det viser årsrapporten fra Dansk Diabetes Database. Udviklingen tilskrives især ny teknologi. Og den mindsker børnenes risiko for senfølger senere i livet.
Danske børn får i dag en bedre behandling end nogensinde før, det viser årsrapporten fra Dansk Diabetes Database under sundhedsvæsenets kvalitetsinstitut, der følger kvaliteten i diabetesbehandlingen i Danmark. Rapporten behandler data fra de 3.188 børn og unge under 18 år med type 1-diabetes, der i 2025 blev fulgt i et diabetesambulatorium.
10 års udvikling på ét år
På bare ét år er andelen af børn og unge med et langtidsblodsukker på 53 mmol/mol eller derunder steget fra 54 til 61 procent.
– Vi har set en udvikling de seneste par år, som normalt ville tage omkring 10 år at opnå. Det er imponerende, siger Jannet Svensson, formand for Dansk Diabetes Database og klinisk professor i pædiatri ved Københavns Universitet, i en pressemeddelelse fra sundhedsvæsenets kvalitetsinstitut.
Et langtidsblodsukker over 70 mmol/mol øger markant risikoen for at udvikle alvorlige komplikationer. Men også her viser rapporten en positiv udvikling. Andelen af børn med et langtidsblodsukker på 70 mmol/mol eller derover er nemlig faldet fra 11 procent i 2023 til syv procent i 2025.
– Det er rigtig godt, at det er gået i den retning. Vi ved, at et stabilt blodsukker er afgørende for ens fremtidsudsigter i forhold til følgesygdomme, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen.
Teknologien spiller en stor rolle
Både Jannet Svensson og Tanja Thybo fremhæver moderne diabetesteknologi som sensorer og automatiske insulinpumper (AID) som en vigtig del af forklaringen bag den positive udvikling.
Næsten alle børn og unge har i dag en sensor. Og på tre år er andelen under 18 år med en AID-pumpe steget fra lige under 40 procent til 90 procent på landsplan. Det viser tal fra diabetestal.nu.
Tanja Thybo siger:
Studier viser, at AID-pumper giver den bedste blodsukkerkontrol, så det er meget positivt, at så mange børn nu har den teknologi, der kan give dem den bedst mulige behandling.
Men forskningschefen peger samtidig på, at udbredelsen af moderne diabetesteknologi halter, når det kommer til voksne med diabetes. Blandt voksne med type 1-diabetes er det nemlig kun 24 procent, der har en AID-pumpe.
Gevinst for samfundet og den enkelte
Diabetesforeningen mener, at også alle voksne skal have adgang til den teknologi, der kan give et bedre blodsukker, mindske risikoen for alvorlige følgesygdomme og give flere sunde leveår.
– Jo flere, der får adgang til teknologien, jo flere vil kunne komme til at ligge bedre med deres blodsukker. Så der er stadigvæk meget at hente blandt de voksne, siger Tanja Thybo.
Gevinsten stopper ikke ved den enkelte.
– Teknologi kan også forebygge nogle af de store udgifter til behandling, pleje og tabt arbejdsevne, der kan følge med diabetes. Det er en samfundsøkonomisk gevinst på den lange bane, påpeger Tanja Thybo.